Fotografens gode assistent

Henrik DelferKommentar, ProtipLeave a Comment

700_6934

Jeg modtager ofte henvendelser fra andre, der godt kunne tænke sig at assistere på en fotoshoot, eller som gerne vil med som andenfotograf (også kaldet “second shooter”). Det er en god måde hvorpå man kan lære “faget” at kende, og også den måde jeg selv blev lidt mere interesseret i at fotograferer for snart mange år siden. Desværre er det ikke altid nemt at tage en uerfaren assistent med på en shoot, og alt for ofte ender man i en situation, hvor man alligevel laver det hele selv. Denne artikel er derfor skrevet som hjælp til dem, der gerne vil lære ved at assistere andre fotografer.

Lad mig sige det med det samme: Jeg har haft nogle rigtig gode fotografassistenter med på en fotoshoot, også selv om de måske var relativt uerfarne. Men jeg har også prøvet at have erfarne såvel som uerfarne assistenter med på opgaver, der er endt med at blive en rigtig dårlig oplevelse (må jeg antage) for os begge.

Er der tale om en vigtig opgave, der kræver en assistent, vil jeg naturligvis altid vælge en assistent med en vis erfaring, og som jeg – med succes – har arbejdet med tidligere. Men derfor kan jeg godt ind imellem finde på at tage en mindre erfaren med, der ganske enkelt kan få lov at gå til hånde, og som kan lære lidt undervejs. Er der tale om opgaver jeg laver for min egen fornøjelses skyld, og hvor der ikke er det store budget, bruger jeg som regel uerfarne assistenter. De får lejlighed til at lære noget, og jeg får en meget billig assistent med på opgaven. Derfor er denne artikel naturligvis heller ikke tiltænkt de erfarne assistenter, der ved, hvad de har med at gøre. Den er tænkt som hjælp til dem der gerne vil prøve kræfter med opgaven som fotografens assistent.

Hvad er assistentens opgave?

Som udgangspunkt må jeg antage, at når folk henvender sig fordi de gerne vil assistere, er det enten fordi de gerne vil lære noget, eller også fordi de gerne vil have noget arbejde og tjene lidt penge (måske en kombination af de to). Gør man det for pengenes skyld (og det er der bestemt ikke noget odiøst ved), er man vel også interesseret i at blive booket en anden gang, og derfor må man være interesseret i at gøre et godt stykke arbejde, så fotografen tænker “den assistent MÅ jeg have fat i næste gang jeg skal på en shoot”.

700_7599

Derfor handler det om at kende til sine arbejdsopgaver, at afstemme forventninger, og sikre sig man kommer med det, der er nødvendigt. Dette varierer naturligvis fra fotograf til fotograf. Nogle fotografer har mest brug for nogle til at slæbe grej og fungere (som McNally beskriver det); som et stemmeaktiveret lampestativ. Andre har brug for en assistent, der er teknisk velfunderet. Fotografen har måske et fantastisk øje for det rigtige billede, er i stand til at skabe en god forbindelse til model og/eller kunde, men har ikke så meget styr på det rent tekniske. Andre har mest brug for en sparringspartner man kan vende ideer og tanker med, og nogle har måske brug for en kombination af alle disse.

Som assistent er det derfor en god idé at vide – i forvejen – hvad fotografen forventer af en, og så være parat til at levere varen. Jeg har haft unge og uerfarne assistenter med ud på mindre jobs eller projekter jeg har lavet for min egen fornøjelses skyld. Her gør jeg et stort nummer ud af at forklare, hvad jeg forventer, men må ind imellem konstatere, at assistenten er aldeles umotiveret, ikke er i stand til at sætte sig selv i gang, og konstant skal mindes om, hvad der er hans/hendes opgave.

700_6567

Jeg har været på fotoshoots, hvor assistentens opgave har været at passe på mig som fotograf. På et teater, hvor jeg balancerer rundt på kanten af scenen, eller i en sal hvor der overalt lå ting og flød på gulvet. Selv om jeg grundigt instruerede assistenten i at passe på jeg ikke faldt over noget, eller skvattede ned fra scenen, måtte jeg igen og igen minde assistenten om at stille sig et bestemt sted, at lægge hånden på mit ben, når jeg nærmede mig scenekanten, eller stoppe mig, hvis jeg var ved at bakke hen over en stige med kameraet for øjet. Det fungerer naturligvis ikke. Hvis ens opgave som assistent er, at passe på fotografen, så nytter det ikke man glemmer sin opgave og falder i staver over sin mobiltelefon, eller begejstret følger mere med i koncerten eller teaterforestillingen, og glemmer at udføre sin opgave.

Hvad skal en assistent IKKE gøre?

Det forekommer måske åbenlyst. Men jeg ved – af erfaring – det ikke er alle, der tænker over disse ting, når de skal assistere på en fotoshoot, specielt ikke, hvis de ikke har prøvet det før. Som tidligere nævnt: Er det en tilstrækkeligt vigtig shoot ville jeg aldrig drømme om at tage en uerfaren assistent med som min eneste hjælp, men jeg kunne måske godt invitere en ung og uerfaren assistent med på en shoot, så de kunne lære hvordan det foregår.

Spørger man mig, hvad en assistent skal være god til, afhænger det naturligvis af opgaven, men for det meste har jeg brug for et vågent øje, der er opmærksom, følger med, forstår de tekniske aspekter ved det at fotografere (så jeg ikke skal forklare alting), og prøver at forudse, hvad der skal ske. Jeg har været ude for morsomme oplevelser med uerfarne assistenter, og nogle af disse oplevelser ligger til grund for følgende liste over ting, man som assistent, IKKE skal gøre, hvis man gerne vil bookes en anden gang:

  • Snakke i telefon, sende SMS eller være på Facebook.
  • Komme for sent.
  • Aflyse i sidste øjeblik (jeg har endda oplevet nogle aflyser, når jeg ringer for at finde ud af hvor de bliver af… de havde med andre ord sovet over sig eller glemt det).
  • Forsøge at kapre kunder eller lave aftaler med modeller, MUA, etc.
  • Skal konstant tilkaldes, fordi opmærksomheden er andre steder.
  • Stiller konstant spørgsmål ved det jeg laver, mest fordi de ikke forstår processen eller teknikken.
  • Lægger billeder de har taget i forbindelse med en kommerciel shoot (under non-disclosure) på nettet, for at promovere sig selv, når de reelt ikke selv har haft indflydelse på- eller bidraget til billedet (andet end at trykke på kameraets udløser).
  • Taber grej eller udstyr på gulvet uden at sige det, så jeg på den næste shoot pludselig har et problem fordi et stykke udstyr jeg havde regnet med, ikke virker længere. Jeg er forsikret, så det er bedre at være ærlig.
  • Højlydt at udtrykke din uenighed med de valg en fotograf træffer på en shoot.

Ovenstående er kun en kort liste over nogle af de mindre heldige oplevelser jeg har haft med assistenter gennem tiden. Jeg har medtaget dem her, for at understrege min pointe: Er man med på en shoot som assistent, så er man det fordi der er brug for en assistent.

Hvad skal en fotografassistent så gøre i stedet?

Punkterne på den korte liste herover, er medtaget i det efterfølgende, hvor jeg i stedet prøver at forklare hvorfor, eller hvad man så skal gøre i stedet. Der er også medtaget nogle af de ting jeg selv har erfaret andre fotografer har vist sig glad for jeg gør, når jeg selv har assisteret. Listen er ikke en decideret facitliste, men kan måske tjene til, at inspirere og reflektere lidt over, hvad du måske “mangler”, for at blive en god og uundværlig assistent:

