Mere lys, tak!

Henrik DelferGearLeave a Comment

Lad det være sagt med det samme: Nikon laver nogle fantastiske små blitzenheder i form af deres SB-800 og SB-900 blitze. Men skal man fotografere en gruppe på 4-5 mennesker på hvid baggrund, finder man hurtigt ud af hvor grænsen går. Man skal ikke tage fejl – for der er ikke noget nemmere end at pakke et par SB-900 blitz med ekstra battery packs, et par lampestativer og et par sammenklappelige softbokse i sin fototaske, når man skal ud og lave et portræt. Men hvad gør man, når opgaven kræver man har lidt mere lys?

Jeg er i en situation, hvor jeg skal investere i lidt større lys, og der er meget at vælge mellem. Broncolor, Profoto eller Elinchrom er de åbenlyse valg, men de koster også en halv bondegård. Findes der billigere alternativer? I så fald hvilke? Bowens er en af de store “spillere”, der starter i det segment man kalder “entry-level pro” og opefter, hvor de begynder at blande sig med de “tungere drenge i klassen” med generatorbaserede flash-anlæg. En anden “spiller” er Elemental, der uden tvivl findes i grænseområdet mellem det den seriøse entusiast har brug for og “entry-level pro” segmentet.

Hvilke krav skal man stille til det lys man køber? Det afhænger naturligvis af opgaven. Jeg er ikke typen, der bare kaster mig ud i investeringer. Jeg tænker mig som regel meget godt om, og forsøger at afveje alle forhold før jeg træffer en beslutning. Det startede med overvejelser om, hvad jeg havde brug for, og hvad det skulle bruges til.

Der er ingen tvivl om, jeg helst ville hive det store kreditkort frem og købe en Pro-8a 1200 Air generator, et par Pro-8a 2400 Air generatorer med 4-5 lamper og en hel hær af Profoto softbokse, grids, spots, octabanks og andet sjov, men jeg er ret sikker på at min bank og min hustru begge ville søge om skilsmisse, hvis jeg gjorde noget sådant på nuværende tidspunkt.

Skal man holde sig til Profoto, er alternativet monolights. Et par D-1 500 Air og et par D-1 1000 Air med tilhørende softbokse, beautydish, etc., er langt billigere end et Pro-8a kit, men selv hér er jeg stadig godt på vej ud over det, der er budgettet på nuværende tidspunkt. Så jeg må i stedet kigger på hvad det egentlig er, jeg har brug for.

Opgaven der skal løses – og det jeg først og fremmest skal bruge lys til – er et opbygge en portefølje af billeder. Det jeg har fotograferet hidtil, og den måde jeg har arbejdet på, kan ikke anvendes til det jeg gerne vil lave fremover, så der skal nye billeder til, og en ny portefølje af billeder. Overvejelserne udvikler sig hurtigt til en diskussion om “hønen eller ægget”. Uden lys – ingen jobs, uden jobs – intet lys!

Lysdiagram for, hvordan billederne blev belyst

Lysdiagram der lå til grund for de billeder jeg lavede ved J-Popcon 2010

Hvis jeg skal opbygge en ny portefølje, kræves der som minimum to lys (fire hvis jeg skal kunne lave noget fornuftigt fuldlænge “white seamless” arbejde). Jeg vil ikke komme ind på alle de tekniske overvejelser eller en lang prædiken om f-stop, for selv om teknikken naturligvis skal være i orden, så er lysets kvalitet langt mere vigtig end tal. Men også her koster kvalitet. Profoto har meget lille variation fra skud til skud og mellem hver flashenhed på  +/- 30° K. Dette overgås kun af Broncolor, og alle andre (i det mindste dem der kan betragtes som seriøse kombattanter) taler om +/- 100° K.

Skal man lave packshots i et studie, hvor der er krav til stor farvepræcision, er dette afgørende, men skal man bygge en portefølje, hvor hvert enkelt billede behandles for sig – ikke med farveægthed for øje, men for at formidle en stemning eller en særlig stil – så er det pludseligt ikke så afgørende.

Her er fleksibiliteten vigtigere, at man har en bred vifte af redskaber i sin værktøjskasse med lys. Elinchrom er en lidt billigere løsning end Profoto, men der er andre alternativer. Her kan man for de samme penge som et par Profoto D-1 lamper koster, få fire lamper, og en hel myriade af forskellige softbokse, en mellemstor octabank, en beautydish med grid, barndoors, snoots, stativer og hvad der ellers hører til af stumper.

Fleksibilitet betyder også frihed. Frihed til f.eks. at tage sit lys med på stranden, i skoven eller ud på en pløjemark. Dette er muligt med monolights, hvis man bruger en benzin-generator eller batteripakker – men skal jeg være ærlig… Kommer der sådanne jobs, kan jeg leje det nødvendige udstyr. Her og nu har jeg brug for et sæt lamper og modifyers jeg kan bruge i studiet eller tage med, de steder hvor jeg også har adgang til strøm.

For at gøre en lang historie kort, har jeg besluttet mig for at købe lys hos Elemental. Jeg har læst alt hvad jeg kunne finde om deres produkter. Om kvaliteten på deres lys og på deres modifyers. Jeg har gjort mig overvejelser om service og de problemer det vil medføre, at sende gear til England for at blive repareret, men efter at have talt med et par andre fotografer her i Danmark og en enkelt fotograf i Tyskland (der også bruger Elemental) er jeg blevet mere rolig. Tilsyneladende laver Elemental produkter, der bare er bundsolide. Mit budget tillader endda, jeg kan investere i en ekstra lampe som backup.

Det er muligt jeg de kommende to år vil finde mig selv i situationer, hvor jeg har brug for at leje lys jeg kan tage med på stranden, eller får en opgave der kræver mere lys end det jeg kan lave med mine Elemental monolights. Men jeg kan bruge dem til at opbygge min portefølje af billeder, og jeg kan bruge dem til at skabe den omsætning, der er nødvendig for at retfærdiggøre investeringen i et flashanlæg fra Profoto – som jo nok i sidste instans, er det jeg ender med at købe. Nok ikke det helt store sæt, men nok til at jeg kan klare mig i det daglige, og så må jeg supplere med lejet grej, til de opgaver der kræver mere.

Det tekniske omkring Elemental ser også ud til at være i orden – i det mindste på papiret og i hht. til det, jeg har hørt fra andre brugere. En tilstrækkelig hurtig flashudladningstid, en fornuftig recycle og en farvestabilitet der er tilstrækkeligt til hvad jeg har brug for her og nu.

Med en løsning fra Elemental, blev der også penge på budgettet til et par ekstra Pocketwizards, som vil give mig yderligere fleksibilitet når jeg er ude på mindre opgaver, der kan løses med et par SB-900 blitze.

Så det bliver ikke den store forkromede løsning i første omgang, men det bliver en smartere løsning… i det mindste på nuværende tidspunkt. I sidste ende handler det jo ikke om gear, men om at være smart med det man nu har.

Jeg skal nok skrive lidt mere om de nye lamper, når jeg modtager dem omkring nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *