Som kunstfotograf er det enormt vigtigt, dels at have rene linjer, men også sikre at stemningen og tonen er rigtig, når jeg arbejder med modellerne til mine kunstfotografiske projekter.
Modellen er – i sagens natur – ekstremt eksponeret og derfor også potentielt mere sårbar, og uagtet mine egne bedste intentioner, er det netop derfor jeg skal være ekstra varsom. Derfor søger jeg altid at skabe en respektfuld og god atmosfære af kreativitet i studiet, med ærbødigt hensyn til situationen.
Som fotograf er det afgørende, at jeg holder hovedet koldt og ikke forsvinder ind i en kreativ ‘bobbel’, hvor jeg glemmer den eksponerede og sårbare situation mine modeller befinder sig i. Det er på mange måder en svær balancegang, men ikke desto mindre vigtig at være opmærksom på. Målet er at skabe et smukt kunstfotografi, men det skal ske under respektfuld og nænsom hensyntagen til mine modeller.
Når det er sagt, så skal et sådant udsagn fra min side ikke stå alene, så her er et lille udvalg af udsagn fra nogle af dem der har stået model i forbindelse med mine kunstfotografiske projekter:
Line fortæller om sit første besøg (af mange) i mit studie:
“Det er med sommerfugle i maven at jeg ankommer til det store fotostudie på Rentemestervej. Inde i gården byder Henrik mig velkommen med varme og et stort smil og rundvisningen begynder. Det er behageligt selskab og jeg føler mig straks godt tilpas og fuld af forventning til den forestående opgave.
Vi går nu i gang med prøver på strejf billederne og skal sætte lys og finde positioner, hvor vi får de rigtige former og lys frem. Det er fysisk krævende, men utrolig spændende at være med til og man mærker slet ikke hvor hurtigt tiden flyver af sted. Siddende på en lille platform bliver man guidet rundt til hvilke positurer man skal indtage og får små rettelser så der opstår den rette symmetri” (Line, model til Strejf-af-lys projektet)
Sarah havde aldrig før stået model, og deltog i flere fotosessioner. Her er hendes indtryk af oplevelsen:
“At deltage i Henriks kunstfotografiske projekt har været en af mine bedste beslutninger. Jeg fik i højeste grad styrket min egen selvtillid og fik en mere positiv opfattelse af mig selv og min krop. Jeg følte mig helt tryg i studiet, og når først vi begyndte at arbejde, glemte jeg hurtigt at jeg var nøgen” (Sarah, model til Strejf-af-lys projektet)
En af mine anonyme modeller har udtalt:
“Henrik, fik det til at føles helt naturligt at bevæge sig rundt uden tøj, selvom jeg aldrig har haft tøjet af foran et kamera før” (Anonym, model til Strejf-af-lys projektet)
Amalie, der har været model til Veiled projektet og som aldrig har stået model foran et kamera før, skrev efterfølgende om oplevelsen:
“Jeg var spændt da jeg ankom til Henriks studie, og blev overrasket over hvor stort det var. Vi startede med at sludre lidt sammen om, hvad der skulle ske, gennemgik grundigt den attest jeg skulle skrive under på, og så startede vi med at lave nogle almindelige portrætter jeg kunne bruge til jobansøgninger og som profilbilleder.
Herefter lavede vi lidt andre billeder og til sidst gik vi over til at lave de smukkeste kunstfotografier til Henriks projekt Veiled. Henrik roste mig meget og jeg følte virkelig vi arbejdede sammen om at lave smuk kunst. I løbet af kort tid forekom det hele ganske naturligt, og jeg gik fra Henriks studie med en kæmpe oplevelse i rygsækken.
Jeg håber virkelig jeg kommer til at deltage i flere fotosessioner med Henrik og glæder mig til at se de færdige billeder” (Amalie, model til Veiled projektet)
Jeanette skrev til mig efter hendes første session til Moved projektet:
“Efter 5 timer foran kameraet var jeg godt og grundigt træt, og selv om vi jo først var færdige sent hen på aftenen, kunne jeg slet ikke falde i søvn da jeg kom hjem. Tak for den vildeste og fedeste oplevelse jeg nogensinde har haft. Det var så fedt at se mine små koreografier komme til ‘live’ på skærmen. Jeg har drømt om nye ideer, og glæder mig til vi skal lave flere billeder. Du er for vild!” (Jeanette, model til Moved projektet)