Som fotografer ved, er det ikke altid lige populært at have kameraet med på ferie. Naturligvis vil familien gerne have billeder, men de ønsker heller ikke at hele ferien skal handle om at fotografere. Men selv en lille tur op langs den svenske vestkyst til den svenske skærgård, kan sagtens gøres til et mini fotoprojekt, uden det behøver genere nogen. Da vi kørte fra København besluttede jeg, at forsøge med en serie billeder til et tema kaldet “Variationer af blå”. Jeg tænkte det kunne være morsomt at udfordre sig selv lidt, når vi nu skulle en tur til Sverige.
Naturligvis fotograferede jeg andre ting, end noget der var blåt, på vores lille tur, men jeg havde hele tiden temaet i baghovedet og var på udkig efter billeder med en blå tone, der passede til temaet. Det var faktisk en morsom måde at tage billeder på, og jeg kan varmt anbefale det.
Jeg har altid ment det svenske flag bestod af smukke farver i sig selv, men har samtidig følt, Dannebrog mod en blå himmel var langt smukkere. Men efter at have set det svenske flag vejre mod en blå himmel, må jeg erkende, det ikke skærer så meget i øjnene som i starten. Billedet herunder (fra byen Marstrand) er undereksponeret med 1/3 f-stop for at give lidt mere farvemætning, uden dog at miste højlyset i selve flagstangen og husgavlen til højre i billedet.
Billedet herunder er fra Smögin, der ligger et lille stykke nord for Göteborg. En fantastisk hyggelig lille ferieby midt i den svenske Skærgård. Billedet er taget en halv times tid før solnedgang, og man fornemmer virkelig at vi befinder os i den gyldne time. Lyset er fantastisk og favnene, skyggerne bliver lange, kontraster blødes op. De mange små bådhuse ligger hele vejen rundt langs kanten på de små øer i skærgården. Der er også gjort meget ud af at lave små broer og systemer af trapper, der kan bringe de besøgende sikkert rundt på klipperne. Ganske enkelt fantastisk. Jeg søgte bevidst at placere mig selv, så højlysene ville få kontrast fra den mørkere baggrund.
Færgen “Lasse-Maja” (herunder) til øen Marstrand, er eneste forbindelse til fastlandet (Koön) og sejlturen tager ikke mere end fem minutter. En bilfri ø med de typiske skærgårshuse, der krones af Carlstens fæstning.
Turen til den svenske skærgård bød på mere end håndpillede rejemadder og fantastiske vistaer. Det var også en lejlighed til at slappe af sammen, og nyde hinandens selskab. Desværre var der ikke mulighed for at tage en længere ferierejse i år, men det tur vi fik, var til gengæld dejlig!