Når min hjerne eksploderer

Henrik DelferKommentar, OmLeave a Comment

Den er næsten sikker, hver eneste aften: Når jeg lægger hovedet på puden, og lukker mine øjne for at sove, eksploderer min hjerne med alle de billeder jeg gerne vil lave. Min dag er sædvanligvis travl og fyldt med indtryk… visuelle indtryk og billeder, og man skulle tro – når der endelig blev ro – så trænger min hjerne til at slappe af, men det er bestemt ikke altid tilfældet.

Hen over sommeren kaster jeg mig, for første gang i nogen tid, over et projekt, der i høj grad handler om en vision jeg har. Jeg skal prøve at fotografere noget, jeg ikke har prøvet før, og gøre det på en måde, der ikke er prøvet før. Det bliver grænseoverskridende for mig, og jeg er slet ikke sikker på resultatet. Jeg er heller ikke sikker på at andre vil bryde sig om resultatet. Men jeg føler jeg er nødt til at prøve.

Dette indlæg i min blog er bevidst uden billeder, målet er nemlig, at indlægget skal skabe billeder i dit hoved. Ikke mine billeder men dine egne billeder.

Som fotograf har jeg primært to opgaver. Den ene er at indfange de “øjeblikke” der identificerer en situation, som udspiller sig for mine øjne. For nylig fotograferede jeg Lotte og Mikaels bryllup (der skal nok komme billeder senere), og det var præcist denne type opgave. To fantastisk søde og varme mennesker, en fantastisk familie- og vennekreds, og en dag hvor man får lov at være vidne til en af de største begivenheder i deres liv. Opgaven handlede naturligvis om at dokumentere dagen. Det er en type opgave jeg nyder, for hér har jeg mulighed for at skabe en forbindelse – hvor flygtig den end måtte være – til brudeparret samt deres gæster, og vælge og identificere øjeblikke, der er- og bliver betydningsfulde for dem, der booker mig. Jeg lægger naturligvis en stor del af mig selv i disse billeder. Jeg vælger komposition, eksponering og fokuspunkt, og vigtigst af alt, jeg bestemmer hvornår jeg skal trykke på kameraets udløser.

Det samme gør sig gældende, når man laver kommercielt arbejde. Her handler det også om at skabe billeder, der udtrykker det, kunden gerne vil have skal udtrykkes, naturligvis tilsat min egen personlige tilgang, til det at skabe billeder.

Men jeg bliver nu alligevel ofte fanget- eller grebet af en fornemmelse af, at jeg i virkeligheden blot dokumenterer. Mit kamera bliver en slags kopimaskine, og min opgave er reduceret til at slæbe kameraet hen til det sted, hvor der skal dokumenteres, at kunne betjene kameraet, og lede efter “øjeblikke” der identificerer det, der udspiller sig for mine øjne.

Der er naturligvis meget mere bag dette: At lave billeder!

Jeg kunne godt tænke mig engang at lave et fotokursus, hvor vi starter med at gå en turUDEN kamera. Vi kunne gå en tur gennem byen. Snakke om det vi ser, og tale om, hvordan vi kunne visualisere et billede, der formidler, ikke blot det vi ser, men også måden vi ser det på. Hvordan dufter eller smager æblerne hos den lokale grønthandler? Hvad føler det unge kærrestepar, der går hånd i hånd hen ad gaden? Hvad tænker barnet, der næsten står på tæer for at holde fast i sin fars hånd, mens de står på perronen og venter på toget? Hvordan dufter blomsterhandlerens roser? Hvordan føles det at sætte sig ind i en ny bil for første gang? Fyldes dit hoved med billeder nu? Lad os sætte os ned og konkretisere visionen om disse billeder og vælge et par stykker, der kan realiseres relativt hurtigt. Og lad os hente vore kameraer og prøve at lave billeder sammen.

Nu handler det pludselig ikke længere kun om at dokumentere. Nu handler det om at formidle din vision!

Det er så forbandet nemt at lave “smukke” billeder, men vækker de reelt et følelsesmæssigt engagement, hos dem der ser vore billeder, eller er folk bare benovet over, hvor teknisk fuldendte disse billeder er? Får mine billeder beskueren til at drømme? Er det billeder, der holder folk vågne om natten?

Se hér er vi fremme ved det, jeg opfatter som min VIRKELIGE opgave som fotograf: At skabe en følelsesmæssig forbindelse mellem det jeg fotograferer, og dem, der skal kigge på billedet. Det kan naturligvis godt lade sig gøre, også når man dokumenterer, andre gange kræver det mere omhu… mere tid.

Det projekt jeg skal arbejde med hen over sommeren, er et projekt jeg har drømt om, spekuleret over, og planlagt gennem lang tid. Ikke at jeg har brugt tusindvis af timer på det endnu, men det har været et tilbagevendende tema, når jeg har lagt hovedet på puden.

Jeg er af den overbevisning, det netop er ved at lave denne slags personlige projekter, man vokser som fotograf. Når jeg laver personligt arbejde, kan jeg udvikle mig som fotograf, og det vil også smitte af på kvaliteten af det arbejde jeg leverer når jeg “dokumenterer”. Jeg tror vi på den måde bliver bedre til at gøre det vi nu engang laver som fotografer.

Man får ganske vist ikke sin tid betalt, og udgifter til projektet skal man selv betale af egen lomme. Men man lærer en masse, man får afprøvet grænser, og måske realiseret en drøm. En drøm om en serie billeder, som andre måske kunne få lyst til at hænge som udsmykning på deres vægge.

Bliver det muligt at realisere denne drøm hen over sommeren? Jeg ved det ikke, men jeg føler jeg er nødt til at prøve!

Når jeg nu sidder og læser denne blog igennem, føler jeg mig en smule eksponeret. Jeg er god til at “gemme mig” bag alt de tekniske detaljer, for det er nemt at forholde sig til. Når jeg sådan fortæller om min vision som fotograf, bliver det straks mere personligt. Jeg føler mig blottet og sårbar. Men det er i virkeligheden det jeg ønsker. Så måske handler det i virkeligheden om at være mere åben og ærlig. Lade andre se det jeg ser, og så bekymre mig mindre om, hvorvidt de kan lide det jeg kan lide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.