Et match lavet i himmelen (eller Sendai i Japan)?

 

Indledning og baggrund

Det er en gammel sandhed: “Det perfekte objektiv findes ikke”, for hvert eneste objektiv, der produceres, er en konsekvens af en lang række kompromiser. De bedste optiske designere i verden ved, deres fornemmeste opgave er, at vælge de kompromiser, der formidler en 3-dimensional verden på et 2-dimensionelt plan, på bedst tænkelige måde, som reflekterer den måde, vi – som fotografer – ser- og formidler verden på.

Jeg indrømmer det blankt: Når det handler om ’glas’ (eller objektiver som de jo rettelig hedder), er jeg nok lidt af en nørd. Skal jeg være helt ærlig, er jeg nærmest anal, og næsten lige så hysterisk som jeg er med mit lys.

Som fotograf føler jeg ind imellem, jeg skifter kamerahuse ud, hurtigere end mange skifter underbukser, men glas… mine objektiver… dem har jeg for livet. Jo mere eksotiske objektiver er, jo bedre kan jeg lide at arbejde med dem.

Når jeg laver portrætter, har jeg altid debatteret med mig selv om, hvilken brændvidde der var den bedste til netop dette; at skyde portrætter. Jeg var i en årrække meget glad for min gamle arbejdshest… mit Nikkor 85mm f/1.4 glas. Derefter blev Nikons Nikkor 70-200mm f/2.8 det glas jeg skød flest portrætter med, så var det den hæderkronede 135mm F/2 DC, der med sit særlige optiske design af Kouich Ohshita, gør den røde del af spectret er en smule bagfokuseret. Dette betyder at hudtoner gengives usædvanlig ’cremede’ og lækre.

Siden blev det Nikons Mikro Nikkor 105mm f/2.8 G ED VR, det gik hen og blev mit foretrukne ’våben’. Dels fordi dette objektiv tegner usædvanlig godt, men det har også en opløsning, der er tilstrækkelig til ikke at diffraktionsbegrænse med mit Nikon D810 kamerahus.

Da Nikon annoncerede den nye AF-S Nikkor 105mm f/1.4 E ED, steg forventningens glæde til næsten uanede højder. Skulle dette glas vise sig at være det perfekte match lavet i himmelen (eller i dette tilfælde i Sendai i Japan)?

Jeg havde nogle dage forinden været en tur forbi Kenneth hos Goecker, for at hente mit nye D5-hus (det ene af mine D4s-huse skulle udskiftes/opgraderes), så det var næsten med smerte jeg nu modtog et opkald fra Kenneth og erfarede, jeg igen måtte have pungen op af lommen; Den nye 105mm f/1.4 var kommet på lager. Smerten var dog kortvarig, og jeg traf en hurtig beslutning. Jeg skyder mange portrætter, så NATURLIGVIS måtte jeg have dette glas, der på papiret så ud til at blive det perfekte kompromis mellem min hurtige 85mm f/1.4 og den langsommere men lidt længere 105mm f/2.8. Jeg satte mig i bilen, og kørte for anden gang på en uge til Hejrevej, for at hente mit nye glas, og jeg var vist den første her i landet, der fik en færdig produktionsmodel i hænderne.

En lille anmeldelse

Jeg ville gerne undgå at blive alt for teknisk i min ’anmeldelse’ af dette nye glas fra Nikon, for der findes andre, som forsøger at vurdere et objektivs kvaliteter (eller mangel på samme) ved at nærstudere MTF-kurver og fotografere murstensvægge. Men vurderingen af et objektivs kvaliteter, kan ikke baseres alene på teknik. Det handler i højeste grad også om, at kigge på de billeder man laver.

… og så lidt teknik alligevel

Det ville dog være synd ikke at nævne (hvis der er andre glas-nørder, der læser med), at man med Nikons AF-S Nikkor 105mm f/1.4 E ED, får et objektiv, der er usædvanlig randskarpt med et – i næsten enhver henseende – helt fladt felt. Nikon beskriver selv dette nye glas som essentielt helt uden coma (punkter bliver ikke gjort aflange eller trekantede langs kanten af feltet), hvilket i mine tests viste sig at være usædvanlig tæt på at være sandt. Det skal derfor nævnes, det er – uden sammenligning – det objektiv (blandt alle dem jeg selv har fotograferet med eller set billeder fra), der har haft mindst coma.

