Forrige lørdag var jeg booket til at fotografere Pete og Charlottes bryllup. Jeg føler altid et særligt ansvar, når jeg skal fotografere bryllupper, for går der noget galt, kan det ikke laves om. Alt grejet skal kontrolleres og efterkontrolleres, og der skal være backup-udstyr til alt. Skulle et kamerahus beslutte sig for at “strejke” kan man ikke sige til brudeparret: “ups – vi kommer til at gøre det om i næste weekend”. Det er en helt speciel dag for brudeparret, og der er ikke mulighed for at gøre det to gange. Billederne skal tages her og nu, og der er ikke plads til fejltagelser.

Derfor insisterer jeg også altid på at møde brudeparret før selve brylluppet. Vi skal lære hinanden at kende, og jeg skal afdække hvilke billeder de ønsker at få lavet. Jeg har ikke en række færdige “foto-pakker” man kan vælge mellem, da bryllupsbilleder jo er et individuelt spørgsmål. I gamle dage bestod bryllupsfotografering typisk af en time i kirken med en efterfølgende fotosession i studiet, men i vore dage er ønskerne og forventningerne noget mere nuancerede.

For mig handler det også om at lære brudeparret at kende. Hvad er det for mennesker? Hvad er deres historie? Mit første møde med Pete og Charlotte gave mig et indtryk af et par, der elskede hinanden. Nærværende og opmærksomme mennesker med et fantastisk humør.

Vi blev enige om at billederne fra dagen primært skulle laves i reportage-form. Jo mindre opstillede billederne var, desto bedre, selv det traditionelle billede af brudeparret, skulle ikke være helt traditionelt.

Dagen startede – for mit vedkommende – med at lave lidt billeder fra det sted bryllupsfesten skulle holdes. Detaljer omkring borddækningen, borddekorationer, blomster, kuverter og andet. Jeg skulle også lave lidt billeder mens brud og brudepiger blev gjort klar, fik lagt make-up og sat hår.

Som fotograf er det vigtigt man er respektfuld omkring en sådan situation. Bruden er typisk lidt nervøs, og som bryllupsfotograf skal man ikke fylde for meget. Jeg startede med at forsikre Charlotte om, hun ikke skulle bekymre sig om mig. Jeg var der for at betjene hende – ikke omvendt – og jeg fortalte også, jeg naturligvis nok skulle forlade lokalet, når hun skulle have brudekjolen på.

Mens Charlotte fik sat hår og da hun havde fået brudekjolen på (og den skulle snøres på ryggen) opstod der nogle magiske øjeblikke, hvor Charlottes ældste datter hjalp til med kjolen og smukkerne. Mit mål var at lave nogle lyse billeder, og selv om vi befandt os i et relativt lyst rum, valgte jeg alligevel at bede min assistent om at holde en blitz i en lille softboks, for lige at give billederne et ekstra løft.

Selve brylluppet stod i Egebæksvang Kirke i Espergærde, ikke langt fra Pete og Charlottes hjem i Kvistgård. Der er tale om en meget smuk kirke, men de blyindfattede vinduer lader ikke meget lys slippe ind. Til selve vielsen foretrækker jeg helt klart at bruge det naturligt forekommende lys, så jeg måtte i stedet skrue lidt op for kameraets ISO. Her handler det om at finde en fornuftig balance mellem lukkertid og blænde, der giver mig et vist “spillerum”, særligt når bruden kommer ind, og parret går ned ad kirkegangen sammen.

Det mere “officielle” bryllups-portræt skulle laves i Kelleriisgaarden, en privat og meget naturskøn park kun nogle få kilometer fra kirken. Et par uger tidligere havde jeg været på besøg deroppe, både ved kirken, i parken og ved Pete og Charlottes hjem, for at se tingene lidt an. Det var særligt vigtigt for mig, at finde ud af præcist hvor solen ville være på de forskellige tidspunkter af dagen, så jeg ikke blev overrasket. Pete og Charlotte viste mig et træ, de havde tænkt skulle bruges til et lidt anderledes billede – nærmest som et stamtræ – med dem og deres fire piger, der også skulle være brudepiger på dagen.

Naturligvis fik vi også lavet nogle lidt mere traditionelle billeder ved Kelleriisgaarden, men jeg kunne godt lide ideen til dette lidt anderledes billede.

Næste stop var stedet hvor selve festen skulle holdes. Her skulle der laves individuelle portrætter af alle gæsterne (som par eller individuelt), og det var også her vi lavede det store gruppebillede med brudeparret og alle gæsterne. Af tidsmæssige årsager starter jeg altid med det store billede, med alle gæsterne samlet. Herefter sender jeg de gæster der er “fjernest” (rent familiemæssigt) fra brudeparret – typisk venner og bekendte – væk, og laver billeder med familien. Så bliver de fjerneste familiemedlemmer sendt væk, og vi står tilbage med den nærmeste familie og så fremdeles. Det er nemmere end at starte med brudeparret, og så lade gæsterne vente, mens vi lidt efter lidt tilføjer flere mennesker til billedet for at slutte med det samlede fællesbillede.

Det var også her – sidst på eftermiddagen – at Pete og Charlotte fik overrakt en meget lang (eller høj) bryllupsgave i form af en flagstang. Et fantastisk øjeblik til at fange nogle gode billeder af det glade brudepar.

Næste punkt på programmet var selve middagen. Mange taler og sange, der alle vidnede om den kærlighed der lå til grund for Pete og Charlottes beslutning om at blive gift. Brudgommen indledte sin tale med at sige: “Nu skal i se, en mand dø… stående op…”, men nerverne til trods, leverede han en tale med masser af latter og varme.

Aftenen sluttede med at brudebuketten blev kastet, brudevalsen blev danset, sokkerne fik klippet tæerne af, bryllupskagen blev skåret, og Pete fik båret sin brud over dørtærsklen til deres fælles hjem… med andre ord: Et bryllup der var tro mod traditionerne, men som stadig var helet deres eget.

Jeg føler, det som et privilegium at få lov og dokumentere Pete og Charlottes store dag, og selv om det kun er et lille udpluk af dagens billeder, jeg har medtaget her, er det stadig en fornøjelse at se alle billederne fra dagen.

Et stort tillykke til Pete og Charlotte! Må i finde al mulig lykke og held i årene der kommer!