Nikon Z 9 – de første indtryk

Henrik DelferGear, ProtipLeave a Comment

Hvilket fantastisk kamera! Siden Nikon annoncerede deres nye flagskib – Nikon Z 9 – havde jeg ventet spændt på at få kameraet i hånden, og d. 22. december fik jeg så et opkald fra min kamera-pusher (Kenneth fra Goecker). Han havde et Nikon Z 9 kamera klar til mig.

Denne artikel bliver på ingen måde en gennemgribende teknisk gennemgang af alle de ting, dette kamera kan, eller alle de anvendelser man kan finde med Nikons nye flagskib. Jeg vil kun overfladisk komme ind på videodelen i denne omgang (mere om det i en senere artikel), men vil primært prøve at formidle, hvordan kameraet er at bruge som et traditionelt fotografiapparat (også selv om der er meget lidt traditionelt over dette fantastiske kamera).

Dagene mellem jul og nytår blev brugt til at lære det nye Nikon Z 9 at kende. Her et makroskud af vanddråber.

Men inden jeg begynder at fortælle om alt det nye, så kommer her lidt historie, og om min vej frem til det seneste skud på Nikons stamme af flagskibskameraer.

Lidt om min baggrund

Jeg indrømmer det blankt. Jeg var ikke den første til at hoppe på den spejlløse tendens med de nye kameraer, der har været til rådighed et stykke tid. Efter at have fotograferet med spejlreflekskameraer siden jeg første gang fik et kamera i hånden (for snart 46 år siden), var det svært for mig at forestille mig, jeg kunne konvertere til en elektronisk søger (EVF). Jeg har nogle år haft glæde af spejlløse kompakt-kameraer, når jeg var ude og rejse eller hyggede mig med lidt gadefotografering. Men i mit professionelle arbejde som fotograf, har jeg altid sværget til spejlreflekskameraerne som jeg gennem årene har ejet en del forskellige modeller af, efterhånden som de blev frigivet. Helt tilbage fra de analoge kameraer – et Nikon F var mit første SLR, herefter Nikon F2, F3, F5 og frem til de digitale fra Nikon D1x, D3, D3s, D4, D4s, D810 og til sidst Nikon D5 og Nikon D850 – har jeg fotograferet med spejlreflekskameraer, og har elsket hvert eneste af dem. Analoge- og digitale kameraer i mellemformat har også været i brug, hvor opgaverne krævede det, men de sidste år har Nikon med deres D810 og D850 kameraer leveret en opløsning og billedkvalitet der i langt de fleste tilfælde var mere en tilstrækkelig til de opgaver, jeg skulle løse.

Et af de første billeder jeg skød i mit studie med det nye Nikon Z 9

Men jeg vidste også at tiden snart måtte komme, hvor jeg skulle kaste et mere seriøst blik på de spejlløse kameraer, og da Nikon i August 2018 lancerede Z 7 og Z 6 kameraerne, gjorde jeg mig da også seriøse overvejelser. Men en investering i et nyt kamerasystem ville jo også – om ikke andet så på sigt – betyde en udskiftning af mine objektiver, for som jeg plejer at sige: “Jeg skifter kamera som andre skifter underbukser, men godt glas… det beholder jeg for evigt”.

Og selv om Nikon tilbyder en FREMRAGENDE løsning med deres FTZ II adapter, der tillader man bruger de hæderkronede F-mount objektiver på de nye Z-mount kameraer, så er der jo heller ikke tvivl om at de nye Z-mount objektiver tilbyder meget mere, og det skal nok hjælpe til at fremme investeringslysten i nyt glas.

Jeg har de seneste år haft glæde af både Nikon D850 og Nikon D5. Førstnævnte har jeg primært brugt i studiet, og til mine kunstfotografiske projekter og andre opgaver hvor billederne skulle reproduceres i store formater. Nikon D5’erne er primært blevet brugt når jeg skulle løse reportage-lignende opgaver, dække events, koncerter, teater, eller i det hele taget lavet billeder der primært skulle reproduceres op til glittet 120-linjers tryk. Ikke dermed sagt, at billedfilerne fra et D5 ikke kan reproduceres i meget store størrelser (for det kan de bestemt), det er bare ikke lige det jeg har brugt mine D5’ere til. Men med annonceringen af Nikons Z 9, så jeg skriften på væggen, og samme dag den blev annonceret, lagde jeg billet ind på at købe et par Nikon Z 9’ere, når de blev tilgængelige.

