I denne søde juletid…

Henrik DelferProtipLeave a Comment

D3S_7864

Juleaften kan være en fantastisk lejlighed til at få taget nogle gode billeder af familien. Det er så hyggeligt, maden er pragtfuld, hele familien er samlet, og der er spænding i luften og masser af glædesstunder, når børnene pakker gaver op. De levende lys er varme og indbydende, og det skal alt sammen gerne foreviges med nogle fantastiske billeder. Problemet er bare at det ikke altid bliver så fantastiske billeder. Det er ikke umuligt, bare en udfordring – og bedst af alt… der findes en løsning. Så hvordan laver man stemningsfulde billeder juleaften?

I år lod jeg mig inspirere af David Hobby (strobismen “goodfather”) fra strobist.com, og det kræver et par eksterne blitz samt, at man enten bruger den indbyggede blitz som “master” i forhold til de eksterne blitz, eller et radiostyret trigger-sæt til sine blitzlamper (som f.eks. Pocketwizards eller lignende). Jeg har jo netop fået et sæt nye pocketwizards (1 x MiniTT1 og 3 x FlexTT5), så hvorfor ikke bruge disse til at gøre billederne fra julaften lidt bedre?

D3S_8175
Med “juleblitz” opsætning

Der er ingen tvivl om at lyset fra juleaften i år blev bedre, end det jeg har haft de foregående år. Hvordan lavede jeg så et fornuftigt julelys til vores billeder fra juleaften? Læs bare videre…

D3S_8203

Man sætter en blitz op i to modstående hjørner af stuen, hvor man fejrer juleaften, og bruger loftet eller væggen som en stor reflektor. I mit tilfælde bruger jeg faktisk en hvid Holmegårdvase oppe på bogreolen som omnibouncer. Dette giver et stort og blødt lys. For at balancerer lyset med det varme stearinlys og lyset fra de varme glødelamper i stuen er det en god ide at “gelle” blitzene med 1/1 cut CTO. Derved får man en bedre balance med det eksisterende lys og de levende lys i stuen.

julelys

På tegningen herover kan man se en skitse over min stue her i huset. Den ene blitz er som nævnt puttet halvejs ned i en hvid Holmegård glasvase, der står ovenpå bogreolen henne ved døren. Den anden sidder fast med en såkaldt A-clamp på gardinstangen i modsatte hjørne. Her bruger jeg den medfølgende diffuser, og bouncer endvidere lyset af et stykke hvidt karton sat fast på væggen. Det smarte ved dette “setup” er, at når man tager billeder i den ene ende af stuen, fungerer den nærmeste blitz som key-light, og den fjerneste blitz som fill-light. Men når vi befinder os i den anden ende af stuen fungerer den nærmeste blitz som key-light og nu bliver blitzen henne ved døren til fill-light. På denne måde får man et simpelt setup, der er selvjusterende, og som man ikke behøver at flytte rundt på. Hele stuen er “dækket” med lys, og det eneste man skal gøre er, at skyde billeder.

D3S_8160

Faktisk fungerer det så fint, at man kan lade kameraet ligge, så andre også kan tage billeder uden at kende til indstillinger eller andet end hvor udløseren sidder.

Det ENESTE jeg gør i løbet af aftenen, er at sætte kameraet på et fotostativ, og montere en trådløs fjernudløser, når vi skal gå rundt om juletræet. Her er det jo vigtigt at alle er med på billederne. Det er også vigtigt man kan fornemme lyset på træet, så jeg gør følgende: Vælger en lang lukkertid (1/10 sekund), og vælger at justere blitzen lidt ned, så de ikke “overdøver” de levende lys. Det er vigtigt at sætte blitzudløsningen til at synkronisere med det bagerste lukkergardin (Rear Curtain Sync). Så mens vi vandrer rundt om træet, har jeg en trådløs fjernudløser i lommen, og trykker på den med jævne mellemrum og tager billeder af familien rundt om juletræet. Det bevægelsesslør der kommer, vil – fordi jeg synkroniserer med det bageste lukkergardin – komme bag personerne, og det kommer på den måde til at virke mere naturligt.

D3S_8179

Når gaverne skal pakkes op, snupper jeg (eller en anden) kameraet, og fotograferer løs, og alle billederne får et godt og blødt lys, uden kedelige og skarpe skygger. Alle kan være med og alle bliver fotograferet.

Alt dette kan opsummeres i et par tips til at få bedre billeder juleaften:

  • Sørg for at du har friske batterier. Er du i tvivl, så kig manualen igennem, og tør støvet af kameraet FØR den store aften. Der findes ikke noget værre end at rode med indstillingerne på kameraet når børnene åbner deres julegaver.
  • Forsøg at fortælle en historie. Fotografer alle der er til stede, men glem heller ikke at tage billeder af gaverne, træet, julepynt og andre ting, og glem heller ikke at få et billede af julebordet med al maden, inden den bliver spist.
  • Lad tingene ske som de nu sker. Der er ingen grund til at stresse rundt og forsøge at gøre alting til det perfekte “skud”. Sørg for at dække begivenhederne efterhånden som de opstår. Husk køkkenet, mandelgaven og opvasken.
  • Mennesker er vigtigst. Sørg for at fotografere alle, individuelt og i grupper. Tag et godt portræt af alle tilstedeværende i godt lys, gerne med lidt juledekorationer i baggrunden.
  • Tænk på lyset. Selv om du bruger blitz, kan du sagtens placere nogle lys strategisk rundt omkring. Skru ned for blitzen, så det hele ikke bare bliver blæst bagover af lys. Få stemningen med. Husk også hvidbalancen. Bruger du ekstern blitz som beskrevet i denne artikel, så sørg for at balancere dette lys med det tilstedeværende lys.
  • Glem ikke at du selv kommer med. Som nævnt, skal kameraet være indstillet så andre også kan bruge det til at tage billeder. Ellers kan du bruge kameraets selvudløser og et lille stativ, så du også kommer med på billederne. Din familie vil også gerne se dig på billederne bagefter.

Nu kræver det naturligvis en lille smule udstyr, og som minimum et kamera af en lidt bedre klasse, samt et par eksterne blitze. Men hvis man har udstyret, så overvej at bruge det – også derhjemme, f.eks. juleaften.

Glædelig jul!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *