Som en Fugl Føniks…

Henrik DelferFine Art, Fotoshoot, Kunstfotografi, Personlige projekterLeave a Comment

[To read this article in English, please follow this link.]

Modellen på billedet herover er Maila Walmod. Du kender hende måske ikke, og har muligvis aldrig hørt hendes navn før. Men hendes historie vil gribe dig om hjertet, så læs hele historien, for den er både ubegribelig, gribende, inspirerende og livsbekræftende.

Som 15-årig vandt Maila sit første danmarksmesterskab i trampolin, og har siden vundet det individuelle danmarksmesterskab SYV gange. Fire år i træk vandt hun og satte danmarksrekorder i vanskelighed i de springkombinationer hun gennemførte. Hun elskede at springe i trampolin, og fik lov at udleve sin drøm som eliteidrætsudøver med støtte fra Team Danmark. Og så – i 2013 – styrtede hendes verden i grus.

Her kom hun så slemt til skade med foden under træningen på en landsholdslejr, at lægerne ikke mente, hun nogensinde ville komme til at springe igen.

Mailas knuste fod kort efter skaden i 2013

Røntgenbillede af Mailas fod efter operationen

To operationer senere – hvor foden blev sat sammen ved hjælp af skruer og metaltråde – besluttede Maila at påbegynde genoptræningen af hendes fod. Hverken lægerne eller skaden skulle diktere, om hun kunne vende tilbage til den sport hun elskede.

Efter to års hård kamp og genoptræning stod hun – i 2015 – igen øverst på sejrsskamlen ved Danmarksmesterskabet og deltog ved både Europa- og Verdensmesterskaberne. I efteråret 2016 blev hun Nordisk mester for tredje gang og slog igen egne danmarksrekorder både under træning såvel som konkurrence. Hendes succes havde aldrig været større… og så blev hun endnu engang ramt af et uheld I november 2016, der satte en stopper for hendes karriere.

Under optagelserne til TV-programmet ”5. halvleg”, kom pedellen i idrætshallen – ved en fejl – til at slukke for hovedafbryderen og dermed al belysning i hallen, netop som Maila havde sat af til et spring i fuld højde. I komplet mørke mistede Maila orienteringen, på vej op i et spring, hvor springeren er dybt afhængig af visuelle input.
Fra mere end 4 meters højde ramte hun ned i trampolinen DIREKTE på nakken og brækkede nakken. Alle ligamenter og ledbånd blev revet i stykker, såvel som diskusskiverne mellem nakkehvirvlerne.

Maila på hospitalet efter hun brækkede nakken

Endnu engang fik Maila at vide, hun ALDRIG ville komme til at springe i trampolin igen, hun skulle være heldig, hvis hun overhovedet genvandt fuld bevægelighed. Hendes nakkehvirvler ville blive fikseret der, hvor skaden var størst.
Under operationen skar lægerne Mailas hals op, så de kunne sætte titaniumplader og -skruer ind på forsiden af nakkehvirvlerne.

Røntgenbillede af Mailas nakke efter operationen

På samme måde på bagsiden af nakken, blot sidder der to plader i nakken, med tre skruer i hver, rundt om de tre midterste nakkehvirvler. Ikke alene satte en frygtelig skade, endnu engang, en stopper for hendes karriere som elitetrampolinspringer, det resulterede også i endnu en identitetskrise i forhold til sporten. Med frygt og smerter i nakken kæmpede Maila for at genvinde sin styrke og genopbygge tillid til, hvad hendes egen krop kunne formå.

Selvom næsten alle omkring hende satte spørgsmålstegn ved fornuften i hendes beslutning, var det gennem træning med langsom progression og udfordring, Maila fik en pause fra smerterne. Midt i smertehelvedet fandt hun lindring og glæde ved at træne sin krop, og nåede frem til den erkendelse, at det eneste der kunne give hendes ryg- og nakkemuskulatur styrken tilbage, var at hoppe lidt i trampolin. For selv i lav højde er der stort tryk på kroppen, der medvirker til at opbygge den stabiliserende muskulatur.

Maila fandt frem til, den mest effektive ryg-, mave- og nakketræning var at gøre præcist det hun elskede og i november 2018 begyndte hun at hoppe lidt og dermed træne at holde sin positur i landingen i lav højde på trampolin. Med knap 20 år som aktiv atlet, er træning en vigtig del af hendes identitet og selvbillede, og på ny genfandt Maila den glæde ved at springe i trampolin, der fik hende til at starte med sporten som 7-årig. Det var sjovt. Frygten blev gradvist mindre, styrken større og glæden ved at ”turde” springe igen blev altoverskyggende.

Maila kontaktede mig i begyndelsen af maj måned for at høre om jeg måske kunne være interesseret i at bruge hende som model, og fortalte mig i den forbindelse lidt af hendes historie. Da jeg læste hendes historie og så hendes røntgenbilleder var jeg ikke i tvivl. Jeg måtte bare møde den kvinde der havde kæmpet og overvundet så meget.

Føniks, Fotograf © Henrik Delfer (model: Maila Walmod, assistent: Carsten Heyde)

Vi mødtes over en kop kaffe, og blev bekræftet i min første antagelse: Jeg MÅTTE bare fotografere hende. Vi talte lidt om mine personlige projekter og forskellige ideer jeg havde, og vi blev enige om jeg skulle prøve at bruge hende til den anden fase af mit ”Strejf af Lys” projekt, jeg har arbejdet med i nogle år. Fra at have lavet billeder hvor mine mandlige og kvindelige modeller stod statisk på gulvet eller en poseringsskammel, havde jeg nemlig en vision om at få mine modeller op i luften, så jeg kunne belyse dem hele vejen rundt. Og til disse billeder var Maila af sagens natur det perfekte valg.

Maila blev min første model til denne fase af projektet og billedet her, er et af resultaterne af vores 2. fotosession i mit studie. Billedet er (udover at være et usædvanligt smukt billede til mit strejf-projekt) også en hyldest til Maila og alle, der som hende overkommer et stort fald og rejser sig som Fugl Føniks af asken, hvilket også er titlen på lige præcist dette billede: “Føniks”.

Jeg har selv prøvet at være ramt hårdt, med en dobbelt blodprop tilbage i december 2004. Det betød total lammelse i højre side og fuldstændig ekspressiv afasi (uden evne til at kunne tale). Jeg har også været nede med flaget både fysisk og mentalt, og priser mig velsignet over, at have fået lov at rejse mig igen. I sandhed er det rigtigt hvad hækkeløberen – der fejlede så miserabelt, og som mange grinede af – Joel Brown sagde: “It’s not the failures in life that define us, it’s the moments when we decide that getting back up is all that matters”.

Mailas arbejdsmoral, dedikation og passion er uforlignelig og det er en KÆMPE fornøjelse at arbejde sammen med hende. Jeg er taknemmelig for, hun tog mod til sig og skrev til mig, og jeg glæder mig til vort fortsatte samarbejde.

I marts måned 2019 begyndte Maila igen at springe rigtig igennem og – mest for at bevise for sig selv hun kunne – valgte at stille op til Danmarksmesterskabet endnu engang.

Lørdag d. 25. maj 2019 blev Maila Walmod Danmarksmester for OTTENDE gang!

Maila med den pokal hun nu – som Danmarksmester – har vundet OTTE gange!

 

Selv uden trampolin er hun glad for at hoppe, her i mit studie

 

Maila som hun – ifølge hende selv selv – følte det, da hun vandt DM for nylig

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *