Til mit kunstfotografiske projekt Sculptures søger jeg både mandlige og kvindelige modeller. Det er vigtigt at du er kropsligt smidig. Projektet er præget af en høj grad af eksperimentering for at finde særlige udtryk og vinkler, og du skal være indstillet på at vi kan risikere at arbejde flere timer på bare at skabe en lille håndfuld billeder.

Billederne er ikke redigeret i Photoshop. Fotografierne repræsenterer præcist det kameraet ser. På billedet herover er der således ikke brugt Photoshop. Min model ligger ganske enkelt udstrakt på gulvet i mit studie, og da kameraet holdes tæt på hendes hænder, kan man slet ikke se hendes krop.

“Sculptures” er et kunstfotografisk projekt inspireret af den norske billedhugger Gustav Vigeland såvel som den polske maler, fotograf og billedhugger Zdzisław Beksiński. Mit mål med disse fotografier er at vise den menneskelige krop (eller dele af denne) i et uventet perspektiv.

Et andet eksempel på et fotografi i Sculptures projektet og herunder kan man se, hvordan billedet er blevet til.

Det er ikke alle de billeder vi skal lave, der forudsætter at mine modeller er nøgne i studiet, men da mange billeder forudsætter nøgenhed, er det vigtigt du er indstillet på at være nøgen når vi skal lave billeder til dette projekt.

Har du mod på at være med?

Så udfyld denne kontaktformular.

Vær opmærksom på følgende:

  • Du SKAL være fyldt 18 år
  • Du SKAL vedhæfte følgende to billeder af dig selv. Brug din mobiltelefon, og et fuldlængde spejl eller få en ven til at hjælpe dig.
    • Et billede af dig selv i fuld figur med tætsiddende tøj, FORFRA så man kan se din kropsform.
    • Et billede af dig selv i fuld figur med tætsiddende tøj, FRA SIDEN så man kan se din kropsform.
  • Send gerne et link til din Instagram- eller Facebookprofil, hvis du har flere billeder der.
  • Brug kommentarfeltet til at fortælle lidt om dig selv.

Du er også velkommen til at læse videre om projektet…

Om dig som model

Erfaring i at posere er ikke en forudsætning, men fordi projektets natur forudsætter en vis kropstype og en god portion smidighed, for at kunne lykkes, er det desværre ikke alle der har lyst til at være med, jeg kan bruge. Der stilles ikke særlige højdemæssige krav til modellerne, men de kropslige proportioner kan blive afgørende. Lad dig dog ikke skræmme, hvis du ikke føler du har en kropsbygning der præcist matcher nedenstående krav, for det kan sagtens være du kan bruges alligevel.

For de kvindelige modellers vedkommende handler det mere om en feminin- eller kvindelig krop end specifikke mål. Du må ikke fremstå som ekstremt tynd. Dine lår, ben og arme må gerne være slanke, men ikke nødvendigvis tynde.

Mandlige modeller skal være slanke, veltrænede og muskuløse. Det er dog afgørende at man har begrænset kropbehåring på bryst, ryg, arme og ben.

For alle modellers vedkommende skal man være indstillet på at være nøgen under optagelserne. Billedserien handler ikke om nøgenhed, men selv minimalt undertøj vil i nogle tilfælde kræve retouchering og jeg ønsker ikke at disse billeder skal være retoucheret. Man kommer ikke til at se dit ansigt på de færdige billeder, så du bliver ikke alment genkendelig på de færdige billeder. Eventuelle særlige kendetegn som modermærker vil, hvor det er muligt, blive tildækket. Vær opmærksom på, det er umuligt at bruge dig, hvis du har tydelige bikinilinjer eller stærkt markerede streger efter solbadning. Tatovering kan blive problematiske, så har du mange og/eller store tatoveringer, kan det blive svært at bruge dig som model til dette projekt. Har du mindre tatoveringer eller piercinger, så lad os tale om det, det er ikke sikkert deres placering betyder så meget.

Det er en stor fordel, hvis du er fortrolig omkring- og hviler i din egen krop, og ikke føler du har behov for at tildække dig hele tiden, da dette vil reducere produktiviteten væsentligt. Målet med hver fotosession er at lave 8-12 forskellige poseringer, og hvis vi skal bruge for megen tid på at dække dig til, hver gang du skal ændre posering, kan det blive svært at nå dette antal poseringer. Du kommer – som model – til at arbejde hårdt i poseringer, der skal holdes i adskillige minutter, og måske yderligere tid, hvis der skal være plads til at lave små justeringer, for at få lyset til at falde på den helt rigtige måde. Vi arbejder i et et fuldt oplyst studie, og du kommer til at posere både på poseringsskammel, og stående eller liggende på gulvet. Det er en fordel hvis du har en god balance i kroppen.

Lokation

Fotoshoots og optagelser vil finde sted i mit fotostudie, der ligger i Københavns Nordvestkvarter. Der er gode parkeringsmuligheder i området omkring studiet, såvel som nem adgang til offentlig transport.

Kompensation

Da der er tale om et personligt ufinansieret projekt, kan jeg ikke tilbyde mine modeller løn for deltagelse i dette projekt. Hvad jeg dog kan tilbyde er oplevelsen og digitale kopier af de billeder jeg i sidste ende forhåbentlig bruger af dig i det færdige projekt. Du vil også få en enkelt papirkopi af et af dine billeder (efter eget valg).

Du skal, af hensyn til mine muligheder for bl.a. at fremvise billederne på en udstilling eller udgive dem i bogform, være villig til at underskrive en såkaldt frigørelsesattest. Denne skal underskrives inden din fotosession starter.

Anonymitet

Der er ingen grund til at skamme sig over de billeder vi kommer til at lave sammen. Det skal være smukt, tankevækkende, organisk og naturligt. På den anden side er jeg også villig til fuldt og helt at respektere, hvis du ønsker at deltage anonymt i projektet. Jeg vil ikke offentliggøre dit navn i forbindelse med dine billeder, eller projektet generelt, med mindre du giver din tilladelse hertil.

Er projektet alligevel ikke noget for dig?

Så kunne du måske have lyst til at læse om nogle af de andre kunstfotografiske projekter, jeg arbejder med:

Du kan også læse lidt mere om min overordnede tilgang til mine kunstfotografiske projekter her.

Kontakt mig hvis du er interesseret

Hvis du er interesseret i at deltage som model i dette projekt, så har jeg lidt uddybende spørgsmål, jeg skal have svar på, for at kunne vurdere om du er egnet. Udfyld kontaktformularen, så vil jeg kontakte dig.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.