For nylig blev jeg spurgt om jeg ville besvare et par spørgsmål om portrætfotografering. Det er spørgsmål jeg tit bliver stillet, og derfor tænkte jeg, det ville være en idé at lægge mine svar ud som en artikel på min blog. Denne artikel handler ikke om teknik overhovedet. Den handler til gengæld om noget der er endnu vigtigere, når man skal lave et godt portrætfoto af et andet menneske. Så her kommer en håndfuld af de spørgsmål jeg ofte bliver stillet af dem der ser mine billeder, der IKKE er fotografer eller interesserer sig for fotografering som sådan.
Hvor får du din inspiration fra?
Jeg er meget inspireret af de store klassiske mestre indenfor maleriet, og den måde de brugte lys, miljø, posering, opstilling, osv., i deres malerier. Renæssancens store mestre som Jan van Eyck, Albrecht Dürer og Hans Holbein den Yngre, eller for den sags skyld Leonardo da Vinci og Giovanni Bellini… er blot et udvalg af de kunstnere der taler til mig. Men også de store malere fra barokken og rokokoen som Rubens eller Jean-Baptiste-Siméon Chardin, såvel som de store mestre fra den hollandske guldalder som Frans Snyders og Rembrandt. Jeg inspireres også af andre fotografer.
Når jeg ser på andre billeder (hvad enten der er tale om malerier eller fotografier), kigger jeg ikke bare. Jeg finder ud af, hvad det er jeg kan lide ved et givent billede, og hvad jeg ikke kan lide. Jeg prøver at afkode, hvordan lyset er brugt i billedet såvel som informationer om posering, og jeg er meget detaljeret i min analyse… kunstnerisk såvel som teknisk. Hvad siger billedet mig? De bedste portrætter lader mig få et glimt af den portrætteredes personlighed, også selv om det er med meget subtile virkemidler.
Hvordan kigger man på et billede i forhold til det kunstnerisk eller tekniske?
Der er en forskel i den måde vi kigger på billeder. Hvis man giver et stort fotoprint til folk der kan lide at fotografere, reagerer de umiddelbart ved at tage billedet helt op til ansigtet, så de kan se selv de mindste detaljer. Alle andre strækker armene ud fra kroppen og forsøger at danne sig et indtryk af billedet. Hvor personen der interesserer sig for det rent fototekniske vil kommentere udbrændte højlys, lukkede skygger, spørge hvilket kamera og objektiv jeg har brugt, og måske spørge til indstillinger eller efterbehandling, så vil alle andre hellere søge at afkode det portrættet forsøger at formidle. De forholder sig til indhold, ikke teknik.
Når jeg fotograferer, er det ikke for de teknisk interesserede. Dem jeg gerne vil vise mine billeder er ligeglade med lukkertid og blænde. De vil bare se et godt billede. Familien der gerne vil have et portræt af deres bedsteforældre, vil have et billede, der sammenfatter personlighederne og er ærligt. Naturligvis skal det teknisk være i orden, men det er ikke det, der er vigtigst.
Teknikken har naturligvis en plads. Lys kan bruges til at afsløre men også til at skjule. Hvis jeg kaster lys på noget kan jeg se det, men jeg kan også lade være med at kaste lys på noget og derved skjule det. Den gode portrætfotograf forstår at bruge lyset, og til mere end blot at vise- eller skjule noget. Når jeg kigger på et portræt (med de tekniske briller på), er det lyset jeg fokuserer på, når jeg kigger på et billede (med de kunstneriske briller på) er det udtrykket, helheden og mennesket jeg fokuserer på.
Hvad er fordelene og ulemperne ved at være portrætfotograf?
Der er, som sådan, ikke hverken fordele eller ulemper ved at arbejder som portrætfotograf i forhold til andre typer arbejde fotografer laver. Der er jo tale om forskellige opgaver. Man kan sige at portrætfotografen har den fordel at han/hun ofte arbejder ud fra et fotostudie. Men i vore dage laves mange portrætopgaver på andre lokationer, og så skal man alligevel slæbe udstyr frem og tilbage.
I forhold til det arbejde mange kommercielle fotografer laver, som fotograferer ting og genstande (til f.eks. kataloger), naturfotografer, arkitekturfotografer eller lignende, er den største fordel – for mig – at man arbejder med mennesker.
Kræver det noget specielt at være en god portrætfotograf?
En evne til at kunne få folk til at slappe af foran dit kamera er væsentlig. Men det er også vigtigt at være god til at lytte og interagere med andre mennesker. Der er naturligvis andre tilgange til portrætfotografiet, men jeg arbejder bedst ved at tale med den, der sidder foran mit kamera. Det er bestemt også en fordel, hvis man har en forståelse for, hvordan lys kan bruges til at forme subjektet. Vi er jo ikke alle lige så smukke som professionelle modeller, men vi bliver ofte glade for billeder hvor vi tager os ud, så godt som det er muligt. Her kan et indgående kendskab til lys, og hvordan det kan bruges, til at forme et ansigt eller den menneskelige krop, helt afgørende.
Andre gange ønsker man måske ikke at lave smukke billeder af mennesker. Måske ønsker man at lave et portræt der viser tilværelsens vrangside. Måske møder man en hjemløs med et spændende ansigt, og spørger om man må fotografere vedkommende. Her skal man kende til lysets indvirkning på et portræt, for det kan bruges til at gøre linjerne hårde og mere kontrastrige (og dermed understrege den hjemløses situation), eller det kan bruges modsat.
Nogle gange går man blot rundt på gaden med sit kamera over skulderen, og fotograferer dem man møder. Her er det vigtigt at have et smilende og venligt væsen og en stor del frimodighed.
Mest af alt – tror jeg – kræver det, man er lidt af en menneskekender, for at være en god portrætfotograf. Ofte har man kun nogle få minutter til at lære dem, man skal fotografere, at kende. Man skal hurtig finde ud af, hvilken type menneske man har foran sit kamera, og man skal være i stand til at identificere den ting, det udtryk eller den bevægelse, der beskriver dette menneske, og så at få dette med i billedet. Det kan være en vejrtrækning eller en gestus med hånden. Det kan være et ansigtsudtryk eller et lille smil. Det kræver at modellen slapper af foran dit kamera, og at man som fotograf er opmærksom på disse momenter.
Når der er mennesker foran mit kamera, skal jeg som portrætfotograf forsøge, på meget kort tid at sætte mig ind i, hvad det er for et menneske jeg har siddende foran mig.
Hvis jeg er i stand til at relatere til dette menneske, er jeg i stand til at forstå- og få et forhold til dette menneske. Hvis jeg kan opnå at få en forbindelse eller et forhold med de mennesker jeg fotograferer – hvad enten det er mennesker der kommer i mit studie, mennesker jeg skal fotografere i deres eget miljø, eller tilfældige mennesker jeg møder på gaden – er det nemmere for dem at slappe af foran mit kamera, og nemmere for mig at lære dem at kende.
Det kan være et meget flygtigt forhold eller relation, men det er vigtigt – for mig – fordi jeg opfatter portrættet som et samarbejde mellem fotograf og model.
Andre fotografer vil blot være et “vidne” og fotografere subjektet uden nogen form for interaktion eller relation mellem fotograf og subjektet. Men det er ikke sådan jeg arbejder.
Jeg føler, jeg får det bedste billede, når jeg viser mennesker, som andre oplever dem, og de færreste står bare og kigger på hinanden. De fleste interagerer med hinanden når vi mødes. Vi taler med hinanden, vi kigger hinanden i øjnene, vi ser den anden reagere på det vi siger. Vi ser deres forskellige ansigtsudtryk, at de smiler, ler, udtrykker overraskelse, måske endda sorg eller vrede… Det er sådan vi oplever hinanden når vi taler med- eller møder andre, og det er sådan jeg gerne vil portrættere mennesker, når jeg fotograferer dem.
Det er ikke nødvendigvis noget jeg bruger en masse tid på under en portrætsession. Nogle mennesker er meget udtryksfulde i ansigtet, og giver mig – uden jeg behøver gøre- eller sige noget – en masse levende udtryk, der er deres. Her er interaktionen måske begrænset til et nik, et smil eller et par enkelte ord. Andre er utrygge foran kameraet og måske lidt “stive”, og der må jeg arbejde lidt mere for at få dem til at slappe af og give mig det udtryk jeg, efter vort korte møde vurderer, bedst “indfanger” deres personlighed.
Derfor kræver det nok også mere af en portrætfotograf end nogen anden, at vedkommende har 100 % styr på teknikken. For hvis man skal sidde og gøre sig overvejelser omkring indstillinger på ens kamera, ser man slet ikke det menneske, man skal fotografere.
Hvad synes du kendetegner et godt portrætfoto?
Et godt portræt er – for mig – en opsummering og et udsnit på én og samme tid. Det er en “opsummering, på samme måde som en historie kan søges opsummeret i en enkelt sætning. En personlighed kan også søges opsummeret i et billede. Det er ikke altid muligt, og det lykkes heller ikke altid lige godt, men man prøver. Samtidig er portrættet et “udsnit”, på samme måde som en historie kan fortælles i uddrag. Man kan – ved at give et uddrag af en større historie – fortælle noget om historien som helhed. En personlighed er også et helt liv, og et portræt er et “uddrag” eller øjebliksbillede af dette menneskes liv eller gøren.
Portrættet er, på denne måde, et forsøg på at opsummere det menneske man fotograferer gennem at vise et lille udsnit.
Et godt portræt favner og det blotlægger, og det skal frem for alt være ærligt. Det skal identificere personen eller/og handlingen, og det skal gøre det med overlæg. Hvis man tænker på mennesker man kender rigtig godt, og skal beskrive deres personlighed, hvilke ord ville man så bruge? Et godt portræt formidler denne beskrivelse i et billede.
Er personen magtfuld bruger jeg måske perspektivet til at understrege dette, men også posering og positur. På samme måde er der mange andre teknikker man som fotograf kan bruge, til at formidle et indtryk af den person man fotograferer… vigtigst af alle er måske at kende og forstå lyset og den måde, det har betydning for at gengive tredimensionelle former i et todimensionelt medie.
Som jeg nævnte før, kan det handle om en vejrtrækning eller en gestus. Det kan være det splitsekund man finder ud af hvad man vil sige, før man siger det. Hvis man som jeg, bruger tid på at kigge på menneskers ansigter, vil man hurtigt lære, der er helt specifikke øjeblikke, der identificerer deres personlighed. Et løftet øjebryn, en sammenknibning af øjnene. Portrætfotografen skal kunne finde disse momenter, og trykke på kameraets udløser når det sker. Det er ikke altid noget man kan forudse eller planlægge. Ofte er det blot noget der sker, og rent intuitivt ved man, at hér fangede man et “øjeblik” der hæver sig over alle de andre øjeblikke, der tilsammen beskriver vores liv.