Jeg havde i dag den fornøjelse at tilbringe et par timer i fælledparken med et par unge mennesker. Som altid havde jeg kameraet med (jeg føler efterhånden det er fastgroet til min hånd), og benyttede naturligvis lejligheden til at lave et par billeder.

Da jeg kom hjem og kiggede billederne igennem slog det mig, hvad der er en af forskellene på de billeder jeg tager, og dem mange andre tager. Jeg vil nemlig helst ned i et perspektiv, der som minimum er i øjenhøjde med dem jeg fotograferer, men gerne lidt under.

Det jeg opnår på denne måde er at få en ufokuseret baggrund til mine billeder (Bokeh er konge) i stedet for fokuseret græs. Jeg får også en bedre vinkel på ansigtet, der er langt mere flatterende, end når man ser ansigtet ovenfra.

Det samme gælder i virkeligheden børn. Hvis man vil lave gode billeder af børn der leger i en sandkasse, på en græsplæne eller for den sags skyld på gulvtæppet, så er der kun én vej frem… ned på maven

Selv om der sidder personer i vejen, kan jeg ved at vælge en lav dybdeskarphed, gøre dem til umærkelige tågede og næsten gennemsigtige lysområder, der ikke generer, men giver billedet en tredimensionel fornemmelse.

Hvis nogen er nysgerrige er “Bokeh” betegnelsen for områder i et billede, der ligger LANGT fra fokuspunktet, og dermed giver en blød og nænsom “indramning” til det motiv man ellers fokuserer på.