Virksomheder og gruppebilleder

Henrik DelferGruppebillede, Opgaver, PortrætLeave a Comment

En opgave jeg ofte får er, at tage portrætter af medarbejdere til virksomheders hjemmesider. Som regel skal der laves individuelle portrætter, og her er det sjældent vanskeligt at organisere. For det meste venter virksomhederne til der er 1-2 nye medarbejdere, og så kommer jeg ud og fotograferer dem. Nemt og relativt smertefrit.

På billedet herover figurerer 8 personer. Ingen af dem blev fotograferet sammen

På billedet herover figurerer 8 personer. Ingen af dem blev fotograferet sammen

Men med gruppebillederne er det lidt mere vanskeligt. Læs mere, for at se hvordan jeg løser sådanne opgaver, uden at alle medarbejderne behøver være til stede på samme tid og sted.

Når der skal laves gruppebilleder af alle medarbejderne, ser jeg ofte, det er noget man fravælger i virksomhederne. Hvis en enkelt medarbejder skiftes ud, vil det almindeligvis betyde, man skal samle alle medarbejderne til et nyt gruppebillede, og det kan være svært at finde tiden til at samle alle medarbejderne. Er der tale om medarbejdere, der er spredt ud over et større geografisk område – enten medarbejdere der arbejder hjemmefra eller omrejsende medarbejdere – kan det også blive dyrt at samle tropperne til et gruppebillede.

Derfor er mange af mine kunder glade for, den måde jeg har valgt at løse dette på, fordi de sparer en masse tid og penge. Jeg tager individuelle portrætter af virksomhedens medarbejdere. Kommer der nye medarbejder til, fotograferer jeg også dem individuelt. Gruppebilledet er noget jeg laver i computeren. De enkelte billeder af medarbejderne fritlægges, og eftersom lyssætningen og baggrunden er den samme (også for billeder jeg laver et halvt eller et helt år senere), kan de enkelte medarbejderes billeder nu sættes sammen til en kollage, hvor ingen kan vide, de rent faktisk ikke var til stede på samme sted og samme tid, da billedet blev lavet.

De enkelte medarbejdere fotograferes hver for sig

De enkelte medarbejdere fotograferes hver for sig

I den konkrete situation (her kort før jul) var det uden tvivl det rigtige valg at lave gruppebillederne på denne måde. For den dag jeg skulle have lavet gruppebilledet, var en medarbejder syg, og enten ville vedkommende ikke være kommet med på gruppebilledet, eller også havde vi været nødt til at udsætte fotograferingen og planlægge den til en anden dag.

Når man laver individuelle portrætter har man langt større fleksibilitet. Hvis en medarbejder forlader virksomheden, kan jeg fjerne denne medarbejder ud af gruppebilledet, og kommer der en ny medarbejder til, kan denne indsættes i det færdige gruppebillede. Skifter en medarbejder afdeling, kan man flytte den enkelte medarbejder fra det ene gruppebillede til det andet.

Det bliver også muligt at lave en række individuelle portrætter, der er lidt anderledes end det man almindeligvis ser. Jeg kan f.eks. sætte andre medarbejdere ind som baggrund i individuelle portrætter. Dette vil formidle at den enkelte medarbejder ikke står alene, men er en del af et team.

Et anderledes portræt af den enkelte medarbejder er nemt at lave

Et anderledes portræt af den enkelte medarbejder er nemt at lave

Det kræver ikke meget mere tid at lave individuelle portrætter i forhold til en stribe gruppebilleder, men det er langt mere fleksibelt, i særdeleshed, hvis der nogle få måneder efter et gruppebillede er lavet (på traditionel vis) kommer udskiftninger i medarbejderstaben.

De individuelle portrætter kan laves hos virksomheden eller i mit studie, og det samme gælder efterfølgende portrætter. På den måde kan omkostningen holdes nede, uden man skal give afkald på at have opdaterede billeder af sine medarbejdere (individuelt såvel som grupper).

Der bruges naturligvis lidt mere tid på redigeringen af de enkelte billeder, og det er derfor en smule dyrere at lave gruppebillederne på denne måde. Men pengene er sparet hjem, første gang man får en ny medarbejder eller en eksisterende medarbejder forlader sin stilling. Man har altid opdaterede billeder af sine medarbejdere, individuelt eller som grupper, og man behøver ikke bekymre sig om et større planlægnings- og afviklingsforløb for at lave et fællesbillede, hver gang man skifter en medarbejder ud.

Kunne dette være noget for din virksomhed? Så kig over på min erhvervsside og kontakt mig og lad os få en snak om mulighederne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *