I den fotografiske verden er ISO en international måleenhed, som angiver fotografiske films og digitale billedsensorers lysfølsomhed.

ISO er den nyeste standard der bruges til at udtrykke hvor lysfølsom en billedsensor (som den der sidder i et digitalt kamera) er. Den nye ISO skala er i virkeligheden en kombination af de gamle ASA/DIN skala og er som ASA en lineær skala, men da den også er baseret på DIN skalaen (der er logaritmisk, hvilket vil sige at man ved at øge lysfølsomheden med 3°, fordobler lysfølsomheden), får vi med ISO en skala, der er mere logisk i sin progression. 800 ISO er dobbelt så lysfølsom som 400 ISO og fire gange så lysfølsom som 200 ISO.

Nå man øger ISO-værdien på sit kamera, gør man kameraet mere lysfølsomt. Dette er dog en sandhed med modifikationer og store begrænsninger. For en digital billedsensor kan ikke bare gøres mere følsom. Det sker ved en kompliceret proces, hvor man forstærker det signal sensoren opfanger. Det svarer i virkeligheden til at skrue op for stereoanlægget derhjemme eller for bilradioen. I starten bliver lyden blot højere, men på et tidspunkt begynder det at lyde forvrænget. Derfor vil man også opleve, at jo højere ISO man vælger på sit kamera, desto mere “støj” vil sensoren opfange. Den bliver måske mere følsom, men forstærkningen vil også forstærke støjen.

Det er derfor det store pixelkapløb kan forekomme lidt fjollet. For jo flere pixels man pakker sammen på en digital billedsensor, desto mere støj kan der potentielt komme, når man “skruer op” for ISO-værdien. De bedste digitale kameraer kan i skrivende stund tage praktisk talt støjfri billeder ved 12.800 ISO, og selv om billederne er støjfyldte ved højere ISO-hastigheder kan disse kameraer faktisk tage billeder helt op til 102.400 ISO (der er ca. syv gange så lysfølsomt, som det menneskelige øje).