  1. Sluk telefonen. Du er ikke med på en shoot fordi du skal sende SMS’er til vennerne eller din kæreste. Måske er første gang du har set en kendis eller omgås professionelle modeller, men det er ikke din opgave at forevige øjeblikket med din iPhone eller dele dine oplevelser med dine venner på Facebook.
  2. Mød til tiden, og med “til tiden” menes der i SÅ god tid, at selv om bussen er forsinket eller cyklen er punkteret, kommer du stadig frem til tiden. Hvis den aftalte mødetid er klokken 05.00, så kom i god tid før dette tidspunkt. Er mødetinden derfor kl. 7.00 så kommer du til tiden ved at være der 6.30 eller 6.45. Kommer du først klokken 7.00, kommer du for sent. Har du svært ved at komme op om morgenen, så vær ærlig og fortæl det i forvejen. Man vil hellere ringe og vække dig klokken 03.30 om morgenen, end stå klokken 05.00 uden en nødvendig assistent.
  3. Aflys ALDRIG i sidste øjeblik! Hvis du af en eller anden grund ikke kan komme, så giv besked i så god tid, at fotografen har mulighed for at finde en anden.
  4. Din opgave er IKKE at kapre fotografens kunder eller lave aftaler med fotografens modeller, MUA, stylister, frisører, eller andre der er på sættet. Har du brug for kontakter, så spørg fotografen når jobbet er overstået.
  5. Hav altid mad og drikke med, for det er ikke sikkert, tingene går som planlagt på en shoot. Man kan blive nødt til at flytte lokation med kort varsel, eller man kan risikere pludselig at komme i tidsnød. Derfor er det en god idé selv at have lidt med at spise og drikke, og sørge for at spise og drikke i løbet af dagen.
  6. Du skal være villig til at arbejde, også med det rent fysiske slæbearbejde. Hvis du lider af dårlig ryg, problemer med knæet eller har andre skavanker, der gør du ikke kan tage fat og slæbe, så giv besked om det INDEN du laver en aftale om at assistere.
  7. Du skal kunne tænke selvstændigt. Når du tømmer bilen er der ikke grund til at spørge, om det ene eller det andet skal med ind på sættet. Hvis fotografen har vurderet det var vigtigt at få med i bilen er det nok også vigtigt at få det med på sættet. Hvis ikke… skal du nok få besked.
  8. Vær opmærksom! Du skal følge med i hvad der foregår. Man har ikke en assistent med på et job, fordi man har brug for konstant at skulle finde dig, eller kalde på dig, hver gang der er brug for din hjælp. Din funktion er at assistere, og hvis du ikke er præcist ved fotografens side og konstant opmærksom på, hvad det er han/hun foretager sig, kan du ikke udføre din opgave.
  9. Før en shoot, så sæt dig ind i, hvad det er fotografen prøver at opnå. Lær grejet at kende, kend og forstå de mere fototekniske begreber (blænde, lukkertid, ISO, brændvidde, gobo, diffuser, reflektor, etc.). Lær at betjene en lysmåler, prøv at forudse fotografens næste skridt, og gæt på, hvad han/hun kunne finde på at bede dig skaffe (f.eks. et andet objektiv).
  10. Tager du billeder som andenfotograf eller second shooter, så vær opmærksom på at billederne ikke er “dine” og at du ikke bare kan lægge dem på din egen hjemmeside. Endvidere er kommercielle fotoshoots ofte omfattet af en aftale om non-disclosure, og det betyder at billeder ikke må offentliggøres af fotografen eller dennes stab.
  11. Ved starten af en shoot skal du vide hvem du skal kontakte, hvis du ser, der er noget galt på sættet. Hvis du f.eks. opdager hår der går ind foran øjet på modellen, eller en strop fra en BH, der kan ses gennem tøjet. Muligvis skal du kontakte stylisten, men andre gange vil fotografen gerne have det at vide først. Nogle fotografer har det fint med at du højlydt gør opmærksom på noget, andre vil gerne have ro på sættet. Læg mærke til hvad der sker når du agerer på sættet, og korriger din måde at interagere med de andre på sættet derefter.
  12. Opfør dig professionelt, også selv om du måske ikke er professionel assistent. Der sker utroligt meget på en fotoshoot, man måske ikke lige tænker over. Måske er modellen og/eller klienten nervøs, og man skal passe på ikke at gøre denne nervøsitet større. Når jeg har assisteret og fornemmet en model eller en klient er nervøs, optræder jeg med endnu større selvsikkerhed, og bruger enhver lejlighed til at forsikre klienten eller modellen om fotografens evne til at løse opgaven. Opfattelsen af fotografen reflekterer tilbage på dig som assistent – ikke omvendt.

Listen kunne være meget længere, og andre vil måske tænke, ovenstående er aldeles åbenlyst. Måske kan listen ikke bruges til andet end at anspore uerfarne assistenter, der gerne vil blive bedre, til at tænke lidt mere over deres egen opgave og rolle i forbindelse med en fotoshoot. Der er rigtig mange fotografer der har startet deres karriere med at være fremragende assistenter, men der er ikke mange der gør karriere som fotografer, uden øje for detaljerne. Uanset om du vil være fotograf, eller bare tjene lidt ekstra penge engang imellem, så gælder det: Jo mere opmærksom du er, og jo mere øje du har for, hvordan du kan udføre dit arbejde bedre, desto større er sandsynligheden for, du vil blive booket/inviteret igen en anden gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *