Nyt værktøj til nye tider

Henrik DelferGearLeave a Comment

D4_50_1.4_f

Det er nu nogle år siden jeg sidst investerede i et nyt kamera, og som nogle måske er opmærksomme på, har Nikon netop lanceret et par nye professionelle kamerahuse. Jeg har bestilt både et Nikon D4 og et Nikon D800E kamerahus. Jeg beholder mit Nikon D3s, men har solgt mit Nikon D3 og tænkt mig at sætte mit Nikon D700 til salg. Men hvorfor overhovedet opgradere? Er de gamle kamerahuse ikke anvendelige længere? Klik “Læs mere…” for at høre hvad jeg tænker om de nye kameraer.

For mig er mit kamera mit værktøj. Jeg er som sådan ligeglad med om det er den nyeste model. Opløsningen på mine nuværende kamerahuse er fuldt tilstrækkelig til de opgaver jeg oftest skal løse, og er der en sjælden gang brug for højere opløsning, så kan jeg altid leje det grej jeg mangler. Det, der er afgørende for mig, er billedets kvalitet, og ikke om det er det seneste “skud på stammen”. Men ind imellem kommer der forbedringer i de nye generationer af kameraer, der ikke bare er brugbare eller smarte, som også gør mig i stand til at lave billeder jeg ikke kunne lave tidligere, eller lave bedre billeder i situationer, der var meget vanskelige at løse tidligere.

Nikon D4

Nikon D4 byder for mig på et sådan fremskridt. Det primære argument – for mig – er det faktum at D4 er et helt f-stop mere lysfølsom end D3s (der i forvejen er ubegribeligt lysfølsom). Med mit D3s kan jeg uden problemer skyde reportage-lignende billeder ved ISO 6400 og i en nødsituation helt op til ISO 12800… billeder der stadig er anvendelige. Det er klart at det ikke er billeder der kan anvendes til alt eller i enhver situation, men til brug for koncerter, teater, musicals eller andre situationer, hvor der ikke er meget lys, så kan det dog bruges. D4 giver mig et fuldt f-stop mere lysfølsomhed, hvilket betyder jeg nu kan skyde med sikkerhed ved ISO 12800 og i en nødsituation ved ISO 25600. Jeg kan med andre ord levere flere brugbare billeder til mine kunder, og har nu kun brug for halvt så meget lys. Reportage-billeder taget om natten, uden brug af blitz er nu ved at blive en realitet. Kameraet er SÅ lysfølsomt, at det kan fotografere ting på steder, hvor der er så mørkt, at man intet kan se med det blotte øje.

D4_b

Kameraet er også bedre til at fokusere når der ikke er så meget lys. Den nyudviklede Multi-CAM3500FX autofokussensor gør, at man nu kan fokusere ned til -2EV, hvilket igen svarer til to fulde f-stop, og altså i 1/4 af det lys, der før var en forudsætning for, at kameraet kunne fokusere ordentligt. For mig betyder det flere billeder i fokus og at jeg – når jeg er ude på en opgave med begrænset lys – kan lever et større antal billeder der er knivskarpt fokuseret.

D4_50_1.4_t

At det har en lidt højere opløsning er – efter min mening – ikke så afgørende. Hvad der derimod kunne blive betydningsfuldt er de nye videofunktioner. Nu kan jeg bruge mit kamera til at lave video i FULD HD (1080p), der er den dobbelte opløsning i forhold til det HD-signal vi modtager med vores HD-TV-apparater. Dette kombineret med den højere lysfølsomhed, vil gøre det muligt for mig at lave video i situationer, hvor jeg ikke kunne gøre det før.

Der er naturligvis mange andre ting man kan bemærke omkring det nye Nikon D4 kamera – men ovenstående er – for mig – det væsentligste årsager til at jeg vælger at investere de knap 44.000,- kroner (inklusive moms), som dette kamerahus koster.

Nikon D800E

Det nyligt annoncerede Nikon D800E er et helt andet kamera til et helt andet formål. Dette er et kamera der primært er beregnet til studiebrug, eller brug, hvor man som fotograf har fuld kontrol over omstændighederne under optagelsen. Der er tale om et kamera med en meget høj opløsning (36,3 Megapixels), hvor man endvidere har fjernet det almindelige AA-filter (AA = AntiAliasing), der sidder på alle DSLR-sensorer.

