Hvorfor hader vi billeder af os selv?

Henrik DelferKommentar, PortrætLeave a Comment

Jeg har fotograferet mennesker i en del år nu, og oplever (som alle andre fotografer) mennesker, der rynker på næsen af billeder af dem selv. I starten blev jeg lidt ked af det, når det skete, for jeg gør mig stor umage med at lave gode portrætter af folk. Hvad der måske undrede mig mest af alt var, at det tilsyneladende ikke havde noget med selve billedet at gøre. Selv portrætter jeg og andre var meget tilfreds med, kunne få den portrætterede til at rynke på næsen. Læs dette blogindlæg og find ud af hvorfor!

D3S_6926_01-retvendt

Svaret fik måske da jeg i sommer så en kort video med Duncan Davidson under overskriften: Hvorfor hader vi at se billeder af os selv? Jeg tænkte det kunne være relevant at skrive en blog om dette emne, og så gik det ellers i glemmebogen. Så læste jeg en anden blog på nettet, skrevet af Søren Eriksen under overskriften “Derfor hader du dit eget portræt”, og blev endnu engang mindet om det, og nu kommer der så et indlæg om emnet.

Duncan har jo – som en af hovedfotograferne ved alle større TED events – haft adgang til at fotografere en masse mennesker, og også han undrede sig over hvorfor folk ikke kan lide at se billeder af sig selv. Han spurgte derfor rundt blandt de mange eksperter der optræder på TED, og det svar han kom frem til, synes jeg giver mening.

Den måde de fleste mennesker ser sig selv, er jo som et spejlbillede. Vi kigger (nogle af os) mange gange os selv i spejlet i løbet af en dag, og vi har vænnet os til at se os selv, som vi ser ud i spejlet. Når man nu ved, de færreste har helt symmetriske ansigtstræk, vænner vi os også til disse små forskelle. For nogle sidder det ene øje lidt højere end det andet, eller er lidt større end det andet. Næsen er måske en smule skæv, mundvigene er ikke i perfekt balance, eller vi har små ar, modemærker, skønhedspletter, eller måske blot skilningen i håret i den ene eller den anden side.

Se på billedet herover: Selv om det forekommer nogenlunde symmetrisk, er det faktisk ikke tilfældet. Det ene øje sidder lidt lavere end det andet, næsen er en smule skæv og peger lidt mod den ene side, etc. Og her er der tale om et billede (og et ansigt), der rent faktisk er mere symmetrisk end de flestes.

Jeg gengiver billedet herunder sammen med den spejlvendte udgave. Anhver kan se, der er stor forskel på de to billeder, selv om det er helt det samme billede, det ene er blot spejlvendt.

Selv når vi ser de to billeder ved siden af hinanden, kan det stadig være svært at se forskel

Selv når vi ser de to billeder ved siden af hinanden, kan det stadig være svært at se forskel

Når vi derfor kigger os selv i spejlet er vi vandt til at se at f.eks. skilningen sidder i højre side. Set fra vort eget synspunkt ser vi skilningen i den side af spejlet (højre), hvor den også er – men for alle andre (også kameraet) sidder skilningen i den venstre side af billedet. Men er dette nok til at billeder af os selv, i nogle tilfælde næsten vækker afsky for dem der bliver fotograferet? Forklaringen ligger måske, som også Duncan konkluderer, i forlængelse af et begreb, animatorer har kendt til i mange år, nemlig det man indenfor forskning omkring robotter og 3D-animatorer refererer til som: “Uncanny valley”.

Men prøv en gang at køre musen frem og tilbage over billedet herunder. De to billeder lagt oven på hinanden, og du kan langsomt skifte mellem det ene billede og den spejlvendte udgave af billedet.

  • Before-Det spejlvendte billede
    After-Det spejlvendte billede
    Retvendt Det spejlvendte billede Spejlvendt

Hypotesen beskriver hvordan menneskelignende replikerede modeller (robotter eller animationer), der næsten ligner et menneske, men ikke er helt perfekte, vækker en reaktion af afsky hos nogle mennesker. En tøjbamse er – isoleret set – ikke specielt menneskelignende, men den har typisk to øjne en næse, en mund, og er dermed genkendelig. Måske ligger forklaringen i den måde vore hjerner udvikler sig på kort efter fødslen. Man spekulerer i om hjerne på en eller anden måde er forprogrammeret til at genkende disse ansigtslignende træk. Professor i robotik Masahiro Mori mener, at efterhånden som en robot bliver mere og mere menneskelignende, bliver den menneskelige emotionelle respons, i forhold til robotten, stadig mere positiv og empatisk, indtil et punkt, hvor vores respons bliver til en følelse af afsky. Men efterhånden som det bliver sværere at skelne robottens fremtræden fra et menneskes, nærmer vores reaktion på robotten sig igen den positive og empatiske respons vi har overfor andre mennesker.

Det er måske derfor Woody fra tegnefilmen Toy Story er så elsket, mens konduktøren fra Polarekspressen ikke er det. Vi kan nemt genkende de menneskelige træk hos Woody, mens konduktøren er tæt på-, og så alligevel ikke helt menneskelignende alligevel. Dette pludselige “dyk” (dal) i kurven, er den man refererer til som “Uncanney valley”.

Måske er det også derfor, mange af os ikke bryder sig om billeder af os selv, og at de – for nogles vedkommende – decideret vækker afsky. Vi kan se, billedet ligner, det vi ser i spejlet, men der er alligevel noget der er galt… noget, der ikke er helt som det skal være.

Jeg har lavet min helt egen uvidenskabelige test, for at se om dette virkelig kunne passe. Jeg fotograferer mange portrætter i løbet af et år, og i forbindelse med et par opgaver sidste efterår, valgte jeg at lave et lille eksperiment. Ved to forskellige lejligheder skulle jeg fotografere en række erhvervspersoner, og præsenterede 30 af dem – via e-mail – for tre forskellige billeder af dem selv, og bad dem vælge det billede de synes var det bedste. Hvad jeg ikke fortalte, var, at jeg havde spejlvendt et af de tre billeder. For alles vedkommende valgte de, det billede af dem selv, der var spejlvendt. Som kontrol sendte jeg efterfølgende alle de andres billeder (dem de kendte) og bad dem vælge det bedste billede. Denne gang valgte jeg at spejlvende to af billederne så kun det ene af det tre billeder var retvendt. Svaret var ganske overbevisende: Mere end 90 % valgte det retvendte billede som det bedste billede af deres kollega.

Det er et bemærkelsesværdigt resultat, og jeg vælger derfor ofte at give en kondenseret og kraftig forkortet udgave af denne forklaring til mennesker, jeg skal fotografere, som giver kraftigt udtryk for, de hader at blive fotograferet.

Måske er dette også grunden til at vi – som professionelle fotografer – ofte vælger at bede vores subjekter, hælde hovedet en lille smule til den ene eller anden side, eller dreje næsen lidt væk fra kameraet? På den måde gør vi det – måske uden at tænke over det – lidt sværere for den fotograferede at identificere den ulighed der er, med det billede vi kender bedst af os selv, nemlig vort spejlbillede.

Vil du vide mere?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.