Nye billeder til mit kunstfotografiske projekt “Et strejf af lys” skudt med Nikon Z 9 kameraet

Med det nye Nikon Z 9 i hånden

Aldrig har jeg – så hurtigt – taget et nyt kamerahus til mig. Jeg er ellers lidt stivnakket, når jeg skal vænne mig til et nyt kamera. Men med det nye Nikon Z 9 falder alting så ganske naturligt. En af de ting jeg er utroligt glad for med Nikons flagskibs-kameraer er, at de er udviklet med den professionelle fotograf for øje. Mange af Nikons ingeniører er selv passionerede fotografer, og før en ny model sendes på markedet sendes også pre-produktions-modeller ud til fotografer, der kommer med input, og man fornemmer klart, at Nikon lytter til det feedback der gives. Placeringen af de forskellige knapper og implementeringen af diverse funktioner er logiske og forekommer gennemtænkte. Og det faktum, at stort set enhver knap på kameraet kan tilpasses præcist den måde, den enkelte fotograf foretrækker at bruge kameraet på, er kun et yderligere argument for at sige at Nikon Z 9 er fotografens kamera. Kameraet ligger bare godt i hænderne og dybden på det vertikale- og horisontale greb er blevet yderligere forbedret. Det nubrede gummigreb er endda ført hele vejen ned under kameraet, hvilket dermed eliminerer et det over tid risikerer at løsnes (som det gjorde på D5’erne), når kameraet dagligt blev lagt i kameratasken og taget op igen. Gennemført!

De tre funktionsknapper der sidder under fingerspidserne på højre hånd er fuldstændig konfigurerbare, og giver hurtig adgang til funktioner, man kan betjene med en enkelt hånd. Tryk Fn1 ind med pegefingeren og drej på det bagerste kommandohjulet med tommelfingeren for at skifte – den måde lysmåleren i kameraet fungerer på – med lynets hast. Den midterste funktionsknap (Fn2) er konkav, så det er nemt at mærke hvilken knap man lige har fingeren på, hvilket er en meget gennemtænkt feature.

Framegrab fra en video, skudt af Carsten Heyde, den første dag i mit studie med Nikon Z 9

Til venstre for den elektroniske søger, er der knapper og en kontrolfunktion der bestemmer hvordan kameraet udløses. Selve kontrolhjulet frigøres ved at nedtrykke en lille låseknap og så drejer man på kontrolhjulet, hvor man kan vælge mellem enkelteksponering, samt de forskellige hastigheder hvormed kameraet skyder flere eksponeringer efter hinanden, og selvtimeren). Oven på kontrolhjulet er der endvidere fire knapper. En knap til at vælge kameraets program-mode (P, S, A, M), en knap til at styre bracketing (BKT) funktionen, en knap til styring valg af flashmode og flashkompensation, samt en knap til styring af hurtigudløsning (30 og 120 billeder i sekundet).

Og her bliver jeg en smule forvirret og samtidig glad. For jeg har aldrig brudt mig om at vælge kameraets udløsningsfunktion ved at trykke på en lille knap (der kan være svær at finde i mørket), og så dreje på selve det store kontrolhjul. Det er ikke alene svært at gøre med kameraet for øjet, det kræver også koncentration, fordi man skal ’tælle’ de små klik kontrolhjulet giver. Den GODE nyhed – for mig – er, at man i virkeligheden blot kan stille kontrolhjulet over på Quick Release Mode (der er en forudsætning for at kunne vælge 30 eller 120 fps), og så kan man med Release Mode knappen styre hvordan kameraets udløser skal fungere. Nu kan man så – ved at holde Release Mode knappen nede og samtidig dreje på det forreste eller bagerste kommandohjul konfigurere udløserens funktionsmetode, og det UDEN at tage kameraet fra øjet. Fantastisk! Det betyder til gengæld at kontrolhjulets funktion i virkeligheden bliver lidt overflødig, og Nikon kunne – for så vidt mig angår – sagtens anvende denne drejeknap til noget andet, f.eks. ISO-indstillingen.