Kontrasten er et kapitel for sig. Et objektivs evne til at tegne skarp handler nemlig om to forskellige ting. De fleste tænker, det alene handler om opløsningsevne, men det er langtfra hele historien. Grunden til at Nikons Nikkor 14-24mm f/2.8 af mange opfattes som det objektiv i Nikons program, der tegner allerskarpest, er ikke dets opløsningsevne (der dog stadig er imponerende) men den kontrast hvormed små detaljer opløses. Det får billeder til at fremstå usædvanlig skarpe. Det samme gælder for den nye AF-S Nikkor 105mm f/1.4 E ED. Kontrasten er ganske enkelt uden sammenligning noget af det bedste jeg endnu har set, og den overgår alt, hvad jeg tidligere har set (Zeiss inkluderet).

Opløsningsevnen er også uden sidestykke med Nikons AF-S Nikkor 105mm f/1.4 E ED. På mit D810 hus, begynder jeg først at bemærke svag diffraktion ved f/14, og så skal jeg nærstudere billedet i en grad, der slet ikke giver nogen mening i det virkelige liv.

Den ni-bladede blænde har afrundede blændeblade, hvilket kombineret med Nikons ED-glas såvel som nanobelægninger er med til at reducerer den kromatiske aberation (farvefejl hvor forskellige bølgelængder af lys afbøjes forskelligt gennem glas) til at minimum. Når man sammenligner et ukorrigeret billede i Lightroom med et korrigeret billeder – efter korrektionsprofilen er hentet – kan man med det samme se, at objektivet hører blandt de mest velkorrigerede, der nogensinde er blevet produceret af Nikon (og det siger ikke så lidt).

Fordi blænden styres elektromagnetisk, opnås øget præcision, og muliggør lydløs (ikke-mekanisk) blændeskift under videooptagelser.

Silent Wave Motor (SWM) fokusering er også et kapitel for sig. I stedet for at fokusere ved hjælp af tandhjul, fokuseres ved hjælp at ultrasoniske vibrationer, og det kan mærkes. Hurtig og lydløs fokusering.

I hånden

Alle disse tekniske fortræffeligheder skulle jo gerne spille sammen og hjælpe med at gengive billeder, som vi – som fotografer – ønsker at formidle dem, og når det handler om Nikons nye AF-S Nikkor 105mm f/1.4 E ED, så må man sige det er lykkes. At fotografer med dette glas er som at lytte til en smuk symfoni, hvor alle instrumenterne spiller i takt og stemmer.

Allerede dagen efter var jeg ude og prøve det nye objektiv, og lad det være sagt med det samme: Der er det tale om lidt at et ’bæst’. Glasset vejer næsten et kilo, og kombineret med de 1,4 kilo som et Nikon D5 hus vejer, står man med næsten 2,5 kilo grej i hånden når man skal fotografere. Det bliver til lidt af en workout når man skal fotografere 2-3 timer, men dog ikke værre end med en 70-200mm f/2.8 sat på kameraet.

Nogle vil måske undre sig over, objektivet ikke har VR (billedstabilisering) indbygget, og det er naturligvis også et spørgsmål, man med rette kan stille. Det skyldes nok at Nikon har valgt ikke at gå på kompromis med objektivets håndtering, idet VR jo – under de givne omstændigheder, kombineret med den optiske konstruktion – ville gøre objektivet større og måske en smule uhåndterbart.

I praksis har jeg heller ikke fundet, den manglende VR som noget problem. Enhver der har fotograferet ved så stor en blændeåbning som f/1.4 vil vide, det i virkeligheden mere handler om fotografens teknik end om stabilisering. Dybdeskarpheden omkring nærfokusafstanden (1 meter) er så lille, at hvis øjeæblet er i fokus, vil øjenvipperne være ud af fokus. Derfor er man, når man skyder ved så stor en blændeåbning, i forvejen tvunget til at sørge for at holde ordentligt på kameraet, og ikke svaje frem og tilbage, for det kan selv verdens bedste billedstabilisering alligevel ikke opveje. Den ultrahurtige SWM fokusering betyder til gengæld, man med fordel kan bruge kontinuerlig autofokus, og man undgår på denne måde de fleste af de skud, der grundet dårlig kameraføring, ellers ville føre til lidt bløde billeder.