D800_greb_f

Et anti-aliaseringsfilters funktion er at fjerne moiré fra billeder. Moiré forklares nemmest ved den effekt der opstår, når en kamerasensor (hvis pixels er placeret i et fast mønster på sensoren) skal fotografere et motiv, med et andet gentagende mønster. Moiré-effekten er meget fint forklaret på Nikons hjemmeside.

For at modvirke denne effekt, installerer de forskellige kameraproducenter et AA-filter, der i virkeligheden slører billedet en smule for at undgå denne moiré. Det fungerer fortrinligt, men slører også billedet en smule, og med Nikon D800E tilbyder Nikon et kamera uden dette filter. Det betyder at man opnår marginalt skarpere billeder, men at man som fotograf også skal være særligt opmærksom på de problemer moiré kan medføre. Farver kan få en anden tone, primært fordi moiré vil skabe farver der ret beset ikke eksisterer. For fotografer der har arbejdet med mellemformat-kameraer, er det ikke det store problem. Der findes nemlig professionelle værktøjer, der kan modvirke moiré i post-produktionen, men har man ikke den fornødne viden og en arbejdsgang der muliggør efterredigering af sine billeder for moiré, er det ikke anbefalelsesværdigt at købe et Nikon D800E. Derfor har Nikon også lanceret en version der har fået lov at beholde sit anti-aliaseringsfilter, nemlig Nikon D800.

Jeg befinder mig ind imellem i situationer med opgaver, hvor en højere opløsning er ønskværdig, og hvor jeg kan få glæde af den øgede skarphed man kan opnå med et Nikon D800E. Der er stadig tale om en FX-sensor (en fullframe 24x36mm sensor som der er samme størrelse sensor som i Nikon D700, D3, D3s og D3x) men opløsningen har fået et voldsomt løft.

Det er ikke et kamera der er anvendeligt til at fotografere sport, eller at bruge under dårlige lysforhold. ISO-støj bliver tydelig på et langt tidligere tidspunkt end kameraer med en lavere opløsning alene fordi de enkelte pixels får mindre plads (der skal være plads til flere pixels på de samme 24x36mm), så der kræves mere lys for at lave billeder. Man kan sagtens tage brugbare billeder ved ISO 800, og i en presset situation måske op til ISO 1600 men så tror jeg heller ikke man kan presse den mere.

Jeg har været lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle bestille et Nikon D800E eller et Nikon D800 (med eller uden anti-aliaseringsfilter), og lige nu hælder jeg til D800E. Men min beslutning er endnu ikke endelig, og måske vil jeg foretrække versionen med anti-aliaseringsfilter, og så vælge at tilføje lidt sharpening i min efterbehandling i stedet.

Video med mere…

Video-funktionerne er de samme som for Nikon D4 og D800E (samt D800), og med begge kameraer er der nu langt bedre autofokusering under videooptagelser, hvor man kan låse fokus på et bestemt punkt. Flytter dette punkt sig (f.eks. et ansigt) længere væk fra- eller tættere på kameraet, justeres fokus automatisk. Video kan også optages ukomprimeret, og kan via HDMI sendes til en ekstern optager. Der kan nu laves videoklip på op til 20 minutters varighed, og kan man nøjes med 720p opløsning kan man lave video op til 60 fps (frames i sekundet).

Hvornår kommer så det nye værktøj?

Nikon D4 var forventet til levering i begyndelsen af februar, men er nok blevet lidt forsinket. Der er tale om en fejl i firmware, og man ved heller ikke hvor mange kameraer, der kommer til Danmark i første omgang. Nikon fordeler selv de første kameraer, primært til medlemmer af NPS (Nikon Professionel Service), så der er håb om, at jeg står på listen til at modtage et af de første eksemplarer.

Nikon D800E (og D800) forventes at være klar til levering fra midten eller slutningen af marts måned.

Jeg skal nok skrive lidt mere, når jeg har fået mine to nye kamerahuse leveret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *