Modeller søges til spændende fotografisk projekt

Henrik DelferFotoshoot, Personlige projekterLeave a Comment

Mit personlige projekt ’Et strejf af lys – at se det øjet ikke ser’, er nu gået ind i en afgørende fase. Det er et fotografisk projekt, der har været mere end tre år undervejs, med mange tests, for at finde dels de nødvendige tekniske løsninger, men også de poseringer, der skal underbygge den visuelle historie, billederne gerne skulle formidle.

I denne forbindelse søger jeg nu flere modeller, der kan hjælpe mig med at få bragt mit projekt den sidste del af vejen til sin afslutning. Erfaring som model er ikke en forudsætning. Målet er en udstilling med mine billeder, eller måske endda en mindre udgivelse i bogform. Jeg drømmer måske også om at kunne sælge et par print af disse billeder, og på den måde dække en lille smule af de omkostningerne jeg har haft i forbindelse med projektet.

Om selve projektet

Fra billedserien 'Strejf'  20150626-elida15-0297-Edit

Der er tale om fotokunst (også kaldet Fine-Art Photography), og skal jeg sætte ord på projektet må det blive: ”En fotografisk billedserie, der formidler den menneskelige krops organiske form i et brydningspunkt af lys og skygge”.

Billedserien består grundlæggende af tre ”typer” billeder:

  1. 20150626-elida15-0315-Edit”Strejf”: Er en serie S/H billeder, hvor jeg med lys tegner konturerne af menneskelige krops form i poseringer, der – på grund af lysets begrænsede omfang – ikke gør det umiddelbart, hvordan kroppen er poseret foran kameraet. Billederne fremstår som en række organiske hvide streger af varierende tykkelse på en helt sort baggrund. Mit mål er at give beskueren en ’belønning’ for at kigge på fotografierne. På afstand kan det være svært at se, hvad fotografiet forestiller, men træder man tættere på, kan man se hudens tekstur i brydningsfeltet mellem lys og skygge. Det går nu op for beskueren at der er tale om et menneske, og der frigives endorfiner i hjernen hos beskueren. Nu er det mit mål at beskueren træder tilbage og kigger på fotografiet i sin helhed, og at interessen nu er vækket til yderligere at investere tid i et forsøg på, visuelt at ’afkode’ hvordan modellem er poseret, for at frembringe den figur, der af lyset tegnes ved den pågældende posering. Når dette lykkedes frigives der endnu engang endorfiner i hjernen hos beskueren, og man får lyst til at prøve at ’afkode’ det næste billede i serien. Serien skal starte med fotografier og poseringer, der er relativt nemme at ’afkode’, men skal vises i en stadig vanskeligere progression, hvor aftegningerne bliver stadig mere abstrakte. Beskueren lærer på denne måde, at se det øjet ikke ser.
  2. 20150626-elida15-0455-Edit”Lys & skygge”: Er en serie S/H billeder, hvor jeg belyser den menneskelige krop gennem en skabelon, der kaster markante skygger hen over kroppen. I modsætning til Giacobettis billeder (der tjener som underliggende inspiration til denne del af billedserien), forsøger jeg med lys og skygge at danne en konvergens mellem to organiske former på hhv. den menneskelige krop og skyggerne (ingen rette linjer). Mit mål med denne del af billedserien er også her at belønne beskueren af fotografierne med en frigivelse af endorfiner, når man ’afkoder’ skyggernes form mod den menneskelige krops form, og derved ser det øjet ikke ser.
  3. 20150626-elida15-0321-Edit”Konturer”: Er den sidste serie billeder i projektet ’Et strejf af lys – at se det øjet ikke ser’. Her er der tale om en billedserie der udforsker mere detaljerede konturer af den menneskelige krops form. I modsætning til de to andre serier, er der her tale om både S/H- og farvebilleder, hvor jeg nogle gange bruger farvet lys til at skabe en særlig visuel oplevelse af det ’landskab’ der kan visualiseres når lyset passerer hen over den menneskelige krop. Mit mål med denne del af billedserien er at skabe en rejse ind i et detaljeunivers, der er – om ikke makroskopisk-, så – beskæringsmæssigt så tæt, at beskueren skal bruge lidt tid på at finde ud af hvilken legemsdel der er afbilledet på fotografiet. Også her skal der være tale om en progression af billeder, der er stadig vanskeligere at ‘afkode’.
Om dig som model

Jeg søger både mandlige og kvindelige modeller. Erfaring i at posere er ikke en forudsætning. Da projektets natur forudsætter en vis kropstype, for at kunne lykkes, er det desværre ikke alle der har lyst til at være med, jeg kan bruge. Selv om der ikke stilles særlige højdemæssige krav til modellerne, er de kropslige proportioner afgørende, og en stor grad af kropslig smidighed og styrke er en forudsætning. Lad dig dog ikke skræmme, hvis du ikke føler du har en kropsbygning der præcist matcher nedenstående krav, for det kan sagtens være du kan bruges alligevel.

