Efter nu nogle måneder at have danset om emnet, som katten om den varme grød, tror jeg tiden er kommet, hvor jeg tager bladet fra munden. Jeg vil i dette indlæg skrive et par sandheder, som mange måske ikke bryder sig om at høre. Det er helt i orden, uenighed skal der også være plads til.

Det, der gjorde udslaget for mig, var følgende hændelse, der måske kan synes morsom, men som i virkeligheden er dybt tragisk. En bruger på et unavngivet udenlandsk forum, delte et fotografi af den berømte franske fotograf Henri Cartier-Bresson. Billedet blev lagt ind uden kommentarer, og den første kommentar til dette billede var fra en af forummets mere aktive brugere, der kommenterede: “Det er jo et meget fint billede, men du har brugt alt for lang lukkertid, hans hår er jo helt sløret”. For dem, der kender HCB’s arbejde, kan jeg fortælle, der var tale om Cartier-Bressons billede af Alberto Giacomett. Kommentaren var – vor fjollet den end måtte synes – ganske givent velment.

Jeg har set meget… M E G E T   talentfulde og prisvindende fotografers billeder blive skudt i sænk på diverse online fora, fordi “højlysene var udbrændte”, “skyggerne lukkede”, eller med andre intetsigende kommentarer. Disse (sikkert velmenende) brugere, kendte ikke fotografen, og have ingen forståelse for, at de udbrændte højlys, de lukkede skygger, den skæve vinkel, et særligt perspektiv eller beskæring, der brød med ‘reglerne’, PRÆCIST var en kreativ beslutning fra fotografens side.

Velmente men malplacerede eller selvhævdende og tåbelige?

Naturligvis findes der også kommentarer ind imellem, der er anvendelige og gode, men hvordan skal man sortere? Ofte fornemmer man nemlig, at nogle tilbyder deres kritik, ikke så meget for at hjælpe som for at hævde sig selv. Disse selvbestaltede ‘eksperter’, mener at have en opgave med, at skulle lære andre hvordan de skal fotografere, men i virkeligheden gentager de blot hvad de har set og hørt andre sige. Hvordan skal man vide, om en kommentar er anvendelig i en lang række af kommentarer, hvor flere måske kun tjener til at demonstrere, man selv kender (og ikke nødvendigvis forstår) udtryk som telekomprimering eller ‘det gyldne snit’?

Så de fleste vælger – helt forståeligt – at lytte til roserne og ignorerer risene. Resultatet er; meget få lærer ret meget i sidste ende.

Jeg har – og det har vi vel alle – set billeder på nettet modtage ‘kritik’, der er aldeles hovedløs. Det handler ikke om ytringsfrihed eller begrænsning af denne, men mere om at gøre et online forum anvendeligt. Mange har brug for at dele deres billeder, hverken mere eller mindre. De har lagt et stort arbejde i at frembringe billeder, og vil gerne have så mange som muligt får dem at se. Kritik er her – aldeles dræbende, også selv om den er velbegrundet og kompetent. Andre vil reelt gerne have kritik på deres billeder, og beder om at få det. Men her gælder det, at kritik der gives uden den fornødne baggrundsviden, meget hurtigt reduceres til en række tekniske anvisninger og debat, der heller ikke bidrager til at gøre nogen til bedre til at tage billeder.

Hvis kritik skal være relevant – efter min mening – skal den gives ud fra et indgående kendskab til baggrunden såvel som målsætningen. Hvad er den videnmæssige baggrund for den der har taget billedet, og hvor vil vedkommende hen med sine billeder på lidt længere sigt?

Billedkritikeren er som vinanmelderen

Naturligvis behøver man ikke være uddannet Sommelier, for at kunne forholde sig til, om en vin smager godt eller ej. Man behøver ikke engang være connoisseur. Hvad en uddannelse som Sommelier giver, er et ordforråd og en referenceramme, som også andre kan forholde sig til. En sommelier kan beskrive en vin, så vi andre dødelig kan træffe en beslutning om, hvorvidt vi vil kunne lide vinen eller ej, allerede før vi overhovedet har smagt den.

På samme måde behøver man ikke være professionel fotograf, for at kunne forholde sig til om man kan lide et billede eller ej. Men hvis den person, der har skabt billedet, skal bruge kritik til noget, må det ikke handle om præference, men om at beskrive den opfattede intention med et billede. Her er det godt at have en referenceramme eller et ordforråd, som begge parter kender, eller som kan formidle et indtryk mere end en præference.

Er fotografen teknisk velfunderet, må man antage at et under- eller overeksponeret billede er et bevidst valg, og man behøver ikke bruge sit krudt på at diskutere eksponering. Men kender vedkommende ikke forskel på hvad et 35mm objektiv gør for et billede i forhold til et 85mm ditto, så skal vi måske heller ikke diskutere fibonacci.

Hvis vedkommende drømmer om at lave de mest fantastiske boudoir-billeder i verden, så giver det heller ingen mening at kritisere for, at vedkommende altid viser billeder af kvinder i undertøj. Hvis vedkommende drømmer om at blive babyfotograf på længere sigt, er det måske velbegrundet at kritisere at vedkommende kun viser billeder af biler. Men det har stadig ikke ret meget med konkret billedkritik at gøre.

