Når du ser dette billede på din computerskærm eller mobiltelefon, vil du måske ikke være i tvivl om, hvad det også forestiller. Det sjove er; ser man billedet i stor størrelse, er det slet ikke så åbenlyst. Her skal man på afstand, før man ser det billede (eller den form), der er skjult i billedet: et dødningehoved, eller ”Masken”.

Historien bag billedets tilblivelse.

Som fotograf fungerer min hjerne nok på en anden måde end for så mange andre. Jeg ser mange ting i hverdagen – det være sig en bevægelse, lyset der skifter, kontrasten mellem lys og skygge eller blot en simpel gestus mellem to mennesker – der inspirerer mig til at lave billeder. Et kort glimt kan fryse sig fast i min bevidsthed og ætse sig ind i min visuelle hukommelse. Det behøver ikke være noget jeg ”ser” som sådan, men kan sagtens være en form, i et tomrum mellem ting mit øje ser, der fanger min opmærksomhed.

Jeg har længe arbejdet med mit strejf-projekt, der har undertitlen: ”At se det øjet ikke ser”, og det var netop i forbindelse med en fotosession til mit strejf-projekt at ideen til dette billede opstod.

Min model sad og strakte ryggen ud efter en særlig anstrengende posering, og jeg vendte mig kort mod hende for at spørge om hun var klar til den næste posering. I et kort glimt så jeg et dødningehoved, eller nærmere bestemt Masken fra horrorfilmen ”Scream”. Det var ikke fordi den var tydelig i det lys jeg bruger til mine strejf-billeder. Rent faktisk var formen der slet ikke, men i mit hoved så jeg formen som hvis jeg befandt mig tre meter oppe i luften over min model, og så hendes posering i et helt andet perspektiv.

Det er svært at forklare, hvad der foregår i mit hoved, når den slags sker (og det gør det ofte). En tilsyneladende ligegyldig og helt urelateret situation, får pludselig sit eget liv i mit hoved, og en del af mig fryser fast i øjeblikket, mens jeg er vidne til, hvad mit hoved nu finder på. Det er naturligvis ikke sådan det sker i virkeligheden, men det er den bedste måde, hvorpå jeg kan beskrive processen. Det er som om min hjerne sætter turboen på, og jeg kan lynhurtigt se adskillige variationer og muligheder, og udelukke de fleste, fordi jeg med det samme kan visualisere, de ikke fører til det resultat jeg ønsker.

I et års tid gik jeg rundt med dette billede (eller denne form) i hovedet. Jeg tegnede nogle grove skitser som vist herunder (som tydeligt demonstrerer, hvorfor jeg ikke er tegner), der gjorde, at ideen begyndte at blive mere virkelig.

Jeg ledte efter teksturer eller billeder, der udtrykte den følelse, jeg fik, når jeg tænkte på billedet. Hen over sommeren sad jeg og læste en artikel af Andy Sheffield, fotograf og kreativ direktør for ’Cure for the Common Studios’, om hans arbejde med at lave pladecovers for den nu afdøde Lionel Pickens, måske bedre kendt som rapperen Chinx. Nu lytter jeg ikke almindeligvis til hip-hop eller rap, så det var lidt specielt at finde et billede brugt som cover for hans EP ”CR5”, der for første gang resonerede med min oprindelige vision, at bruge kroppen, lys og skygge til at skabe en form som et kranium eller Masken fra ”Scream”

Et andet billede fra hans største single ”Feelings” rummede en masse af den tekstur jeg havde søgt.

I sensommeren og efteråret 2016 forsøgte jeg, i tre omgange, at skabe billedet. Det skulle vise sig, at den posering min model skulle sidde i, er langt vanskeligere at sidde i, end man måske skulle tro. Den første gang var det mest en test, for at se om det overhovet kunne lade sig gøre. Næste gang, var det lidt mere målrettet. Men jeg kæmpede lidt for meget med en fire meter høj stige og et 3,5 meter højt studiestativ, hvor kameraet sad, og jeg fik derfor ikke lagt lyset helt som jeg skulle. Billedet blev derfor heller ikke som jeg ville have det.

