Sidste uge skrev jeg om Nikons nye 105mm f/1.4 objektiv, som jeg er blevet meget begejstret for. Flere har siden henvendt sig og spurgt: ”Det er jo meget fint du skriver om dette fantastiske objektiv, men hvad nu hvis pengepungen ikke rækker til så dyrt glas? Er der alternativer?”. Jo det er der bestemt.

Nikon 135mm f/2D AF DC-Nikkor

Denne – ofte oversete – optiske perle fra Nikon (selv i lyset af det nyligt fremkomne 105mm f/1.4 objektiv fra Nikon) blandt de allerbedste portrætobjektiv. Ikke alene hører det blandt de skarpest tegnende objektiver Nikon nogensinde har produceret, det er også et objektiv for feinschmeckere og connaisseurs, når det handler om at lave portrætter der har et stærkt organisk element, i denne digitale tidsalder.

Leder du efter et objektiv, der kan give dig al den skarphed du drømmer om, og som dit nye Nikon D810 kamera rent faktisk kan levere? Så er dette objektiv bestemt en mulighed!

Hvad er det så det gør dette objektiv til det – i det mindste for mig – et klart valg når vi tale om portrætobjektiv? Der er flere ting der spiller ind. Det bliver nemt lidt teknisk, men det er i virkeligheden ikke så svært, så hold fast i musen og læs videre, så tror jeg de fleste kan følge med.

Hudtoner gengives uden sammenligning bedre end med andre objektiver

Med dette objektiv gengives hudtoner på en måde, der er helt unik og næsten organisk. Hvorfor? Fordi dette objektiv (som alle andre objektiver) har en, for alle optiske systemer baseret på almindeligt glas, medfødt ”defekt” man kalder kromatisk aberration.

Lys afbøjes forskelligt afhængig af den frekvens af spektret (farve) det befinder sig i. Det kender vi alle til. Den gyldne time er ”gylden” fordi den del af lyset der befinder sig en den kolde del af spektret (den blå) spredes mere i atmosfæren end den varme del af spektret (den røde), og når sollyset først- og sidst på dagen skal gennem et tykkere lag atmosfære (grundet den lave vinkel), får lyset en mere rødlig- eller gylden karakter. På samme måde afbøjes lys – på sin tur gennem optisk glas – forskelligt afhængig af den del af spektret, hvori lyset hører hjemme.

Når man designer de optiske elementer i et objektiv, er der altid tale om et kompromis. Man forsøger at få lyset til at bryde sådan at alle frekvenser (eller farver) brydes på samme måde, og samles i fokalplanet (filmmediet eller sensoren), for derved at få et optisk system, der tegner så skarpt som muligt.

Man må ikke glemme at Nikon – før firmaet blev kendt for at lave fantastiske kameraer – oprindeligt producere optik. Firmaets historie er bundet i en stærk tradition om at designe optiske systemer, der er så tæt på perfektionisme som muligt. Ethvert optisk system vil altid være et kompromis, men Nikon har ved deres tilgang til at lave optiske systemer udvist en kompromisløs indstilling til det optiske design. Nikon taler om ”smukke” linseelementer. Så tæt som muligt på at være fuldendte i ydelse, og dernæst fuldendt i design.

Til forskel fra de fleste andre objektiver, har designeren Kouich Ohshita (selve Defocus Controle er opfundet af Haruo Sato), dog primært optimeret det optiske system således at den blå og grønne del af lyset, begge rammer fokalplanet i fokus, mens han har tilladt at den røde del af spektret er en anelse bagfokuseret.

Rent teknisk er det primært den grønne og blå del af lyset, der giver os opfattelse af skarphed i et portræt. Så når den modsatte ende af spektret (den røde) forekommer en anelse ”blød”, betyder ikke at vi nødvendigvis opfatter et billede som mindre skarpt.

Det betyder til gengæld at hudtoner (der jo består af en god mængde rødlige toner) fremstår lidt blødere og mere organiske.

I modsætning til næsten alle andre objektiver til 35mm DSLR-kameraer, er dette unikt for Nikon 135mm f/2 DC. Det kræver et trænet øje at se forskellen, da det handler mere om en følelse eller fornemmelse, men når man først har fået øje på den, vil man som portrætfotograf elske denne organiske kvalitet portrætter, taget med dette objektiv, får.

Brændvidden er på mange måder den ideelle til portrætter

Mange portrætfotografer foretrækker at bruger en brændvidde på over 100mm (medium teleobjektiv) til portrætter. Dels giver det en god arbejdsafstand til modellen, det er også flatterende for det menneskelige ansigt (som vi mennesker som regel foretrækker at se det). Modsat en kortere brændvidde (vidvinkel eller supervidvinkel), der visuelt forstørrer den del af motivet (portrættet) der er tættest på kameraet – i de fleste tilfælde næsen, hvilket man almindeligvis ikke er interesseret i – er en brændvidde over 100mm at foretrække. Mange fotografer foretrækker – nu hvor Nikon har introduceret den suveræne 105mm f/1.4 – dette objektiv som deres foretrukne ”våben” til portrætfotografering, men 135mm f/2 DC er stadig et attraktivt alternativ. Man mister ganske vist et fuldt f-stop (halvt så meget lys) i forhold til 105mm f/1.4, men prisen er måske også mere attraktiv. Dem med den store pengepung vælger ofte at investere i 200mm f/2G ED-IF AF-S VR Nikkor, men personligt synes jeg brændvidden er er for lang. Det er ganske enkelt et objektiv, der kræver mere plads til portrætfotografering, og derfor kan 135mm f/2 DC være et rigtigt stærkt alternativ.

For ikke alene tilbyder Nikons 135mm f/2D AF DC-Nikkor det perfekte alternativ til den næsten fire gange så dyre 200mm f/2, man får endda en yderligere funktion, man ikke får med den dyre 200mm, men mere om dette senere.

Hvis man vil have lav dybdeskarphed i sine portrætter vil mange erfare, det kan være svært at ”administrere” f-stop der ligger under f/2. Dels er det svært at få modellen til at sidde tilstrækkeligt stille, det kan også være svært at styre sin vejrtrækning. Sidst men ikke mindst finder man hurtigt ud af, at fokuseringspunkterne ligger præcis lige ”uden for rækkevidde” når man laver portrætter i højformat, og det betyder at man næsten altid er nødt til at rekomponere sine billeder efter man har fokuseret. Dette får den konsekvens, at man er nødt til at ”vippe” kameraet en lille smule efter man har fokuseret, og når man fotograferer ved meget store blændeåbninger er dybdeskarpheden så lav, at man skal have styr på teknikken. Slutresultatet er ofte, at en større procentdel af ens billeder er en anelse ”bløde” (fokusmæssigt) og ikke helt kniv-skarpe.

Mange (ikke alle men mange) fotografer, der har investeret i en 50mm f/1.4D AF Nikkor eller i den noget dyrere AF-S NIKKOR 85mm f/1.4G, vælger derfor at undgå at skyde portrætter ved f/1.4, men stopper ofte objektivet ned til f/2 eller f/2.8, for at få en større procentdel af billeder i fokus.

Og det er her 135mm f/2 DC objektivet kommer til sin ret. Dels er brændvidden noget nær perfekt (ikke nær så kort som en 50mm eller 85mm), objektivet tilbyde også meget lav dybdeskarbhed – uden at den dermed bliver uhåndterbar – noget, der for mange, er en særlig kvalitet man gerne vil opnå ved portrætfotografering.

Det der ikke er i fokus får også fokus

Med dette objektiv tilbydes der som tidligere omtalt yderligere kontrol, man ikke finder i noget andet objektiv. Nikon kalder det for ”Defocus Controle” eller ”DC”, der også er en del af objektivets typebetegnelse.

Historisk set har dette nok være objektivets største akilleshæl, for mange har reelt ikke forstået hvad dette indebærer, og ret skal være ret; Nikon har måske heller ikke været så gode til at ”sælge” ideen og forklare, hvad det betyder for vores billeder.

Defocus bliver også ofte omtalt som softfocus, og det er måske ikke lige det, de fleste forbinder med et skarpt billede. Hvis man ikke ved, hvordan man skal bruge objektivets DC-funktion, kan man bestemt også ende med at få nogle særdeles ”funky” og underligt udseende billeder.

Som de fleste ved, opnås fokusering i et objektiv opnås oftest ved at skyde den bageste linseelementgruppe længere frem eller tilbage i forhold til det samlede optiske system. Det som Haruo Sato fandt ud af var, at objektivets bokeh (en beskrivelse af kvaliteten af den visuelle fortegning, der sker for den del af motivet der er ude af fokus) kunne styres ved at placere en linselementgruppe mellem den forreste gruppe og den bageste gruppe og give brugeren mulighed for at skyde denne linseelementgruppe frem og tilbage. Derved er det muligt at justere den ”styrke” hvormed de dele af billedet der ikke er i fokus fortegnes i det optiske system.

Det vil føre for vidt at gå mere i detaljer med en beskrivelse af hvordan Defocus Controle (DC) egentlig fungerer, men det er vigtigt at understrege følgende: Defocus Controle betyder IKKE uskarpe billede, men er en måde at styre, hvordan de dele af et billede, der ikke er i fokus, tegnes på fokalplanet. Det er med andre ord en yderligere kontrol af udseendet på den del af et billede, der alligevel ikke er i fokus.

Bokeh er ganske enkelt noget af det smukkeste med dette objektiv. Det har en organisk kvalitet der er uden sidestykke, og som for alvor kommer til sin ret når et billede reproduceres på papir.

Hvordan er det så at arbejde med objektivet i praksis?

Jeg har tidligere ejet dette objektiv, på et tidspunkt i min karriere, hvor jeg ikke lavede et eneste portræt. Derfor blev objektivet også solgt igen. I dag er jeg næsten fuldt ud fokuseret på at lave billeder med mennesker, og så måtte jeg naturligvis have dette objektiv i tasken igen. Jeg har nu arbejdet med objektivet gennem flere år, og jeg er ikke i tvivl: Dette er et stykke fantastisk glas, der altid er med i min taske.

Skal jeg være helt ærlig, så har jeg skudt 35-40% de fleste portrætter med dette objektiv uden overhovedet at røre indstillingen for Defocus Control. Stiller man den neutral (på ”0”) fungerer objektivet som et hvilket som helst andet 135mm f/2 objektiv, med denne lille forskel at der er tale om et objektiv, der tegner så skarpt at man næsten kan skære sig på de færdige billeder.

Den resterende del af mine billeder, har jeg skudt med en DC-indstillingen til samme værdi som blænden (eller yderligere et f-stop), enten forskudt frem foran- eller bag motivet. Kun en lille del er skudt med en mere aggressiv defocus, og så er det fordi jeg har ønsket at lave helt specifikke billeder, der er lidt mere ”drømmende” i udtrykket.

I praksis er det usædvanligt nemt, at arbejde med dette objektiv. Man vælger blænden på kameraet, vælger hvor meget man eventuelt vil forskyde den del af billedet der er ude af fokus, og bestemmer om det skal skydes frem eller tilbage. Herefter fokuserer man og skyder med objektivet som med et hvilket som helst andet objektiv.

Man lærer hurtigt begrænsningen. I starten anbefaler jeg, man laver en masse testbilleder, hvor DC-funktionen maksimeres. Leg med at forskyde både foran og bagved, og se hvad det gør for objekter der er placeret i forgrunden foran hovedmotivet eller i baggrunden bag hovedmotivet. Find ud af hvad der ser bedst ud af de to, og træk så effekten tilbage til du får det ønskede resultat. Du vil hurtigt lære at forstå hvad Defocus Controle tilbyder, og hvordan du kan bruge det som et kreativt redskab, når du laver billeder.

Leder du efter at fantastisk portrætobjektiv der ikke koster spidsen af en jetjager, så led ikke længere. Dette er glasset du vil elske, og som vil gengive dine billeder med en organisk kvalitet du hurtigt vil lære at værdsætte.

Yderligere information: http://www.nikon.dk/da_DK/product/nikkor-lenses/auto-focus-lenses/fx/single-focal-length/af-dc-nikkor-135mm-f-2d

Og til dem der ikke kan lade være med at nærstudere MTF-grafer, har jeg taget den med for dette fantastiske objektiv. Personligt vil jeg heller se på billeder 🙂