Hvad billedkritik IKKE er og hvad det bør være

Et godt billede er så meget MEGET mere end teknik. Det handler om følelser, fornemmelser og historien.

Kritik er meget sjældent relevant hvis den ikke gives i kontekst. Har man brug for at få kritik af sine billeder så find en person du kan stole 100% på (gerne en erfaren og professionel fotograf), og bed vedkommende give dig kritik på dine billeder… og vær villig til at betale lidt, for den tid vedkommende bruger på dig og dine billeder. En professionel fotograf bør vide, at kritikken skal gives i den rette kontekst, og da det ikke sker i al offentlighed, kan man være nogenlunde sikker på, kritikken ikke gives med en selvhævdende bagtanke. Lyt til det der bliver sagt og tag det til efterretning. Vær åben og ærlig, og lyt og lær. SÅDAN bliver man bedre til at tage billeder. Jeg tror til gengæld ikke, man bliver bedre af at lytte til hovedparten af den kritik, der tilbydes i diverse offentlige fora.

Hvad billedkritik IKKE er:

Lad mig først indlede med at fortælle hvad billedkritik IKKE er for noget, og hvorfor 95% af de kommentarer der gives på billeder på mange online fora samt sociale netværk som Facebook er aldeles ubrugelige:

1. Billedkritik er IKKE en popularitetskonkurrence eller en række tilkendegivelser om folk kan lide- eller ikke lide dine billeder
2. Billedkritik er IKKE en række hovedløse forslag om, hvad du hellere skulle have gjort eller hvad de ville have gjort
3. Billedkritik er IKKE en analyse af pixels
4. Billedkritik er IKKE personlig

Det er så nemt at lade sig dupere over et billedes tekniske kvaliteter, og for nogle er dét at have succes med at lave et veleksponeret billede, der er i fokus, en åbenbaring, der ganske enkelt MÅ deles med andre. De deler deres billeder med andre, som den mest naturlige ting i verden, og mange giver endda udtryk for, de gerne vil have kritik på deres billeder. Og det er her jeg bliver så frustreret.

For nogle gange føler man, det er som et lille barn der for første gang selv finder potten frem, sætter sig ned og tisser. Stolt bæres potten ind i stuen for at vise resultatet for mor og far, og som forældre klapper vi i vores hænder og roser stolt vores barn. Det er ikke fordi det ikke er flot at barnet selv fandt potten, for det er det bestemt, men det er heller ikke i en sådan situation man begynder at debattere menneskets anatomi og blærens funktion.

På samme måde er det med de kommentarer der kommer på disse første – og nogle gange kun delvist – teknisk vellykkede forsøg på at frembringe et fotografi. Billedet kan sagtens være bundløst kedeligt og blottet for et egentlig budskab, men oplevelsen af at have succes med det tekniske gør mange gange, at man glemmer at se alt andet. Og det er der intet galt i… det er en naturlig del af processen med at lære at fotografere og blive bedre. Men kritik vil i denne sammenhæng falde for døve øren.

De fleste vil gerne dele deres billeder med andre. De er glade for roserne, og vælger enten at ignorere kritikken, eller også går de i forsvarsposition hvis den kommer, måske endda i en grad, hvor de tænker: “Han aner alligevel ikke hvad han taler om… hvilke billeder tager han selv?”.

Derfor er kritik af billeder på diverse online fora og sociale medier som Facebook sjældent særlig anvendelig.

For andre er, det at vise sine billeder for andre, forbundet med stor frygt, og enhver kritisk kommentar (ikke at forveksle med reel billedkritik) er som at få stukket en kniv i hjertet. Ulidelig smerte, og man tror man skal dø. For dem er velment kritik ofte lige så uanvendelig.

Hvad god billedkritik ER:

Som jeg ser det, blive man ikke bedre til at fotografere, ved at lytte til tilfældige menneskers mere eller mindre velmente kommentarer eller udtryk for, hvorvidt de kan lide ens billeder eller ej. Sagt lidt provokerende; svarer det, at bruge et åbent- og offentligt online medie til at få saglig kritik på ens arbejde, til at tisse i bukserne for at holde varmen. Det luner måske til at starte med, men det bliver hurtigt en klam fornemmelse.

Hvis kritik skal være relevant og anvendelig, er det ikke nok, den blot er ærlig og kommer fra et mennesker der tør sige hvad vedkommende mener. Hvis ikke man kender intentionen med billedet, eller den retning en person søger med sin interesse eller karriere, hvordan skal man så kunne tilbyde kritik der ikke blot tager stilling til om et billede er godt eller skidt, men som OGSÅ forholder sig til konteksten om, hvor den der har fotograferet billedet gerne vil hen.

Det handler nemlig ikke kun om den tekniske udførsel, det handler i høj grad også om intention!

Vil du vide sandheden om dine billeder, eller vil du bare roses?