  1. For de mandlige modellers vedkommende er en atletisk, tonet og muskuløs krop klart en fordel, så længe der ikke er tale om meget voldsomme uproportionelle muskler (ekstrem bodybuilder).
  2. For de kvindelige modellers vedkommende handler det mere om en ”feminin” krop end specifikke mål. Du må ikke fremstå som ekstremt tynd, det kan være en fordel hvis du har lidt former. Du må gerne have brede hofter, så længe du samtidig har en relativt smal talje. Du skal helst have pæne bryster, men de må heller ikke være for store. Dine lår, ben og arme må gerne være slanke, men ikke nødvendigvis tynde.

For både mandlige- og kvindelige modellers vedkommende skal du være indstillet på at være nøgen under optagelserne. Man kommer ikke til at se dit ansigt på de færdige billeder (andet end muligvis som kontur), så du bliver ikke alment genkendelig på de færdige billeder. Eventuelle særlige kendetegn som modemærker eller tatoveringer vil blive tildækket eller retoucheret på de færdige billeder. Vær opmærksom på, det kan være svært for mig at bruge dig, hvis du har tydelige bikinilinjer eller stærkt markerede streger efter solbadning. Har du tatoveringer eller piercinger, så lad os tale om det, det er ikke sikkert deres placering betyder så meget.

Det er en stor fordel, hvis du er fortrolig omkring- og hviler i din egen krop, og ikke føler du har behov for at tildække dig hele tiden, da dette vil reducere produktiviteten væsentligt. Målet med hver fotosession er at lave 8-12 forskellige poseringer, og hvis vi skal bruge for megen tid på at dække dig til, hver gang du skal ændre posering, kan det blive svært at nå dette antal poseringer. Du kommer – som model – til at arbejde hårdt i vanskelige poseringer, der skal holdes i adskillige minutter, og måske yderligere tid, hvis der skal være plads til at lave små justeringer, for at få lyset til at falde på den helt rigtige måde. Til nogle billedserier arbejdes der i et meget mørkt fotostudie, mens du poserer på 60-70 cm høj piedestal, så der er en fordel hvis du har en god balance i kroppen.

Der kan muligvis blive tale om (har jeg ikke helt besluttet endnu) om poseringer med både en mandlig og kvindelig model-, to mandlige modeller- og/eller to kvindelige modeller- på samme tid (kropsberøring kan forekomme, dog ikke i tæt kropsberøring).

Det er ikke altid muligt at tilgodese individuelle ønsker om at få lavet billeder til den ene eller den anden billedserie, da dette kommer helt an på kropstype og evnen til at posere. Nogle kan potentielt være egnede til alle tre billedserier, mens andre muligvis kun er egnet til en af billedserierne.

Tidspunktet for de individuelle fotosessions aftaler vi, men du skal være indstillet på at bruge lidt tid på projektet, og at du muligvis kan blive genindkaldt til en anden- eller for den sags skyld tredje fotosession. En typisk fotosession vil vare op til 6 timer (nogle gange lidt mere), og kan almindeligvis placeres både i dag og aftentimerne såvel som i weekenden.

Mit fotostudie ligger i København NV.

Kompensation

Da der er tale om et personligt ufinansieret projekt, kan jeg ikke tilbyde mine modeller løn for deltagelse i dette projekt. Hvad jeg dog kan tilbyde er oplevelsen og digitale kopier af de billeder jeg i sidste ende forhåbentlig bruger af dig i det færdige projekt. Du vil også få en enkelt papirkopi af et af dine billeder (efter eget valg).

Du skal dog af hensyn til mine muligheder for at fremvise billederne på en udstilling eller udgive dem i bogform, være villig til at underskrive en såkaldt frigørelsesattest. Denne skal underskrives inden din fotosession starter.

Anonymitet

Der er ingen grund til at skamme sig over de billeder vi kommer til at lave sammen. Det skal være smukt, tankevækkende, organisk, naturligt og helt uden seksuelle undertoner. På den anden side er jeg også villig til fuldt og helt at respektere, hvis du ønsker at deltage anonymt i projektet. Jeg vil ikke offentliggøre dit navn i forbindelse med dine billeder, eller projektet generelt, med mindre du giver din tilladelse hertil.

Kontakt mig hvis du er interesseret

Hvis du er interesseret i at deltage som model i dette projekt, så har jeg lidt uddybende spørgsmål, jeg skal have svar på, for at kunne vurdere om du er egnet. Udfyld kontaktformularen, så vil jeg kontakte dig via e-mail hurtigst muligt. Jeg vil i den forbindelse stille dig en række spørgsmål, og vil – hvis vi ikke kender hinanden i forvejen – bede dig sende mig et par billeder af dig selv (med tøj på), så jeg, inden vi går videre, kan vurdere om din kropstype er det rigtige match for projektet. Det er i den forbindelse også muligt, jeg vil bede dig møde ind til en påklædt prøvefotografering.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *