Det er med en forunderlig blanding af stolthed og beundring, man ser sin egen bror løbe forbi gennem søgeren i ens kamera, ved 11-kilometer-mærket, under Copenhagen Marathon 2011. Denne gang tog han mig lidt med bukserne nede, for han havde annonceret han ville følge 3:40 ballonerne, men han dukkede op næsten 14 minutter tidligere. Min datter havde “booket” mig til at tage billeder af nogle af hendes medstuderende på Medicinstudiet ved KU, og jeg vidste min bror også ville løbe, så det passede jo fint.
Her kommer lidt billeder fra formiddagen:
Herover: Vinderen Marten Boström (nummer 8) ved 11 kilometer, han sluttede i tiden 2:21:44 (jeg antager at nummer 25, der løber forrest var en hare, for han kom aldrig i mål.)
Herover: Martin Randrup kom kort tid efter Marten Boström ved 11-kilometer mærket, men sluttede alligevel næsten 30 minutter senere, i en tid der stadig er voldsomt imponerende: 2:51:08
Herover: Jeg tror ALDRIG jeg kommer til at løbe en marathon, men det skal ikke afholde mig for at beundre dem der gør det. Et marathon er en præstation i selvdisciplin, og kulminationen på meget lang træning. Den belastning der udøves på led, muskler og knogler er ubeskrivelig, som jeg også antager smerten må være det. Men lige så stor smerten måtte være fornemmer man euforien når målstregen krydses, og de enkelte deltagere kan konstatere de gjorde det igen, og for nogle vedkommende i en bedre tid end sidste gang.
Herover: Min datter Lisa, der læser medicin på KU, “bookede” mig for et par timer, for bl.a. at fotografere hendes studiekammerat Kjartan Bergqvist, der sluttede i en flot tid på 3:25:45 – Lisa og et par andre studiekammerater, var ude og heppe på deres medstuderende!
Herover: Ca. 12.000 løbere stillede til start, og det er imponerende når så mange løbere kommer forbi. Jeg havde i år taget opstilling i krydset ved Tagensvej/Fredensgade og Blegdamsvej, og jeg imponeredes igen i år over, hvordan strømmen af løbere, tilsyneladende aldrig hørte op.
Herover: Et stolthedens og beundringens øjeblik da min bror Martin kom forbi. Han sluttede med en tid på 3:33:10 – hvilket er hans bedste tid de sidste 2 år!
Herover: Endnu en af de medicinstuderende ved KU – Thomas Svare Ehlers – der sluttede i en flot tid på 03:33:32 (det var hans første Marathon).