Hvordan fotograferer man en bevægelse? Som fotograf er dette ikke så nemt, som det måske umiddelbart lyder. Kameraets funktion er jo netop at fastfryse et øjeblik. Man kan vælge en længere lukkertid og derved introducere bevægelsesslør i billedet, eller man kan vælge at fryse de øjeblikke, der ikke er mulige at posere (som f.eks. når en danser “svæver” i luften).
Jeg har længe ønsket at fotografere danserinden Rina. Der sker noget magisk, når man ser hende danse, og jeg ville gerne lave en billedserie med hende, der illustrerer dansens bevægelse, og ikke kun er en stribe øjeblikke, der fastfrosset i tid, viser hendes positur på et givent tidspunktet i et udvalgt moment af dansen, og nu har vi haft lejlighed til at lave det første forstudie sammen.
Jeg har debatteret med mig selv, om jeg skulle lægge disse billeder på nettet. Billederne er jo ikke de endelige og færdige billeder, men er et forstudie, der skal hjælpe os med at udvælge de momenter vil vil bruge til de endelige billeder (en billedserie på 5-6 billeder). Men jeg har besluttet mig for at lægge dem ud alligevel, fordi de netop illustrerer den proces der finder sted, når man som fotograf skal lave billeder.
Stedet blev Fælledparken i København på den nyanlagte danseplads. Målet var som sagt ikke at lave færdige billeder, men at lede efter de momenter vi kunne bruge til de billeder vi ender op med at lave.
Det er ikke så nemt som man måske tror billedet øverst på siden, hvor Rina “hænger”, suspenderet i luften siger jo tydeligt, der er tale om en bevægelse, men hvad med de mere langsomme momenter i en dans, hvor danseren bevæger sig mere roligt? Ser man Rina udføre det moment der er fanget på billedet herover, er man ikke i tvivl. Rotationen i hofterne, der følges af skuldrene, og accentueres af armens bevægelse i en cirkel rundt om kroppen. Men hvordan formidler man bevægelsen i et still-billede? Man kan som nævnt i indledningen gøre det ved at bruge en længere lukkertid. Håret indikerer at der ikke er tale om en posering, det svage bevægelsesslør omkring hendes højre hånd, understøtter dette indtryk. Men lige så afgørende er det øjeblik man vælger at trykke på kameraets udløser.
Med billedet herover, var jeg en anelse for hurtig “på aftrækkeren”. En brøkdel af et sekund senere, og Rina ville have roteret overkroppen en smule mere, der også ville have indikeret at der ikke er tale om en posering, men kroppens positur ville stadig have virket naturlig.
På billedet herover er det skjorten, der indikerer en bevægelse, og dette understøttes igen af overkroppens placering i forhold til benene. Momentet fanges lidt for sent, da hendes svag i ryggen er kraftigere på de foregående billeder i serien (jeg skyder med 9 billeder i sekundet, for netop at finde det rigtige moment i bevægelsen).
Jeg har bevidst undladt at vise flere billeder, og valgt ikke at vise flere af de gode billeder i vores forstudie. Dem får du først at se, når vi laver de endelige billeder. Hensigten med denne artikel er at være en lille appetitvækker, og at vise lidt af det arbejde, der nogen gange kan indgå i at lave blot nogle få billeder.
Nogle gange, er der mere involveret i at lave billeder, end blot at sætte kameraet for øjet og trykke på udløseren!
Tak til Brian, for assistance, og en STOR tak til Rina, for så tålmodigt at deltage med hendes smukke og gribende dans.