Fujifilm X100s – kameraet i hånden

Henrik DelferGear, KommentarLeave a Comment

Et moderne kamera i en "retro" indpakning

Et moderne kamera i en “retro” indpakning

Så fik jeg mit nye kamera i hænderne, og lad det være sagt med det samme: Jeg er begejstret, meget begejstret. Der er ingen tvivl om, dette kamera vil følge mig overalt, og vil blive brugt til rigtig mange forskellige ting. Fra gadefotografering, redaktionelle opgaver, dokumentation på andre opgaver, som rejsekamera, til familiebegivenheder, hvor det ofte forventes jeg også er leveringsdygtig i billeder.

I forhold til mine store professionelle spejlreflekskameraer, er dette kamera utroligt kompakt. Til sammenligning vejer et Fujifilm X100s stort set ingenting, det fylder ikke ret meget, og det leverer ‘varen’, der i denne sammenhæng er knivskarpe billeder med en fremragende dynamisk rækkevidde. Jeg vil ikke gå så vidt som andre, og sige; ‘dette kamera skulle markere det traditionelle DSLR-kameras visse død’. På ingen måde! Men det er et kamera, der kan bruges til mange ting, og jeg har allerede forelsket mig.

Lidt "lir" skal der være plads til: Thums Up og en rød udløserknap

Lidt “lir” skal der være plads til: Thums Up og en rød udløserknap

Lille og frisk, ikke stor og doven

Når det står side om side med mine D4-huse, og man kan næsten ikke lade være med at tænke “lille og frisk” i relation til D4-husene, der i denne sammenhæng fremstår “store og dovne”. Ikke fordi der er noget som helst ‘dovent’ over et D4-hus, det er mere en refleksion over mig som fotograf. Skal man et smut på gaden, en hurtig tur til byen, eller ud og gå en aftentur, bliver man – med de store og tunge D4-huse – meget hurtig doven. Det er et projekt at pakke sin kamerataske. For selv på en hurtig tur på en cafe, overvejer man, om det overhovedet er nødvendigt at pakke kameraet.

Bagsiden af kameraet afslører der er tale om et særdeles moderne digitalkamera

Bagsiden af kameraet afslører der er tale om et særdeles moderne digitalkamera

Sådanne overvejelser behøver jeg slet ikke gøre mig med mit Fujifilm X100s. Jeg griber det – uden at tænke over det – på vej ud af døren, kaster remmen over skulderen, og jeg skal IKKE have en fototaske med… jeg behøver ikke engang ekstraudstyr, for jeg har ikke noget.

På en underlig måde, er det forløsende i en grad, man slet ikke kan værdsætte, før man rent faktisk befinder sig i situationen, hvor man ejer et kamera i denne vægtklasse. Jeg har brugt store tunge kameraer i mange år. Hvis du er som de fleste, kan du nikke genkendende til følgende:

I begyndelsen – som ung fotograf – havde man altid sit kamera med, og slæbte også et par objektiver, en blitz, et gråkort… og når man nu alligevel pakkede fototasken, så røg der også en blitz, en lysmåler, ekstra batterier, og hvad man nu ellers kunne få plads til. Med tiden blev man lidt mere magelig (eller doven). Man begyndte at gøre sig overvejelser som; “mon jeg overhovedet får taget kameraet op ad tasken” eller fortælle sig selv; “jeg får nok ikke lejlighed til at lave nogle billeder alligevel”, og kunne muligvis retfærdiggøre det med; “jeg har jo altid kameraet i min mobiltelefon, hvis der skulle vise sig en lejlighed til at lave lidt billeder”. Konsekvensen blev, at jeg ind imellem undlod at tage mit kamera med, med mindre jeg skulle arbejde. De situationer, hvor der viste sig lejlighed til at lave billeder, og hvor jeg kunne have brugt min iPhone, valgte jeg oftest at lade telefonen ligge i lommen, for jeg vidste, jeg alligevel ikke kunne leve med de begrænsninger brugen, af min telefon som kamera, medførte.

Fujinon objektivet tegner fænomenalt

Fujinon objektivet tegner fænomenalt

På trods af, jeg rent faktisk havde et kamera på mig, brugte jeg det ikke. Mest fordi jeg ikke ville kunne være lige så kreativ som med et ‘rigtigt’ kamera. En sådan undskyldning, kan jeg på INGEN måde komme med i dag. For nu har jeg et kamera, der er lige så nemt at tage med, som telefonen (bevares det fylder en smule mere, og vejer lidt mere), der ikke kræver en fototaske, som stadig giver mig den kreative frihed til at skabe de billeder jeg vil lave, som giver mig FULD kontrol over mine eksponeringer, og som kan levere billederne i en kvalitet, der næsten kan måle sig med mine professionelt kameraer og mine dyre objektiver.

Fujifilm X100s er en drøm! Men en smule arbejde må forventes

Jeg vil ikke bruge en masse plads på at repetere de tekniske egenskaber ved dette kamera. Dem kan man læse om andetsteds på nettet (se links sidst i dette blogindlæg). Hvad jeg hellere vil bruge tiden på, er at tale om hvad dette kamera gør for mig som fotograf. Det får mig til at arbejde som fotograf, og det er en god ting. Tillad mig at forklare dette med denne lille historie:

En kendt rockmusiker var på verdensturne med sit band, og i et af numrene, skulle han sætte mikrofonen på plads på mikrofonstativet, og bevæge sig hen til flyglet, hvor han skulle spille en solo. I starten havde scenemesteren og bandets hjælpere placeret flyglet relativ tæt på mikrofonstativet, så musikeren havde god tid til at sætte mikrofonen på plads og bevæge sig over til flyglet, før hans solo skulle begynde. Efter koncerten bad han scenefolkene flytte flyglet længere væk til den næste koncert. Hvorfor? Fordi han ikke ønskede det skulle være nemt. Han ønskede ikke at have god tid. Han ville gerne presses og tvinges til at arbejde for at nå at komme på plads. Når han var presset, følte han, hans musik og optræden blev bedre og mere nærværende.

Et Fujifilm X100s kamera, er ikke et kamera, der laver alt arbejdet for dig. Det er et kamera, der tvinger dig til at arbejde. Ikke meget, men tilstrækkeligt til, du investerer lidt mere omtanke i, at lave dine billeder. Nu kunne de lyde som om det er en ren brydekamp at fotografere med et Fuji X100s. Måske var der mere tilfældet med den første udgave (X100 – uden det lille ‘s’), for mange af de særheder, som den første udgave af kameraet led under, er nu rettet i X100s. Alligevel har kameraet stadig ‘noget’ over sig, der gør, man tvinges til at tænke sig om.

Lækker finish i børstet aluminium med faux læderindsætning

Lækker finish i børstet aluminium med faux læderindsætning

Man kunne forledes til at tro, det alene skyldes, der er tale om et helt anderledes kamera end det, man kender i forvejen, men det er – hvis det er rigtigt – under alle omstændigheder ikke den eneste grund.

Et Fujifilm X100s har fast brændvidde (hvad der svarer til et 35mm objektiv på en Fullframe sensor). Der er ingen zoom, så man er tvunget til at bruge fødderne som zoom. Ikke nok med det. En brændvidde på 35mm betyder også, man får en smule fortegning, når man kommer rigtig tæt på ting. Nu elsker jeg at lave portrætter, gerne portrætter der er beskåret tæt. Men forsøger jeg den samme beskæring med et 35mm objektiv, skal jeg meget tættere på den jeg fotograferer. Resultatet er en forvrængning af ansigtets form. Næsen bliver almindeligvis større. Det kan skabe nogle meget engagerede portrætter, men skal man fotografere en ung kvinde, vil hun næppe synes, det er det bedste billede, der er taget af hende. Man kan sagtens tage et flatterende portræt med 35mm brændvidde, man skal bare tænke sig om. Dels skal man træde lidt tilbage. Den helt tætte beskæring skal undgås, og man skal sikre sig at kameraet holdes i vater.

Man kan sagtens tage portrætter meet X100s, den korte brændvidde til trods

Man kan sagtens tage portrætter meet X100s, den korte brændvidde til trods

Dermed ikke sagt, at kameraet altid skal holdes i vater ved et portræt, for man kan nemt skabe billeder, der taler om nærhed og fortæller historien på en måde, der inddrager beskueren i motivets verden, ved netop at overdrive vinklerne og ved at gå meget tæt på dit subjekt.

Alene det faktum, at jeg med dette kamera har en fast brændvidde, tvinger mig til at arbejde lidt mere, for at skabe billeder, der engagerer beskueren.

Med Fujifilm X100s I hånden

Fujifilm X100s ligger godt i mine hænder, også selv om det i starten føltes en smule klejnt. Det skyldes naturligvis at jeg er vant til de store og tunge kamerahuse, og i den sammenhæng forekommer næsten ethvert kamera som småt. Men i løbet af en halv dags tid vænnede jeg mig til størrelsen, og begyndte i stedet at værdsætte den kompakthed, kameraet bragte med sig.

Alle knapperne er logisk placeret, og nemme at finde, selv hvis man kun føler sig frem. Det er klart at man lige skal vænne sig til et helt andet menu-system, men jeg glæder mig over, det trods alt ikke er så meget anderledes end mine Nikon kameraer.

Automatisk- eller manuel fokusering

Kameraet er MEGET hurtigt til at fokusere. Under dårlige lysforhold er det knap så hurtigt, men det er ikke noget man føler generer. Fujifilm X100s har indbygget to forskellige autofokuseringsmekanismer: Kontrast- og Fase genkendelse. Afhængig af lysforhold, bestemmer kameraet selv hvilken metode der er bedst, og bruger dette til at fastsætte fokus for et givent motiv. I praksis fungerer det glimrende. Jeg vælger også ofte at bruge den manuelle fokusering i situationer, hvor jeg har mere tid. Den såkaldte “fokus-peaking assist” er en god hjælp i situationer hvor man har rigeligt med lys, og god kontrast på motivet, og klart den hjælp jeg foretrækker når jeg har tid nok til manuel fokus. Hvis der ikke er så meget lys, har jeg fundet at “split-image” fokuseringshjælpen fungerer bedre for mig.

Billede taget med manuel fokus og fokuseringshjælp

Billede taget med manuel fokus og fokuseringshjælp

Man skal lære at tænke lidt anderledes når man skal fokusere, end med et Nikon DSLR. Autofokuseringen finder sted (som med alle andre kameraer), når man holder udløseren halvt nede (eller kan programmeres på AFL/AEL knappen på bagsiden af kameraet). Hvad der er anderledes med Fujifilm X100s, og en af kameraets små særheder er, at når udløseknappen er trykket halv ned, så kan man ikke lave eventielle efterfølgende fokusjusteringer, uanset om man er i manuel eller automatisk fokus. Udløserknappen låser således fokuseringen (og udlæsningen af kameraets lysmåling for den sags skyld). Når man fotograferer på fuldt manuel. Skal man derfor vænne sig til at justere eksponeringen FØR man trykker udløseknappen halvt ned, det samme med fokus.

