Fotografisk set er lys mange ting, men uden skygge (eller mørke) kan det hverken give form eller mening. Skygge eller mørke er også uden form, men med lys får motivet pludselig dimension. Jeg har længe haft dette projekt i hovedet, visualiseret en billedserie, der netop skal illustrere dette paradoks. Forleden gik jeg i gang med det første forstudie, og de følgende billeder er resultatet af en masse planlægning og 6-8 timer i studiet.

En bold er en bold, og skal den gengives i et todimensionelt medie (som på tryk eller på en computerskærm), er det højlys, lys og skygge, der snyder hjernen til at tro, det vi kigger på har dimension. Det samme gør sig gældende med et menneskes ansigt, og det er derfor en blitz, der sidder på kameraet nok er det mest uflatterende lys man kan lægge på et portræt. Ansigtet kommer til at virke livløst og fladt, og uden dimension.

Lys har en kvalitet man som fotograf kan regulere, nemlig blødheden eller evnen til at smyge sig omkring en form (hvad enten det er en bold eller et menneskes ansigt). Som fotografer taler man ofte om blødt- kontra hårdt lys, og vi ved at der er to forhold der spiller ind: Størrelsen på lyskilden og afstanden fra lyskilden til det vi fotograferer. Hvordan opnår man den rette balance mellem hårdt afgrænsede skygger, og blødt lys, der smyger sig om motivet? Det er jo noget man som fotograf må afpasse med motivet, og den type billede man gerne vil lave.

Det er præcist den tredimensionelle virkning, jeg vil illustrere med den billedserie, jeg nu har lavet det første forstudie til. Jeg ville fotografere noget, der ikke straks var genkendeligt, men som alligevel havde en organisk (og flydende) form. Målet er, at beskueren skal føle sig tiltrukket, af billedets umiddelbare simplicitet, for så at finde, der er mere til billedet end først antaget, for til sidst at blive “belønnet”, når man ser, hvad det er jeg har fotograferet. Bare rolig – det er ikke meningen det skal være svært. Tvivlen vil for de flestes vedkommende, kun vare i brøkdele af et sekund. Men at det ikke er åbenbart hvad jeg har fotograferet, vil – når man ser det – give en forstærket fornemmelse af glæde, der er højere, end hvis man får et motiv “serveret på et sølvfad”.

Den slags billeder får lidt længere levetid i min bevidsthed, og i en verden hvor vi druknes i budskaber, hver eneste dag, er det godt at arbejde målrettet på, at skabe billeder og budskaber, der er mere vedvarende og insisterende af natur.

Jeg er nysgerrig efter at høre hvad du synes om den type billeder, der udfordrer dig en smule. Skriv gerne en kommentar herunder.