Hvor langt er du villig til at gå?

Henrik DelferMusik, MusikereLeave a Comment

Hvor langt vil du gå for at blive en bedre fotograf? Hvor mange timer og penge vil du investere i at blive blandt de bedste? At fotografere kan være en kunstart, og lige så lidt som en guitar spiller sig selv, laver et kamera selv billeder. Der er kunstneren der laver kunst, musikeren der spiller. Efter at have tilbragt tre dage med to virtuoser på deres instrumenter, har jeg fået et spark af inspiration, for der er mange paralleller til fotografiets verden. Som fotografer skal vi – lige som musikere – beherske et “instrument”, i vores tilfælde et kamera. Men hvordan bliver man dygtig… virkelig dygtig?

Read this article in English

20121101_reiff-drh-richardsmith_0134

Søren Reiff og Richard Smith er i sandhed virtuoser på deres instrumenter. I ugens løb afholdt Richard Smith en workshop på Den Rytmiske Højskole, og her fik de unge og aspirerende musikere og guitarister lejlighed til at komme helt ind under huden på en af “de store”. Der blev stillet spørgsmål, og et af dem lød: “Hvordan er du blevet så god til at spille guitar?”

Svaret ligger naturligvis lige til højrebenet: Ved at øve sig! Men der er mere til dette spørgsmål end det åbenlyse. For det næste spørgsmål må uvægerligt blive: Hvor meget? Her bliver svaret: “Så meget, at med mindre der er en talte om en ubegribelig og utrættelig passion samt et ønske, der er så brændende at du ikke kan tænke på noget som helst andet, så vil du nok ikke være villig til at øve dig tilstrækkeligt”.

20121101_reiff-drh-richardsmith_0122

I vore tider hvor mange – køber et spejlreflekskamera, fotograferer en smule og får ros for billederne af venner og familie – markedsfører sig selv som fotograf, kan det være svært at navigere, hvem der virkelig vil arbejde seriøst med fotografiet, og hvem der blot kan lide at tage billeder. Der er intet odiøst i, at kunne lide at fotografere, det er da kun fantastisk, så mange er glade for at fotografere. Vi har alle behov for at dokumentere vores liv, og ikke alle billeder behøver være kunstværker i sig selv… ja selv dem af os, der er professionelle fotografer, laver ikke kunst med hvert eneste billede. Naturligvis er vi ofte booket til at dokumentere, andre gange har opgaverne et kommercielt sigte, og ind imellem får vi lov at være mere kreative (eller også betaler vi selv for at få lov at “lege”).

Der er heller intet fortænkt i at mange unge forelsker sig i drømmen (hvad enten den er at spille guitar, fodbold eller fotografere). Det er fantastisk! Men for at undgå en interesse udvikler en næsten narcissistisk selvopfattelse, så er det måske en god idé med et realitetscheck. For hvor langt er jeg villig til at gå for at blive god… virkelig god… til det jeg interesserer mig for?

Nick Baylis skriver i bogen “Learning from Wonderful Lives” om den såkaldte 10.000 timers regel. Det er en ganske enkel præmis, nemlig at det kræver 10.000 timers bevidst og overvejet træning eller øvelse, at mestre en given kunstart på et niveau, hvor man kan tale om “man mestrer sit håndværk”. Det svarer til knap 3 timer, hver eneste dag, 365 dage om året… i TI år! Eller det svare til man arbejder med noget som fuldtidsbeskæftiget, otte timer om dagen… i mere end FEM år. Dét er en masse øvelse og træning! Er du villig til at tage din drøm dette punkt?

20121101_reiff-drh-richardsmith_0296

Richard Smith fortalte – i forbindelse med workshoppen – historien om den dag, da han selv fandt ud af at han ville lære at spille guitar. Det var som om nogen havde tændt en kontakt inde i ham. Jeg har det på samme måde med at fotografere. Jeg drømmer om billeder jeg vil lave, jeg spekulerer på det hele dagen. Jeg fotograferer hver eneste dag, jeg øver mig, afprøver nye teknikker og ideer. Jeg bruger utallige timer på at analysere mine billeder, til at se på klassisk og moderne kunst, på at studerer de store fotografers arbejde. Jeg er en hård kritiker af mine egne billeder, og jeg er aldrig tilfreds. Det er det sidste jeg tænker på, før jeg falder i søvn, og det første jeg tænker på om morgenen.

Hvis ikke man er FULDSTÆNDIG passioneret omkring det at fotografere, spille guitar eller hvad man nu ellers interesserer sig for, har man ikke en kinamands chance for at gennemføre det, der skal til, for at man kan blive god nok til at leve af sit håndværk. Man vil ikke orke at investere den fornødne tid. Den tid der skal til før man bliver god nok.

Mange tror der er masser af undtagelser til denne “regel”, og at nogle vil klare det, alene på talentet. Men… at have et talent for noget gør dig ikke automatisk til en succes. Lige så lidt som en investering på 10.000 til at øve sig gør dig til en stjerne. Dem der i SANDHED stråler i deres hverv har både en villighed (endda 10.000 timers øvelse eller mere) såvel som et specielt talent eller en gave der gør at de rejser sig over alle andre.

20121101_reiff-drh-richardsmith_0426

At have været sammen med Richard og Søren de sidste tre dage, har været fantastisk. Ikke alene mestrer de deres instrumenter. De har været villige til at investere et helt liv på at nå dertil hvor de er nået. De er virtuose med deres instrumenter, og så har de noget, der er de færreste beskåret: De har det særlige talent eller gen der kræves, for at lave musik der rører ved sjælen.

Videoen herunder blev optaget med håndholdt kamera, og var faktisk ikke planlagt. Jeg synes nu alligevel den giver et indblik i den musk som Richard Smith har skabt, og den vidunerlige magi der opstod, da disse to virtuoser mødtes.

For yderligere information om Richard Smith og Søren Reiff:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.