Fulde manuelle indstillingsmuligheder

Fulde manuelle indstillingsmuligheder

Her finder man nok det eneste punkt, der irriterer mig en smule med dette kamera. Jeg er jo vant til at fotografere på fuld manuel. Når man er på fuld manuel med X100s (både eksponering og fokus), eller bruger det blændeprioriterede program, kræver det en lille smule tilvænning, ikke at røre ved fokusringen, når man skifter blænde. Hvis man – når man skifter blænde – kommer til at røre ved fokusringen, zoomer den elektroniske viewfinder (EVF) ind, for at hjælpe med fokuseringen (hvilket jo er en fantastisk feature, man i alle andre sammenhænge er glad for). Men det betyder at man ikke længere kan se hvilket blændetal man har valgt, uden enten at tage kameraet fra øjet, eller trykke udløseren halvt ned, for at vende tilbage til det almindelige perspektiv i EVF. Det tog mig dog ikke lang tid at vænne mig til denne lille ‘særhed’, og jeg er sikker på, at jo mere jeg fotograferer med dette kamera, jo mere vænner jeg mig til det. I virkeligheden handler det om at tilpasse sit greb om kameraet end noget andet.

Autofokusering

Den automatiske fokusering skal man også forstå, for at kunne udnytte denne fuldt ud. Kameraet har grundlæggende to autofokuseringsmetoder. Enten styrer man selv fokuspunktet ved ‘Area Focus Mode’ eller også lader man kameraet gætte hvad der skal fokuseres på ved ‘Multi Focus Mode’. Jeg vil ikke bruge tid på at forklare, hvordan Area Fokus fungerer, for det er grundlæggende den samme teknik som i et DSLR. Man vælger sit fokuspunkt (flytter det med multiselektroen bag på kamerat) og trykker kameraets udløser halvt ned, hvorefter der fokuseres. Naturligvis kan man have sit fokusområde fast i midten af søgeren, og rekomponere billedet efter man har fastlåst fokus, men det er min erfaring, at selv en meget lille bevægelse for at rekomponere et billede, er nok til at miste kritisk fokus ved f/2. Derfor bruger jeg aktivt mine fokuspunkter ved f/2, og bliver lidt mindre rigid, jo længere væk subjektet er fra kameraet, eller jo mindre min blændeåbning bliver.

Multi Focus Mode leder (som jeg må konkludere) efter isolerede lyse områder i billedfeltet, der ligger tæt op ad lidt mørkere områder. På den måde søger kameraet at finde genkendelige ansigter, og vil fokusere på det, der er tættest på kameraet. Hvis man forstår hvordan det fungerer, kan man have glæde af det, men hvis man ikke investerer tid i, at forstå mulighederne og begrænsningen i denne fokusmetode vil man hurtigt ende med at blive frustreret. Derfor: Giv dig tid til at lære, hvad Multi-fokus helt konkret gør, hvor det fungerer, og – måske vigtigere – hvor det ikke fungerer. Multi-fokus er langt fra perfekt hver gang, men hvis man ved, i hvilke sammenhænge det fungerer bedst, kan man sagtens få glæde af det.

Billede taget med multi-fokus

Billede taget med multi-fokus

At fokusere korrekt er – med få undtagelser – naturligvis kritisk. Et Fujifilm X100s er utrolig hurtig til at autofokusere, og når man først har lært at bruge kameraet, oplever man meget få skud, der ikke rammer fokus præcist. Men denne gennemgang af fokusteknikker med et X100s ville ikke være komplet uden også at nævne en alternativ manuel fokuseringsteknik.

Zone-Fokusering og Hyperfokal fokusering

Som tidligere nævnt er der to forskellige hjælpemidler indbygget i kameraet når man fokuserer manuelt (‘Focus Peaking’ og ‘Split Screen Focusing’). Hvis man praktiserer gadefotografering, kan det dog være svært at bruge den manuelle fokusering, hvis man ikke helt har fået teknikken ind under huden. Der findes også to alternativer, der ikke involverer automatikken som sådan, men som man kan lærer fra de teknikker man brugte til gadefotografering længe før autofokus overhovedet var opfundet.

Billede taget med manuel hyperfokal fokuseringsteknik

Billede taget med manuel hyperfokal fokuseringsteknik

Begge metoder (Zone- og Hyperfokal fokusering) handler om at udnytte blænden til at skabe maksimal dybdeskarphed.