Første forsøg på at lave “Masken”

Andet forsøg på at lave “Masken”

Man siger: Tredje gang er lykkens gang. Da jeg i slutningen af oktober 2016 var i studiet med min model Line Thormod, lykkedes det endelig. Hun sad tålmodigt og kæmpede med alle muskler spændt for at holde poseringen, mens jeg justerede på lyset, kravlede op på stigen, fotograferede hende, kravlede ned ad stigen igen, for at kigge nærmere på billedet på min computerskærm, for så at justere lidt på hendes posering, og så startede vi forfra en gang til.

Efter en times arbejde og utallige forsøg, lykkedes det, at skabe præcist det billede, jeg havde gået rundt med i hoved et i et års tid. Jeg var lykkelig, og jeg var Line dybt taknemmelig for endnu engang at havde givet mig et billede jeg har drømt om at lave.

Tredje forsøg på at lave “Masken” og denne gang blev det som jeg oprindelig havde visualiseret billedet

Et lille skår i glæden

Et par dage senere skulle der dog komme et lille skår i glæden. Det viser sig nemlig, jeg ikke er den eneste der har fået den ide til lige præcist dette billede. Et halvt års tid før jeg først fik ideen, havde en anden fotograferet en næsten identisk billede, der blev brug som reklame for 2. sæson af TV-Serien ”Penny Dreadful” (en opfølgning på spillefilmen af samme navn fra 2006). Det er næsten skræmmende, som de to billeder er ens. Selv de flettede fingre, jeg visualiserede skulle illustrere næseboret i kraniet eller Masken, går igen i de to billeder.

Ordbogen ”Dictionary of Obscure Sorrows” refererer til denne problemstilling i forbindelse med ordet ”vemödalen”; Frygten for, det man netop har fotograferet, som man selv opfatter som en unik ide, I virkeligheden er fotograferet tusindvis af andre gange, af andre fotografer. Her blev vemödalen en realitet, og var ikke blot en obskur frygt.

Jeg har siden overvejet, om jeg overhovedet skulle dele billedet med andre. Skulle jeg bare arkivere det under ”gode men ikke unikke ideer”? Kunne jeg virkelig have set et billedet fra TV-Serien og ladet mig inspirere uden at vide af det? Jeg kan ikke kategorisk afvise det. Hvad jeg dog véd er: Jeg kan tydeligt huske præcist den situation, hvor ideen til billedet første gang opstod i mit hoved, og jeg ved præcist, hvordan vejen, til at realiserer billedet, har været.

Præcis dette billede ”Masken” kan kun laves i dette ene perspektiv. Flytter man kameraet, retter man lyset, eller sidder modellen ikke poseret med centimeters præcision, forsvinder illusionen og det skjulte billede i billedet vil ganske enkelt ikke eksistere.

Min gode ven og fotograf Alex Albi mindede mig om, at temaet med at bruge den menneskelig krop til at forme et kranie, først blev afprøvet af Salvador Dalí og fotograf Philippe Halsman da de sammen skabte billedet “In Voluptas Mors”. Ideen er således ikke ny, men måske min eksekvering er en anden?

Billedet skal ses

Beslutningen – at offentliggøre billedet – blev truffet. For uagtet det har været fotograferet før, er jeg glad for- og stolt ved både den kreative processen såvel som resultatet. Derfor besluttede jeg også at skrive lidt om historien bag billedets tilblivelse, og hvad der i sidste ende fik mig til at tvivle, om jeg overhovedet skulle offentliggøre billedet.

Jeg er glad for billedet, og synes det er unikt. Line og jeg har arbejdet hårdt for at skabe det, og så skal det også ses.