At fotografere en teateropsætning som en musical byder på særlige udfordringer, og denne blog handler lidt om de udfordringen man møder, og hvordan man håndterer dem som fotograf…
En af de store problemer med at fotografere en musical, teaterforestilling eller for den sags skyld en koncert, er at lyset varierer meget. Det er naturligvis meningen, for instruktør, scenograf og lysfolkene arbejder jo sammen på at skabe stemninger i lyssætningen. Derfor vil der være scener, hvor lyset er meget afdæmpet, eller hvor lyset måske ikke lige falder, der hvor man som fotograf gerne vil have det.
Man kan jo heller ikke flytte rundt på skuespillere og sangere under en forestilling, og derfor må man som fotograf lære at arbejde med det man har, og i stedet koncentrere sig om at formidle “øjeblikke”. Det handler om at være hurtig. Dels skal man komponere billederne på splitsekunder, man skal også hele tiden justere sin eksponeringer, for der er ikke noget værre end teaterlys, til at snyde kameraets lysmåler.
Den anden store problemstilling, i det mindste i relation til en musical, er at spillerne jo ofte er relativt animerede. Der er dans og megen bevægelse selv for sangerne, og når man som jeg arbejder med et relativt snævert forkusfelt (f/2.8 – f/5.6) skal man være hurtig på fingerene. Kameraets autofokus arbejder naturligvis på højtryk, men ofte kommer der en lille bevægelse mellem kameraets fokusering og man tager billedet. Man fokuserer… venter på det rette “øjeblik” refokuserer manuelt i sidste øjeblik og skyder.
At man står foran scenekanten kan naturligvis være en fordel, fordi det skaber mere drama, og man med et vidvinkelobjektiv kan lave billeder der har mere “kant”, men det kan bestemt også være en ulempe. Løsningen for mig er at have to kamerahuse med to forskellige objektiver, så jeg hurtigt kan skifte, afhængig af situationen. Billedet herover er taget med et 70-200mm f/2.8 objektiv, der giver stor komprimering, og som samtidig tillader at jeg kommer til “tættere på”.
Når det handler om komposition skal man være hurtig. Hvordan kan man ved at flytte sig nogle få meter fra side til side skabe et mere interessant billede? Hvordan kan jeg indrage baggrunden og skabe et billede der fortæller en historie? Billedet herover er et meget godt eksempel. Jeg så nonnen og søgte at finde en vinkel hvor den korsfæstede Jesus var med i billedet. Jeg ventede til hun knælede, og fandt så en vinkel, hvor jeg kunne lave dette billede. Hvad en nonne og Jesus laver i en musical kaldet Showtime? Ja – det må du ind og se forestillingen for at finde ud af 🙂
Mikkel Bedsted er lidt af et geni, når det handler om at lave lys, og så er det jo nemt at være fotograf. Mange af de billeder jeg lavede, havde næsten et kunstnerisk udtryk over sig, og paletten af farver i lyset var overvældende. Ovenstående billede er et godt eksempel, og bliver et af dem, der skal op at hænge på væggen.
At fange et øjeblik og et særlig udtryk er altid lidt af en udfordring. For det meste handler det om tålmodighed, og så naturligvis en skuespiller, der skaber et spændende moment og udtryk på scenen. Herover forsøgte jeg at fange et øjeblik, hvor Christina Marie Hansen forestiller sig hun knækker nakken på en person i forestillingen, hun bestemt ikke bryder sig om.
Herover: Et andet “øjeblik” fra stykket… det handler om at holde kameraet for øjet og ikke stå og glo på den lille skærm bag på kameraet. Hvis man gør det, går man glip af billeder som disse.
Billedet herover overraskede mig en smule da jeg kom hjem. Der var virkelig ikke meget lys på scenen, så jeg var nødt til at skrue kameraets ISO op til 12.800, og jeg blev overrasket over, der ikke var ret meget støj i billedet da jeg kom hjem. Heller ikke hvis man ser det i fuld størrelse.
Kameraet lagt til side, er der tale om en solid opsætning af en original musical krydret med en masse af det danske og næsten ikoniske band TV2’s fantastiske musik. En morsom forestilling med dygtige sangere, godt skuespil, flot koreografi, god scenografi og super flot lyssætning, tilsat et overraskende plot. Hvad mere kan man forlange?
Folkene bag Showtime:
- Idé & manuskript: Rasmus Mansachs
- Instruktører: Marie Louise Cornelius
- Musical director: Christian Dahlberg
- Koreograf: Karina Svale
- Lys: Mikkel Bedsted
Yderligere information:
- SHOWTIME på Facebook (her kan man se flere af mine billeder fra forestillingen)
- Bestil biletter på BilletNet
- Musicalteatrets hjemmeside
- Ekstrabladets anmeldelse af forestillingen (af Camilla Cornelius)