Nyt kunstfotografisk projekt: ˈSgœnˌheðˀ

Henrik DelferFine Art, Kunstfotografi, Personlige projekterLeave a Comment

Jeg er i gang med planlægningen af et nyt kunstfotografisk projekt kaldet ˈSgœnˌheðˀ (der i virkeligheden ikke er andet end lydskrift for ordet “skønhed”)

Helt fundamentalt handler dette nye kunstfotografiske projekt om vores måde at se os selv- og hinanden på. Målet er ikke bare at udforske- men også udfordre vores forståelse af, hvad skønhed egentlig er.

Hvis man spørger et menneske, om der er noget ved deres ansigt eller krop de kan lide eller ikke lide, vil man næsten med sikkerhed få en lang liste af ting ved deres krop og ansigt de ikke bryder sig og, og så måske et par ting, de er tilfreds med. Vores egen opfattelse af skønhed opleves gennem et ”filter” af det vi har ”lært” ved at se annoncer, reklamer og billeder på de sociale medier, og er meget sjældent i harmoni med, hvad andre mener om os eller vort udseende. Det filter er i dag blevet en fast bestanddel af vores egen selvidentitet, og er på mange måder ’programmeret’ ind i vores hjerner.

Det svarer i virkeligheden til den måde vores hjerner genkender det menneskelige ansigt. Vi er vandt til, det ser ud på en særlig måde, og når noget ikke harmonerer med det vi forventer, opdager vi det ikke engang.

Billedet herover er et eksempel på et fænomen først beskrevet af psykologiprofessor ved York Universitet Peter Thompson i 1980. Det er ganske enkelt et ansigt der er vendt på hovedet, men hvor mund og øjne også er retvendte. Rent kognitivt opfatter vi i første omgang ansigtet som normalt, fordi de vigtigste elementer (som øjne og mund) visuelt vender den rigtige vej, og vi accepterer derfor billedet og Klaudias udseende som helt normalt. Men vender man billedet om, kan man se hvordan vores hjerne er blevet narret. Vores hjernes visuelle kortex gør hvad den kan for at spare energi, og smider derfor en masse informationer væk, fordi den, når den har genkendt visse vigtige elementer, ikke behøver tage stilling til resten.

Gennem mine år som portræt- og kunstfotograf overraskes jeg ofte over, hvor kritiske de mennesker jeg fotograferer, er overfor deres eget udseende. Vores visuelle reference, for hvordan vi selv ser ud, er vores spejlbillede. Ifølge sagens natur er et spejlbillede spejlvendt. Men et fotografi er retvendt. Det viser i virkeligheden hvordan vi ser ud, når andre mennesker kigger på os. Hjernen er vant til at se os selv i spejlet, og de små forskelle der er i højre- og venstre side af fx ansigtet. Så den sorterer disse forskelle fra, og vi accepterer at vi har sideskilning eller at en hvirvel gør, en midterskilning aldrig sidder helt i midten. Hjernen registrerer ikke længere at den ene øreflip sidder lidt længere nede end den anden, at de to øjenkroge ikke sidder lige overfor hinanden. Hjernen har vænnet sig til at vores kæbe er en smule tykkere på den ene side eller at vores næse måske ikke er helt perfekt lige. Nogle af os er ikke engang selv opmærksom på disse forskelle. For andre af os der måske har haft brækket næsen eller hvor skævheden er meget udtalt, ja der ser vi det måske og hader den, og det samme gælder naturligvis for andre elementer af vort ansigt, men for det fleste af os, er mange af forskellene så små, at vi faktisk ikke bemærker dem når vi ser os selv i spejlet.

Men kigger vi på et fotografi af os selv, så bemærker vi det med det samme. Der er noget galt. Det er ikke et billede af mig… jo det er det jo, for jeg var der da billedet blev taget, men der er alligevel noget, der ikke er helt som det plejer. Fuldstændig på samme måde som med billedet af Klaudia herover. Når vi ser fotografier af os selv, svarer det i virkeligheden til at se billedet af Klaudia som når billedet af hende vendes rundt.

Læs mere om projektet her, og har du lyst til at deltage som model, kan du gøre det ved at udfylde denne formular.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.