Billede fra min første dag i studiet med det nye Nikon Z 9

Nikon Z 9 har en artikuleret 3,2” berøringsfølsom LCD-skærm. Jeg har aldrig forstået ideen med at bruge LCD-skærmen, til at komponere sit billede, når man fotograferer, for man står i en særdeles ustabil opstilling med kameraet et godt stykke væk fra kroppen. Det svarer jo nærmest til at benytte et stativ fremstillet af sugerør. Men det giver alligevel mening i visse sammenhænge, f.eks. i situationer hvor man IKKE kan placere øget til søgeren hvis man vil fotografere fra et særligt lavt- eller højt perspektiv. Står man bagerst i en klynge af pressefotografer, er det rart at kunne løfte kameraet op i strakte arme og skyde hen over hovedet på dem der står foran og STADIG kunne se på LCD-skærmen hvad man skyder. Vil man HELT ned til jorden, så behøver man ikke lægge sig ned, man kan i stedet slå LCD-skærmen ud og kigge ned på den mens man fotograferer. Jeg er sikker på jeg også kan få glæde af det når jeg laver gadefotografering, for jeg kan stå og kigge ned på LCD-skærmen der er klappet ud, vælge mit fokuspunkt med fingeren, og når jeg slipper LCD-skærmen tages billedet. Fordi kameraet kan operere HELT lydløst, er der næppe nogen, der vil bemærke mig med et kamera om halsen eller antage jeg er ved at fotografere dem.

Er kameraet på stativ giver det selvfølgelig mening med en LCD-skærm bag på kameraet.

Den elektroniske søger (EVF)

Ikke at kunne se billedet gennem et spejl, var nok det, der har afholdt mig fra at skifte til et spejlløst system, men jeg må erkende at jeg er blevet fuldstændig solgt på den elektroniske søger i Nikons ny Z 9. Ikke alene er opløsningen så høj, jeg slet ikke kan se individuelle pixels i søgeren, jeg får også en LANG række fordele, jeg ikke havde med mine spejlreflekskameraer (SLR). Søgeren er utroligt klar og kan blive meget lysstærk (helt op til 3.000 nits). Og hvor man før var begrænset af mulighederne for at vælge hvad man ville se i en søger med spejl, er der nu næsten ubegrænset frihed til at kunne konfigurere søgerens udseende. At der ikke er noget spejl, betyder også at man rent faktisk SER det billede der bliver taget (når man skyder kontinuerligt). I sagens natur er spejlet jo klappet op når et billede eksponeres på et SLR-kamera, og derfor ser man rent faktisk ikke det billede der tages. Men med et spejlløst kamera er der ikke noget spejl, og man kan derfor SE billedet der bliver eksponeret, mens det eksponeres.

Den elektroniske søger (EVF) er – med en opløsning på 3,6 megapixels og 100% dækning med 0.8x forstørrelse – virkelig behagelig at se igennem, og er man ikke vant til at se igennem en EVF, vil man blive glædeligt overrasket. Grundet sensorens ekstreme udlæsningshastighed er der INGEN forsinkelse imellem det der sker foran kameraet og det man ser i søgeren. Der er også mulighed for at få vist et rent overflødighedshorn af informationer i søgeren.

Jeg har en tendens til at rotere kameraet en smule til den ene side når jeg fotograferer, men muligheden for at kunne få en kunstig horisont lagt ind over søgeren er formidabel for mig. Jeg kan med det samme se, om kameraet holdes i vater, mens jeg fotograferer.

