Nye modeller søges med henblik på et længere samarbejde.
Som fotograf er jeg altid på udkig efter mennesker jeg kan fotografere. Jeg søger primært modeller til mine personlige projekter eller tests, men et samarbejde kan også resultere i tilbud om betalte opgaver. Mit studie ligger i København NV, men der kan også blive tale om at lave billeder “on location”, dog som hovedregel i Københavnsområdet.
Jeg har som regel flere forskellige projekter jeg arbejder på, parallelt med hinanden, og i det følgende kan du se en liste over mine igangværende projekter. Klik på linkene og læs mere om projekterne og hvordan du kan tilmelde dig.
- ˈSgœnˌheðˀ
- Et strejf af lys
- Sculptures
- Skygge og Lys
- Moved
- Veiled
- Hvis du ikke er sikker på hvilket projekt der passer dig, og bare ønsker at stå model i forbindelse med mine kunstfotografiske projekter kan du lave en uspecificeret henvendelse
Om mig selv kan jeg fortælle, jeg er professionel fotograf, 59 år gammel og har fotograferet siden jeg – i en alder af 13 år – fik mit første kamera i hånden. Jeg er ekstremt passioneret omkring at skabe billeder, og den kreative proces er altid meget målrettet mod at skabe billeder der er vedrørende. Mine billeder skal helst have kant, og være fyldt med intention. Måske ikke åbenlys intention men som minimum en tanke, og så skal der være plads til at tolke mine billeder.
De fleste af mine kunstfotografiske projekter (men ikke alle) involverer antydet, delvis eller hel nøgenhed i studiet, og man skal derfor gøre sig klart, om man er indstillet på dette inden man henvender sig om at blive model på et specifikt projekt. Jeg har dog endnu til gode at møde en model, der ikke efterfølgende har fundet at lige præcist dette viste sig at være særdeles problemfrit. Her kan du læse et lille udvalg af udtalelser fra nogle af dem der har været model hos mig.
De modeller jeg søger, skal primært fotograferes i forbindelse med mine kunstfotografiske projekter. Til mit ”Strejf af lys” projekt har jeg f.eks. fået mere end 400 henvendelser. Dem der deltager i dette specifikke projekt, har alle fået en stor oplevelse og nogle fantastiske billeder ud af det.
Da jeg søger modeller til flere forskellige projekter, kan jeg ikke være specifik i relation til bestemte personlighedstyper, eller f.eks. specielle ønsker om hårfarve, hårlængde, kropsmål eller alder, men jeg vil gerne have henvendelser fra så mange forskellige mennesker og typer som muligt. Læs derfor om de forskellige igangværende projekter herunder, og finder du et projekt du tænker du kunne være interesseret i at deltage i, så udfyld kontaktformularen. Jeg vil gerne i kontakt med en masse forskellige modeller, gemme dine kontaktinformationer, og vil – når jeg skal i gang med et projekt, jeg tror du kunne være et match til – kontakte dig og høre om du har lyst til at være med.
Hvis du er interesseret i at blive fotograferet af mig og gerne vil deltage i et eller flere af mine kommende kunstfotografiske projekter, bliver forløbet nogenlunde som følger:
- Du starter med at udfylde en kontaktformular (specifik for de enkelte projekter), hvor du fortæller lidt om dig selv, uploader et par billeder af dig selv (og oplyser eventuelt et link til et sted online hvor jeg kan se flere billeder af dig).
- Herefter går der nogle uger før du hører fra mig. Svaret kan være enten at jeg…
- gerne vil arbejde sammen med dig omkring et specifikt projekt lige med det samme
- ønsker at gemme dine kontaktinformationer og kontakte dig på et senere tidspunkt hvis der dukker et projekt op, hvor jeg tænker du er egnet
- desværre ikke umiddelbart tror der dukker projekter op, hvor du kunne være egnet.
- Hvis jeg kontakter dig i forbindelse med et projekt, vil du få en grundig beskrivelse af projektet, hvad det er for nogle billeder, jeg tænker vi skulle lave sammen, og du vil på dette tidspunkt få lejlighed til at beslutte dig for, om projekt er noget, du kunne tænke dig at være med til.
- Jeg starter ofte mine projekter ud med en test, hvor jeg afprøver om mine ideer rent faktisk fungerer og ser, hvorvidt jeg kan skabe de billeder jeg går rundt med i mit hoved. Din første fotoshoot med mig kan derfor meget vel være en test, hvor vi lige møder hinanden, og iøvrigt finder ud af, hvordan du fungerer foran et kamera.
- Hvis vi bliver enige om et projekt, kan det også være vi skal mødes inden, og snakke alle detaljerne igennem. Er det relevant kan det også være, du her skal møde stylisten og makeup-artisten, min assistent, eller andre personer, der skal være med når vi skal fotografere.
- På selve dagen for din første fotoshoot starter vi med at lave nogle billeder til DIG. Det kan være profilbilleder, eller andre billeder som du lige går og drømmer om. De billede du ser herunder er såkaldte test- eller opvarmningsbilleder, som jeg ofte jeg laver med mine modeller. Det vil f.eks. kunne være billeder som disse vi starter med at lave til dig.
- Herefter laver vi billeder til det projekt vi i forvejen har aftalt vi skal lave. Du kan se eksempler på billeder jeg har lavet til de forskellige kunstfotografiske projekter på deres respektive sider.
Som udgangspunkt er arbejdet med mine personlige projekter ikke lønnet, men du får til gengæld en god oplevelse og gode billeder ud af din indsats. Du skal derfor være villig til at underskrive en frigørelsesattest, hver gang vi laver billeder sammen, for skulle de billeder vi laver en dag ende i en bogudgivelse eller en udstilling, er det afgørende, jeg også har ret til at bruge de billeder vi laver sammen. På samme måde er frigørelsesattesten en sikkerhed for dig. En sikkerhed for din anonymitet (hvis det er muligt og du ønsker det), og at billederne ikke bruges i en sammenhæng der er ærekrænkende eller på anden måde sætter dig i et dårligt lys.
Har du lyst til at være med? Så klik på det projekt du kunne tænke dig at deltage i, læs mere om projektet og udfyld formularen, så hører du nærmere.
Kontakt mig, hvis du vil spørge om noget i forbindelse med ovenstående.
Jeg glæder mig til at høre fra dig.