Min konklusion er derfor; den manglende billedstabilisering (VR) er på ingen måde er noget jeg har savnet.

Bokeh

Lige som vi – som fotografer – gerne vil have skarpe billeder og glas med stor kontrast og opløsningsevne, vil vi også gerne have at de dele af billeder, der ikke er i fokus, skal fremstå så lækre som muligt. Denne kvalitet – at gengive ude-af-fokus elementer – på den ’rigtige’ måde, er det der omtales om Bokeh. Udtrykket kommer fra Japansk (暈け) og betyder sløret og uklar, og er i virkeligheden ikke objektivt målbart som sådan, men noget vi subjektivt forholder os til som fotografer.

Som enhver der kender mig ved, så er jeg meget nøjeregnende med mit værktøj og min teknik, og for mig betyder god bokeh måske mere end for mange andre. For så vidt angår Nikons nye AF-S Nikkor 105mm f/1.4 E ED, er det svært at udtrykke min opfattelse af kvaliteten på den bokeh, der kan opnås med dette glas på anden måde end: WOW!

Kontrastpunkter genskabes med en fuldstændig rund karakteristik (grundet de afrundede blændeblade) med en rund og klart defineret kant, jeg ikke kan mindes at have set før. Mindre kontrastrige områder genskabes med en cremet og blød karakteristik der ganske enkelt tilføjer en dimension til billederne, jeg ikke tidligere har oplevet.

Den optiske kompromisløse kvalitet i dette glas, giver en fornemmelse af en tredje dimension i billederne, hvor man næsten føler man kan række ud og gribe fat om billedet.

Natugle

Enhver der har prøvet at fotografere, når der ikke er en masse lys til rådighed, vil vide, det kan være svært at fokusere. Det kan man ikke sige er gældende for dette objektiv. Rent faktisk forsøgte jeg igen og igen at placere min model i lys, der – efter al sandsynlighed – skulle gøre det umuligt for kameraet at fokusere. Men dette lysstærke objektiv med en helt uovertruffen kontrast, kombineret med Nikons særdeles lysfølsomme autofokuseringsmekanisme betød, at kameraet bare fokuserede, uanset hvilket lys jeg placerede min model i. Selv gemt af vejen under et halvtag, så end ikke lyset fra gadelygterne ramte hendes øjne direkte, foran nedkørslen til en parkeringsgarage med et markant blåt baggrundslys, fokuserede kameraet under noget nær umulige omstændigheder.

At objektivet er så lysstærkt betyder, man kan lave billeder, hvor man ellers ikke ville kunne lave billeder. Almindeligvis må man have fat i kameraets ISO-indstilling, hvis man skal skyde billeder, hvor der ikke er meget lys. Men på intet tidspunkt, var jeg nødt til at gå over ISO 200, og kvaliteten af billedfilerne bar på ingen måde præg af, at være presset.

Evnen til at skyde billeder i det forhåndenværende lys, er afgørende når man skal skyde miljøportrætter, steder, hvor lyset er begrænset, og man kan hurtigere bevæge sig rundt og give kunden et bredere udvalg af billeder på kortere tid. Det er ikke længere en forudsætning, man slæber en masse lys med.

Konklusion

Der for mig ingen tvivl om, at Nikons nye AF-S Nikkor 105mm f/1.4 E ED bliver mit foretrukne ’våben’ når jeg skal skyde portrætter de kommende år. Det er – uden sammenligning – noget af det bedste glas jeg har skudt med af alle de grunde jeg har nævnt herover.

Prisen er måske – for nogle – et ankepunkt, men er kvalitet vigtigt for dit arbejde, så er det ikke på glasset du skal spare. Fotograferer du mange portrætter er det en no-brainer. Så hører dette glas hjemme… fast monteret på dit kamerahus!