Sensoren og processoren

Når fotografer diskuterer lys eller lamper snakker vi ofte om lysets kvalitet. Men i virkeligheden er alle fotoner jo ens og de opfører sig som fotoner nu engang opfører sig, uanset hvilken lampe de kommer ud af. Kvaliteten kommer ikke af lamperne eller de skærme vi bruger, men i den måde vi bruger vores lamper. Det samme kunne man sige om sensoren i et kamera. Funktion er den samme uanset hvilket kamera den sidder i. Lidt simplificeret kan man sige, at sensorens funktion – helt fundamentalt – er at tælle fotoner indsamlet i en lang række individueller ”spande” (wells) over kortere eller længere tid, og så udlæse antallet af fotoner i hver ”spand” til en billedfil, der i sidste ende repræsenterer det lys billedsensoren ”så” over en given tid. Herefter tømmes de mange ”spande”, og så er sensoren klar til igen at tælle fotoner.

Men den sensor, der sidder i det nye Nikon Z 9, er bestemt ikke som alle andre sensorer, og den Expeed 7 processor, der behandler de data som kommer fra sensoren, og som styrer alle de andre funktioner som Nikon Z 9 kamera udfører er bestemt heller ikke som alle andre billedprocessorer. Nikon har selv udviklet og designet, hvad der må siges at være verdens hurtigste billedsensor. Sensoren er en såkaldt stacked CMOS sensor og scanninghastigheden af sensoren betyder man kan fotografere ed en lukkertid på ned til 1/32000 sekund. Dette har også betydning for videodelen (mere om dette senere).

Kvaliteten og opløsningen på billedfilerne er uovertruffen. Billedfilerne har en opløsning som et D850, og leveres i et tempo der langt overgår et D5 (eller D6 for den sags skyld). Med det rette memorykort kan man skyde 20 billeder i sekundet i fuld opløsning og i RAW… mere end 1.000 billeder kontinuerligt. Alternativt kan man vælge at skyde JPG’s i fuld opløsning med en hastighed på 30 billeder i sekundet, og har man brug for endnu højere tempo, kan man vælge at skyde billeder i en reduceret opløsning (11 megapixels, der er RIGELIGT til reproduktion i et magasin-opslag, opslag i en tabloid-format og mere end rigeligt til digital/online brug) med den vanvittige hastighed på 120 billeder i sekundet.

RAW-processoren kan udover det kendte Nikon Lossless RAW (uden tab af kvalitet) format også gemme billederne i et mere højeffektivt RAW-format baseret på intoPIX’s TicoRAW teknologi. Det giver – udover en bedre og hurtigere komprimering af video – en mere komprimeret RAW-fil der ganske vist ikke er 100% Lossless, men som kommer meget tæt på. Jeg har analyseret flere af mine High Efficiency RAW-filer fra det nye Z 9 kamera og jeg skal være en mere end meget krakilsk pixelpeeper, hvis jeg skal kunne se nogen forskel. Fordelen er til gengæld en halvering af filstørrelsen, og det betyder meget for overførsel af billedfiler fra kamera (eller memorykort) til computeren.

Min hjælpende hånd på dagen: Carsten Heyde

Den indbyggede billedstabilisering hjælper også meget både i forhold til still-billeder og video (se mere om dette under ”Video” i denne artikel. Den virker ved fysisk at flytte selve sensoren (det såkaldte sensor-shift) og derved modvirke kamerarystelser. Tommefingerreglen siger jo at man skal skyde med den samme lukkertid som brændvidden for at undgå rystede billeder. En øvet fotograf kan dog sagtens skyde et stop eller to langsommere, men med den indbyggede billedstabilisering (CIPA image stabilization rating) op hele seks stop, kan jeg rent faktisk – med fortrolighed – skyde en 50mm håndholdt på 1/4 sekund, hvilket – for mig – er imponerende. Denne in-camera billedstabilisering arbejder også sammen med den billedstabilisering der er indbygget i en del af Nikons nye Z-mount tele- og zoomobjektiver (for S-line objektiverne – der er Nikons serie af særligt optimerede objektiver – drejer det sig på nuværende tidspunkt om Nikkor Z MC 105mm f/2.8 VR S microobjektiv, Nikkor Z 70-200mm f/2.8 VR S og Nikkor Z 100-400mm f/4.5-5.6 VR S, men der er flere på vej), og det skulle give yderligere 3 stops stabilisering med det Nikon kalder Syncro VR. Intet mindre end imponerende.

Noget nyt – for mig – er muligheden for at automatisere en focusshift-funktion, der må være himlen for makrofotografer. Kameraet kan indstilles til at skyde en række eksponeringer, hvor fokus justeres mellem hver eksponering.

Fokusering

Fokuseringen er et kapitel for sig selv. Kameraet kan for en stor del motivers vedkommende genkende det man fotograferer. Om det er mennesker, heste, hunde, katte eller fugle, er fokus-funktionen hurtig og gennemført, og det virker som om kameraet bare ved, hvad jeg som fotograf ønsker, skal være i fokus. Der er naturligvis en bred vifte af tilpasningsmuligheder for, hvordan fokuseringen skal fungere og hvad man ønsker skal prioriteres, men overordnet set var det hurtigt og nemt at finde ud af at bruge kameraet når man lige fik sat sig ind i det fundamentale. At fokuseringssystemet også kan genkende køretøjer som biler, motorcykler, cykler, ja sågar flyvemaskiner, gør bare kameraet endnu mere anvendeligt.

Autofokus funktionen i det nye Nikon Z 9 er intet mindre end fantastisk

En af de ting jeg – siden jeg for nogle år siden fik en dobbelt blodprop i hjernen – har haft det svært ved, er at skyde håndholdt. Jeg er ikke så sikker på hånden længere, og når jeg står med kameraet i hånden, har jeg en tendens til at svaje lidt i overkroppen. Det betyder at jeg altid skal være meget bevidst om at stå stille, når jeg trykker på udløseren, hvis jeg vil undgå at få for mange ’bløde’ skud med hjem, hvor fokus er bare en lille smule ved siden af. Derfor vælger jeg også altid at skyde på stativ, hvor det er muligt og i mit studie skyder jeg noget nær 90 % af mine billeder på mit store 300 kg tunge søjle-stativ.

Her en 100% beskæring af ovenstående billede

Men med det nye Nikon Z 9 føler jeg mig frigjort i en grad som aldrig tidligere. Efter en fotosession i studiet med en danser, der konstant var i bevægelse (alle billeder håndholdt og med kontinuerlig autofokus) kan jeg sige at ud af 100 eksponeringer var kun et par eksponeringer ude af fokus og en håndfuld vil jeg vurdere som ’bløde’. Kun enkelte gange blev autofokus-funktionen ’snydt’, og det skyldes mere min egen ivrighed og dårlige timing, end kameraets evne til at forudse, hvor mit motiv var på vej hen i billedfeltet. Jeg blev fuldstændig blæst bagover, da jeg så hvor godt kameraet er til at fokusere. Konsekvensen for mig bliver, at jeg får langt større kreativ frihed når jeg arbejder, fordi jeg ikke længere er begrænset af min egen evne til at holde kameraet helt stille. Jeg kan med fortrolighed stole på at kameraet finder- og fastholder fokus, selv under vanskelige omstændigheder og dårlige lysforhold. Fantastisk!

Selv med et motiv i konstant bevægelse finder kameraet fokus på nærmeste øje (her en framgrab fra en video)

Autofokus-funktionen fastholder også fokuspunktet (hvis man vælger en fokusfunktion der gør dette), når man rekomponerer et billede. Skød man med stor blænde (som f.eks. f/1.4), på f.eks. et Nikon D850, ville det altid være et problem at fokusere på noget der ligger helt ude i kanten af billedfeltet, eller for den sags skyld blot en smule ved siden af det valgte fokuspunkt. For når man så rettede kameraet op for at komponere billedet, ville man – hvis ikke man var særdeles forsigtig – nemt komme til at flytte kameraet tættere på eller længere væk, og det endelige billede ville nemt ende med at blive lidt ’blødt’.

Med Nikon Z 9 er dette problem en saga blot. Om man skyder ved f/1.2 (eller sågar med den nye NIKKOR Z 58mm f/0.95 S Noct, der nu er muligt på grund af den nye Z-mount der har en væsentlig større åbning end den hæderkronede F-mount), så følger den kontinuerlige autofokus med og fastholder fokus selv når man rekomponerer billedet dramatisk. Slut med ’bløde’ eller sågar uanvendelige billeder når man skyder vidt åben. Fantastisk!

