Forberedelserne har været en større logistisk øvelse, hvor jeg skulle afdække, hvad forventningerne var, til det produkt jeg skal levere, planlægge hvilket udstyr jeg skal have med, hvordan jeg skal få det med til Beijing, hvordan jeg skal komme rundt med mit grej, når jeg først er derovre, hvilke steder der skal fotograferes og filmes, hvilke billeder jeg skal have med hjem, hvordan jeg bedst tilrettelægger de enkelte dage (jeg skal være der 14 dage i alt), samt at jeg har alle de nødvendige tilladelser, visa og en solid udstyrsforsikring på plads.
Der er ni studerende, der skal med, og dem har jeg forinden interviewet på video, for at udvælge de tre, der er bedst egnet til at stå foran et kamera. Jeg kan af naturlige årsager ikke dække alle ni studerendes rejse, så jeg har udvalgt de tre jeg primært vil følge. Resten vil så fungere som “statister”, og få mindre roller – både hvad angår still-billeder og video.
Alene det at pakke fototasken er en større opgave i sig selv. Jeg er nødt til at have udstyr såvel som backup-udstyr med mig til Kina, og selv om udstyret er forsikret, kan jeg ikke risikere at komme til Kina, for så at finde ud af, min kuffert er væk. For med et relativt begrænset antal dage til at skyde billeder, har jeg ikke “råd” til at være uden kamera i 4-5 dage, til erstatningsudstyr kommer frem. Så det vigtigste grej jeg skal have med, er jeg nødt til at have med som “håndbaggage” i flyet. Her kommer så den næste udfordring, for hvilket udstyr er vigtigst? Hvor meget håndbaggage må man have med? Hvor meget må “tasken” fylde? Hvor meget må den veje?
Efter at have talt med flyselskabet har jeg investeret i en ThinkTank Airport Security 2.0fototaske, jeg skal bruge til at transportere mit grej på de lidt længere strækninger, samt enThinkTank Retrospektive 10 (Pinestone) fototaske jeg kan have med når jeg bevæger mig rundt lokalt. Jeg føler snart jeg er ved at drukne i fototasker – men man er jo nødt til at have tasker der passer til de opgaver man skal løse. ThinkTank laver fototasker der er MEGET gennemtænkte, de er måske ikke de billigste på markedet, men de hører til blandt de bedste.
Serienumre på alt udstyr skal skrives ned på forsikringsformularen. Man skal sikre sig, man har batterier, opladere, bærbar computer, kortlæser, lysmåler, kabler, rensegrej til kamera og objektiver, tasker, skulderremme, så simpel en blitzløsning med, man kan tænke sig (man er vel “Strobist at heart”), og meget meget mere. Der skal helst ikke mangle noget, men man vil heller ikke slæbe mere med, end allerhøjst nødvendigt.
Ens iPhone/iPad skal være fyldt med underholdning til de 2 x 12 timers flyvetur frem og tilbage, og så selvfølgelig det nødvendige referencemateriale: manualer til alt udstyret, så man ikke skal slæbe dem med i papirform. Ikke fordi jeg tror jeg får brug for en manual – men det skal sikkert passe, man lige står på den anden side af jordkloden og har glemt hvordan en bestemt funktion aktiveres på videokameraet. Det kan jeg ikke risikere.
Kina er et meget restrektivt land, hvor man ikke har adgang til ting som Gmail, Skype, Facebook, Google og en lang række af de andre tjenester, vi tager for givet her i den vestlige verden. Kineserne har ganske vist tilsvarende tjenester – men dem har jeg jo ikke så megen glæde af. Så man skal også planlægge hvordan man vil kommunikere med hjemlandet, mens man er væk – man vil jo gerne sende en mail i ny og næ, samt lidt billeder undervejs.
Men nu føler jeg, der er styr på det meste. Jeg glæder mig til at komme afsted.
Der skal nok komme mere, såvel som billeder når jeg er hjemme igen i begyndelsen af maj måned.