Jeg er blevet booket til at skyde coveret til Søren Reiffs kommende CD “Miss you”. Et spændende og inspirerende projekt i samarbejde med et spændende og kreativt menneske. Sidst på ugen var jeg således en tur i Sydsverige, hvor vi skulle afprøve forskellige fotografiske “udtryk”, der kunne danne grundlaget for coveret til den nye CD.
Søren Reiff (også kendt som Reiff jr) er guitarist, komponist og producer. De fleste i Danmark kender nok bedst Søren Reiff, som den skaldede, glade kapelmester og guitarist fra tv-shows som: “Den Store Klassefest”, “Så’ det lørdag”, “Danmarksindsamlingen” og “Husk lige tandbørsten”.
Gennem de sidste mange år har Reiff arbejdet meget sammen med en del amerikanske musikere, og Søren har ofte besøgt L.A. hvor han både har spillet en del livejobs, samt arbejdet i adskillige studier. Reiff har ligeledes spillet i Europa med forskellige amerikanske konstellationer, og når albummet “Miss you” kommer på gaden, er det da også udelukkende amerikanere som medvirker. Navne som David Garfield (keys), Will Lee (bas), Steve Ferrone (trommer), John Pena (bas), Ricky Lawson (trommer), Michito Sanchez (percussion) og Veronica Mortensen (vocal), hører alle til blandt de bedste musikere i verden. Jeg har hørt lidt fra albummet – og man kan godt forberede sig på en skive med fantastisk melodisk Smooth Jazz, der rammer lige i hjertet!
For at lave det bedst tænkelige cover til hans nye CD, blev det besluttet at Søren og jeg skulle bruge en dag sammen, dels for at lære hinanden at kende, men også for at afprøve forskellige fotografiske udtryk, der alle var i spil. Det er klart at billederne skulle indfange essensen af Sørens musik, men de skulle også reflektere “manden” og “passionen”.
I løbet af dagen fik vi talt en masse. Om Sørens liv, hans historie, musik, oplevelser og rejser. Om familien såvel som hans arbejde, og fik som nævnt lejlighed til at lytte til numrene på hans kommende CD. Tilbage står jeg med et indtryk af, at have mødt et stort menneske med et stort hjerte. En glødende kunstner, der brænder for det han laver!
Billederne du ser her er alle taget i løbet af dagen. Det blev et meget personligt møde, og jeg synes selv jeg havde held til at indfange disse “øjeblikke”. Det krævede mod at spørge ind til privatlivet, men belønningen var også stor, når han åbent fortalte om sit nye album, sit arbejde og sin familie.
Billederne er alle lavet med en minimalistisk tilgang til lyssætning. Målet har været at skabe en serie “organiske” og naturlige billeder, der ikke virker opstillede. Der er hovedsageligt brugt en Nikon SB-900 flash i en lille 60x60cm softboks og en diffuser/reflektor. Alle billederne, der vises her i artiklen, er uden efterbehandling (rå billeder ud af kameraet).
Det er usandsynligt at disse billeder rent faktisk vil ende med at blive brugt til selve coveret, men de vil tjene som inspiration for de billeder vi skal lave ved vores næste fotosession, hvor målet er at lave billeder til cover, bagside såvel som indlæg.
Jeg glæder mig til næste weekend…
Har du lyst til at høre musik fra Søren Reiffs første album “Funky Flavas”, kan albummet købes via iTunes eller bestilles direkte fra Sørens hjemmeside.