Jeg plejer normalt, at have mit kamera med overalt! Først og fremmest fordi man jo ikke kan tage billeder uden. Dette kendetegner også mange fotografer af “den gamle skole”, for tænk nu, hvis man så “billedet” men ikke havde et kamera så øjeblikket kunne foreviges. Grundlæggende er det naturligvis rigtigt – problemet er blot, for den seriøse amatør såvel som den professionelle fotograf, er det ofte ikke bare “et kamera”, men en hel taske fuld udstyr man skal have med – og det er ikke altid man har mulighed for at slæbe rundt på- endsige lyst til- at tage en hel rygsæk fuld af udstyr med, bare fordi man skal en tur i Netto.

Dette har medført et nyt mantra i den fotografiske verden, nemlig: “Det bedste kamera er det, du har med dig”, populariseret af den amerikanske fotograf Chase Jarvis. Tesen er; man tager bedre billeder med sin iPhone, end hvis man slet ikke har noget kamera med – og selv om dette naturligvis er rigtigt i én forstand, så kan det nemt få den konsekvens at mange billeder, der kunne have været fantastiske, slet ikke bliver taget.

Jeg har tidligere skrevet en blog om, at træne sin visuelle muskel. Det man skal huske er: Man sagtens kan træne sin visuelle muskel uden nødvendigvis at have et kamera med sig. Mange fotografer lever med deres kamera foran øjet i en sådan grad, at de slet ikke oplever verden omkring dem. Hvis man ikke har kameraet foran øjet, så stirrer man på den lille LCD-skærm bag på kameraet med en koncentration, der får os til at ligne Rain Man. Vi sætte kameraet for øjet, tager et billede, kigger på resultatet, og sætter umiddelbart herefter kameraet for øjet igen. I denne hektiske aktivitet af nøglehulskiggeri, opdager vi slet ikke hvad der sker ved siden af os, eller bag os- og vi går glip af mange billeder.

Leica har måske forstået dette (eller også er det bare et heldigt sammenfald). De gamle 35mm Leica-kameraer havde altid en optiske spejlsøger (en såkaldt “rangefinder”) placeret i kameraets venstre side. Det gjorde (og gør) det muligt at sidde med kameraet for øjet og stadig have det andet øje åbent, så man kan følge med i, hvad der sker omkring en. I et Lecia X1 eller M9 sidder søgeren samme sted. Det betyder at fotografen ikke behøver isolere sig bag kameraet, når man har kameraet for øjet.

Med moderne spejlreflekskameraer er dette ikke muligt, men derfor kan man godt forsøge at vænne sig til, at kigge på verden omkring os. Søge at finde motiverne, farverne, kompositionen og aktiviteterne… ikke i det der sker – for så er det for sent – men i det der kommer til at ske lige om lidt. Hvis jeg går hen ad gaden, tvinger jeg mig til at se længere frem, end jeg egentlig kan- eller vil fotografere. På den måde er jeg forberedt, og står klar med mit kamera når den forudsete begivenhed udfolder sig. Det er ikke altid det sker som jeg forventede, men i det mindste kan jeg gøre mig nogle tanker om det billede, der potentielt KAN opstå, finde den rigtige vinkel, den rigtige baggrund og komposition, vælge lukkertid og blænde. Jeg har naturligvis ikke kontrol over situationen, men jeg kan på denne måde give mig selv kontrol over, den måde billedet tages på.

Det handler om at være forberedt. At se noget “komme”, forberede sig, og så være klar når det sker. Luis Pasteur sagde: ” Heldet tilsmiler den, som har forberedt sig”, og dette gælder også når man skal fotografere. Har man forudset, at en situation kan opstå, er man forberedet, og man er ikke så afhængig af “held” når man tager sine billeder.

Alt dette kan man sagtens øve sig i – også uden kamera. Når man sidder i toget eller bussen, når man går på gaden, handler ind, er på arbejde… alle vegne er der billeder og opstår der situationer man kan træne sig selv op i at se og forudse, også uden et kamera foran øjet, og samtidig kan man holde øje med, hvad der ellers sker omkring os, så vi er forberedte, til det øjeblik hvor “billedet” måtte opstå.