Nedenstående video fra min første dag i studiet med Nikons nye flagskibkamera Z 9 blev lavet til en lille gruppe af engelsktalende fotografer, derfor er den på engelsk.


BTS-Video: Carsten Heyde, Edit: Henrik Delfer

Ind imellem bruger jeg også at fokusere manuelt når jeg skal fotografere noget, der ikke er i bevægelse, og her bliver den elektroniske søger fuldstændig uovertruffen i forhold til det man kender fra et spejlreflekskamera. Man kan nemlig konfigurere kameraet, så der ved manuel fokus gives en tydelig hjælp med fokus peaking, så det er nemt at se hvor fokus præcist er placeret. Man kan også frit vælge om peaking-farven skal være rød, blå, grøn eller hvid, og endvidere bestemme intensiteten af denne fokus peaking. Særdeles anvendeligt!

Video

Men dette kamera er ikke bare et fremragende still-kamera, det er også et banebrydende videokamera. Det hurtige overblik er, at dette kamera kan levere 8K/30 fps/10-bit/H.265 video (en fremtidig opdatering af firmware skulle byde på 8K/30 fps/ProRes). Personligt synes jeg også at 4K/120 fps/ProRes er meget interessant og anvendeligt. Man kan optage i 10-bit N-Log og HLG, og som nævnt mulighed for ProRes 422 HQ i op til 4K/60 fps.

En – for mig – kæmpe ting er, at der ikke længere er nogen praktisk begrænsning af, hvor lange individuelle optagelser kan være. Takket være brugen af en Stacked CMOS sensor og fremragende varmeafledning, kan man optage op til 125 minutters 8K UHD/30p video direkte på et internt memorykort (af tilstrækkelig størrelse). Den hidtidige 30-minutters begrænsning er væk. Fantastisk!

Den fænomenale fokuseringsfunktion følger med i videodelen. Jeg har naturligvis ikke testet med alle Nikons Z-mount objektiver, men dem jeg har testet med, er fokuseringen fuldstændig lydløs. Den kontinuerlige autofokus er så glidende og lydløs, at jeg slet ikke ville tøve ved at producere videomateriale med autofokus. Som med still-billeder kan autofokus-funktionen skelne mellem forskellige motiver (mennesker, dyr, køretøjer, etc.), og finder – med personer i billedet – nemt det nærmeste øje – ikke bare i halvtotaler men også – på afstandsbilleder.

At Nikon Z 9 kameraet har (i skrivende stund) verdens hurtigste scanning-hastighed af CMOS sensoren betyder også en minimal rolling-shutter forvrængning, der er skrivende stund er uhørt blandt videokameraer der koster langt… langt mere.

Forbindelser til omverdenen

En ting jeg hurtigt er blevet glad for, er at Nikons Z 9 har indbygget GPS funktion der understøtter de to globale positioneringssystemer GPS og GLONASS (det Japanske QZSS understøttes også). Det er utroligt rart at der gemmes lokationsdata sammen med hvert billede (i EXIF).

Kameraet har også indbygget Bluetooth (5.0), der gør det muligt løbende at overføre billeder til ens smartphone eller tablet ved hjælp af Nikons Snapbridge App. Når kameraet først er parret med ens telefon, overføres hvert eneste (eller udvalgte) billeder til Snapbridge, og tillader man det, placeres det samtidig på telefonens kamerarulle. Det gør det utroligt nemt umiddelbart at dele billeder man tager med sit Nikon Z 9 på f.eks. sociale medier.

Udover Bluetooth har kameraet også indbygget Wifi (802.11b/g/n/a/ac) med understøttelse af både 2.4- og 5 Ghz netværk. Om hastigheden med de nuværende WiFi teknologier er høj nok, til at man kan skyde trådløst som var man forbundet direkte til en computer med et USB-C eller Ethernet kabel, må være op til enkelte at vurdere. For mig eget vedkommende kan jeg sige at det tempo jeg almindeligvis fotograferer i, ville betyde, jeg skulle vente for længe ved computeren, før kameraet blev færdig med at overføre billederne, så det dukkede op i NX Studio, Capture One eller Lightroom. Når jeg arbejder udendørs eller laver reportageopgaver, bruger jeg naturligvis kameraets LCD-skærm (eller for den sags skyld søgeren (der også kan bruges til at gennemse billeder), men når jeg er i studiet, foretrækker jeg at se billedet på en større skærm, hvis det er muligt. Og her må det gerne gå lidt hurtigere end med WiFi, og gerne dukke op på computerens skærm øjeblikkeligt og uden tidsforsinkelse.

Og det er der heldigvis mulighed for med enten et USB-C kabel (der uden en aktiv forlænger) er begrænset til en længde på 5 meter). Nikons Z 9 har indbygget en USB 3.2 Gen 1 port (5 Gbit/sec), og her kan man overføre de højtopløste billeder til computeren med forbavsende hastighed.

Alternativt kan man også bruge et LAN kabel tilsluttet kameraets RJ-45 stik, og her er understøtter Nikons Z 9 gigabit Ethernet, hvilket potentielt kan give meget høje overførselshastigheder. Med et ethernetkabel er man heller ikke begrænset til 5 meter, men kan principielt bruger et kabel der er 50 eller 100 meter langt (ikke at det er relevant i mit studie, for så stort er det nu hellere ikke). Det er heller ikke muligt at styre eller udløse kameraet via et ethernetkabel, men potentielt kunne en fotograf opstille flere kameraer på stativer, fjernudløse dem alle, hver gang der blev trykket på udløseren på et håndholdt kamera, og så få overført samtlige billeder til en central computer for umiddelbar gennemgang og udvælgelse.

Hvor USB giver den største kontrol, og f.eks. sammen med Capture One er formidabelt til tethered shooting, så har LAN/Ethernet også klare fordele. Skyder man i f.eks. Quick Release mode, vil man få overført billederne markant hurtigere til computeren.

Det er også dejligt at se, der er blevet plads til en HDMI-port i fuld størrelse. Det giver en mere solid forbindelse til en ekstern monitor eller recorder (som man typisk ville bruge i forbindelse med video).

Sidst men ikke mindst er kameraet – som det jo er normalt for Nikons professionelle kameraer – to pladser til memorykort (begge pladser kan læse/skrive XQD- og CFexpress kort). CFexpress er det nye sort indenfor hurtige memorykort (f.eks. Angelbird), og her kan man få memorykort der med sustained hastigheder på læsning og skrivning på 1 GB/s. I forhold til 8K 60fps Prores video er det afgørende at have et memorykort der kan følge med.

Er der slet intet negativt at sige?

Skal jeg være helt ærlig, så nej! Jeg kan ikke forestille mig et kamera der passer bedre til mig og mine nuværende opgaver, og som mine opgaver måtte ændre sig fremadrettet, så er jeg sikker på at Nikons nye flagskib, nok skal følge med.

Jeg har kun et enkelt ydmygt ønske: At Nikon ændrer på den elektroniske lukkerlyd. Når man er vandt til at høre spejlet klappe op og ned i et spejlreflekskamera, er det svært at acceptere det noget ’fesne’ elektroniske klik, Nikons Z 9 laver når man trykker på kameraets udløser. Lukkerlyden måtte gerne – efter min mening – være lidt mere substantiel. Men det er nok bare noget jeg skal vænne mig til, og så køber jeg jo heller ikke et kamera, fordi jeg skal lytte til det.

Firmware opdateringer

Nikon har lovet os firmwareopdateringer, der vil forbedre kameraets funktioner, og naturligvis også løse problemer der først bliver fundet efterhånden som flere og flere fotografer får kameraet i hånden.

I skrivende stund er en opdatering til Firmware (v.1.10) allerede lagt til download her.

Vil du vide mere…

Vil du vide mere så er denne Facebook-gruppe (nystartet dansk/skandinavisk gruppe) et godt bud, på et sted hvor du kan holde dig opdateret, og selv dele dine erfaringer med andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.