  • Hyperfokal fokusering: Den hyperfokale distance er et udtryk for den nærafstand, man ved en given blænde, vil finde skarpheden acceptabel helt ud til ? (uendelig) er i fokus. På et Fuji X100s er dette afstand 1,42 meter ved f/16. Med andre ord, vil alting der er 1,42 m eller længere væk fra fokalplanet opfattes som værende i fokus ved f/16.
  • Zone-fokusering: Her vælger man en minimum-afstand og beregner den maksimale afstand, indenfor hvilken alt forekommer acceptabelt skarpt ved en given blænde. For eksempel kunne man ønske at beregne en fokus-zone n når man skyder ved f/8, og hvis man fokuserer på et emne, der er 1 meter væk, vil alting der er mellem 0,77 og 1,42 meter, forekomme at være indenfor acceptabel fokus.

Disse teknikker – der minder meget om hinanden – handler altså om at forudindstille fokus, og så ‘fastlåse’ denne (et lille stykke gaffatape kan nemt bruges og genbruges, så man ikke uforvarende kommer til at skifte fokus). Det betyder til gengæld, at man kun kan justere sin eksponering ved hjælp af lukkertid (og evt. ISO), men det bliver muligt fuldstændigt at se bort fra fokuseringen, så længe det man fotograferer, ligger indenfor fokus-zonen eller den hyperfokale afstand.

20130615-fuji-street01-0007

Jeg har tidligere brugt denne teknik, men føler måske den ikke længere er nødvendig. Jeg forleder mig i stedet på min erfaring. Skyder jeg ved f/8 ved jeg, jeg ikke behøver være nær så præcis omkring min fokusering som ved f/4. Hvis jeg vil fotografere en fodgænger eller cyklist der er på vej mod mig, vælger jeg blot at stoppe blænden et f-stop eller to ned, der tillader mig at misse mit præfokuseringspunkt en mængde, der passer med vedkommendes hastighed.

Eksponering

Jeg har forelsket mig en del, i den måde man vælger at finjustere eksponeringen. Man vælger hele blændetrin ved at dreje på objektivets blændering, og kan finjustere i 1/3 trin ved at bruge kommando-kontrollen bag på kameraet. Det giver en meget hurtig måde, at justere sin eksponering på ved blændevalget. Ud over blænden, kan man hurtigt vælge at bruge det indbyggede 3-stops ND-filter (jeg har dette programmeret ind på fn… funktionstasten). Når man skal stille lukkertiden, skal man naturligvis have fat i den store drejeknap på kameraets overside. Det gøres nemmest med pegefingeren, og med tommelfingeren kan man på kommandohjulet bagpå kameraet lave finjusteringer på 1/3 trin for lukkertiden. Konsekvensen er at man i manuelt program, meget hurtigt kan variere sin blænde fra f/16 til f/2 i trin af 1/3 blændetrin, og lukkertiden fra 1/4000 til 1/2.5 sek. 8 trin af 1/3, hvilket svarer til friheden fra et DSLR, med den lille forskel at mine Nikon kamerahuse kan gå ned til 1/8000 sekund. Man skal lige vænne sig til den måde at indstille eksponeringen på, men det tager ikke ret lang tid.

Eksempel på et billeder der kan drille de fleste kameraers lysmåler

Eksempel på et billeder der kan drille de fleste kameraers lysmåler

Knappen for valg af eksponeringskompensation er også placeret, så den nemt kan betjenes med tommelfingeren. Den tilbyder eksponeringskompensation indenfor +/- 2 EV trin (i trom af 1/3 EV), og det er, i langt de fleste tilfælde, tilstrækkeligt. Det giver naturligvis ikke meget mening at bruge eksponeringskompensation når man er i manuel eksponeringsmode, men hvis man skyder blændeprioriteret, lukkertidsprioriteret eller på Program (fuld automatik) er det en stor fordel nemt at kunne kompensere, for det lysmåleren påstår er den rigtige eksponering, og det man med sin egen erfaring vurderer er et bedre eksponeringsvalg.

Vil du vide mere:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.