Først det meget korte svar: TTL er et akronym der står for “Through The Lens”. Det bruges om de lysmålingssystemer, hvor et kamera måler et motivs lyshed ved at måle gennem det samme objektiv (eller optiske system) som billedet fotograferes gennem. Denne information bruges af kameraet til at fastsætte den rigtige eksponering baseret på gennemsnitlig luminans (eller lyshed), og bruges samtidig til at fastsætte mængden af det lys en given flashenhed udsender, der er forbundet til kameraet. TTL handler således om lysmåling generelt og vedrører ikke blitzlys som sådan (ret beset er dette ikke helt korrekt, men dette er jo det korte svar). A-TTL er en teknik, hvor der udsendes et blitzglimt FØR selve eksponeringen der skal hjælpe med at lade TTL-teknikken måle lyset korrekt. A-TTL bruger en selvstændig sensor til at måle blitzlyset. E-TTL, E-TTL II og i-TTL er de mere avancerede måder at måle blitzlys på, og involverer (som akronymerne også indikerer) forskellige mere eller mindre “intelligente” udbygninger af det traditionelle TTL-princip.

Det virker ikke altid lige godt

Enhver der har prøvet at fotografere ved, der er stor forskel på, hvor meget lys forskellige overflader reflekterer. Et klædestykke af sort velour reflekterer ikke så meget lys som et spejl, og en blå væg reflekterer heller ikke den samme mængde lys som en gul væg, uagtet alle disse flader belyses af den samme mængde lys.

De første TTL-systemer der blev indbygget i kameraer, bar også præg af denne grundlæggende svaghed; at et kameras TTL-måling var baseret på det lys et givent motiv reflekterede, og ikke på det lys et givent motiv var oplyst af. Derfor har de forskellige kameraproducenter udviklet sindrige systemer, der skal forsøge at kompensere for dette, og det er her vi begynder at snakke om E-TTL, E-TTL II og i-TTL. Men lad os først kigge på hvordan TTL-målingen sker i kameraet.

Lysmåling i kameraet

I et digital kamera, registrerer sensoren (eller chippen) antallet af fotoner, der rammer denne indenfor et givent tidsrum. Sensoren er lidt simplificeret forklaret en maske af små huller (eller brønde), og når et billede tages, åbnes der, så lyset (der kommer ind gennem objektivet) rammer hele sensorens flade på samme tid. Når eksponeringen er forbi (f.eks. 1/100 sekund senere), tælles der op, hvor mange fotoner der ramte hver “brønd”. Hver brønd (eller pixel) får nu en talværdi, der repræsenterer hvor lys den pågældende pixel skal være, og på den måde genskabes billedet på en computerskærm, og kan senere reproduceres.

Et kamera ved jo principielt ikke, hvad det er, det fotograferer. Det kan ikke kende forskel på en blå himmel og en spejling af en blå himmel i en helt blank vandoverflade. Derfor arbejder TTL-systemet på et princip centreret omkring gennemsnit. Man tager ganske enkelt pixelværdierne (antallet af fotoner) på hele billedfladen og dividerer med antallet af pixels, og får derved et gennemsnit for, den luminans (eller lyshed) en scene består af. Rent teknisk forsøger kameraet at justere eksponeringen, så den gennemsnitlige luminans bliver 18% grå. Hvorfor 18% grå? Dette grunder i Ansel Adam’s zone-system, han udviklede for at evaluere den korrekte eksponering for en given scene. Det vil føre for vidt at komme ind på dette zone-system i indeværende artikel, men grundlæggende handler det om, at det menneskelige øje opfatter 18% grå som værende middelgrå, altså midt mellem helt hvid og helt sort. Man ville almindeligvis tænke, det må være 50% grå, men en overflade der er 50% grå, opfattes af alle som være alt for mørk, til at kunne beskrives som midtvejs mellem helt hvid og helt sort.

Så når kameraet skal finde den korrekte eksponering, søger det at efterligne det øjet ser som en gennemsnitlig grå eller middelgrå, og det er således 18%. Det siger sig selv, at scener er langt mere komplicerede, og at en sådan måde at måle en eksponering på, er helt utilstrækkelig. Så kameraproducenterne har fundet nogle lidt mere snedige måder at måle lys på.